Afghanistan: Parlamentet fordømmer kraftigt uddannelsesforbuddet for piger  

Pressemeddelelse 
 
 
  • Situationen for kvinder og piger i Afghanistan forværres konstant. 
  • Afghanske kvinder må ikke rejse langt uden en mandlig ledsager. 
  • Parlamentet roser modige afghanske kvinder, der trodser myndighederne. 
  • EU's tilstedeværelse i Kabul er ikke en blåstempling af Talebanstyret. 
MEP'erne beklager den stadigt forværrede situation for kvinder og piger i Afghanistan © BULENT KILIC / AFP  

MEP’erne er dybt bekymrede over Talebans nylige beslutning om at udvide forbuddet mod at tillade piger i syvende klasse og derover at gå i skole.

I en beslutning, der blev vedtaget torsdag, opfordrer Parlamentet til at ophæve restriktionerne, samtidig med at det noterer sig Talebans tidligere forsikringer om, at de vil sikre adgang til uddannelse for alle borgere.


MEP'erne beklager den fortsat forværrede situation for kvinder og piger i Afghanistan siden Talebans tilbagevenden til magten i 2021. Parlamentet fordømmer deres vedholdende fokus på at fjerne kvinder og piger fra det offentlige liv og fratage dem deres mest grundlæggende rettigheder - herunder uddannelse, arbejde, bevægelighed og sundhedspleje.

På baggrund af en nylig beslutning har afghanske kvinder ikke længere lov til at rejse mere end 45 mil (72 km) fra deres hjem uden ledsagelse af en nær mandlig slægtning, hvilket ifølge MEP’erne er en forværring at menneskerettighederne i Afghanistan.

MEP'erne roser de piger og kvinder, der deltager i gadeprotester mod udviklingen og Talebans styre, og opfordrer både EU og dets medlemsstater til at øge deres støtte til kvinderettighedsaktivister i landet.


Parlamentet understreger også, at EU-delegationen i Kabul, der genetablerer en minimal tilstedeværelse med henblik på at koordinere den humanitære bistand og overvåge den humanitære situation, ikke er et udtryk for anerkendelse af Talebanstyret fra Den Europæiske Unions side.

Resolutionen kan findes her (07.04.20212).

Parlamentet drøftede også situationen i Afghanistan på plenarmødet med EU's udenrigspolitiske chef, Josep Borrell, tirsdag den 5. april. Her kan du se debatten igen.


Beslutningen blev vedtaget med håndsoprækning.

Baggrund

I februar arrangerede Europa-Parlamentet "afghanske kvindedage"— en række arrangementer, der skulle kaste lys over den alvorlige situation, som kvinder i landet står over for. En gruppe afghanske kvinder var også finalister til Sakharovprisen for tankefrihed 2021.