I Sydafrika kan du få gratis landskampsbilletter.. hvis bare du lader dig vaccinere

I Sydafrika tyr man nu til alternative metoder for at få det resterende af befolkningen vaccineret mod coronavirus.

Sydafrikanske tilskuere kan igen se frem til at komme på stadion for at se landskampsfodbold. Hvis de altså bliver vaccineret først. (Foto: © Phill Magakoe)

Pssst, kunne du tænke dig en gratis billet til fodboldlandsholdets kommende VM-kvalifikationskamp mod Østrig på hjemmebane?

Ovenpå sommerens EM-feber og den fuldstændig suveræne start på VM-kvalifikationen er det nok et tilbud, de fleste fodboldfans ville have svært ved at takke nej til. Også selvom betalingen for billetten er, at man lige skal lade sig vaccinere mod coronavirus.

Men i Danmark er der altså ikke givet hånd på ovenstående handel.

Hvis man til gengæld kommer fra Sydafrika, så er der i dén grad noget at hente, hvis man er fan af landsholdet og alligevel har tænkt sig at få et stik i armen på et eller andet tidspunkt.

Når det sydafrikanske fodboldlandshold på tirsdag tager imod Etiopien i VM-kvalifikationen, er der gratis adgang til alle borgere, der er færdigvaccineret, oplyser det sydafrikanske fodboldforbund, SAFA.

- Ingen vaccine, ingen adgang, siger landets sundhedsminister, Joe Phaala.

De gratis landskampsbilletter til vaccinerede borgere er et led i en kampagne, som den sydafrikanske regering og landets fodboldforbund har lanceret for at få en større del af befolkningen til at tage imod vaccinen.

Men det er ikke kun fodboldfans i Sydafrika, der formentlig klapper i hænderne over billetter til en gratis VM-kvalifikationskamp.

Landets sundhedsminister, Joe Phaaahla, er nemlig fuld af opbakning til den alternative idé.

- Det er sød musik i mine ører.

- Det er en win-win-situation. Vi vil også gerne have, at andre økonomiske sektorer vender tilbage til normalen. Ved at blive vaccineret kan livet blive, som det var før, og folk kan komme videre med deres liv, siger sunhedsministeren ifølge insidethegames.

Når de gratis landskampsbilletter på tirsdag uddeles til kampen mellem Sydafrika og Etiopien bliver det første gang i 19 måneder, man tillader adgang til fans på et sydafrikansk stadion. Glædeligt for både fans og spillere, skulle man mene.

Under OL i Tokyo spillede det sydafrikanske fodboldlandshold for tomme tribuner. På lørdag får de igen lov at spille foran landets hjemmebanepublikum. (Foto: © Kim Hong-Ji, Ritzau Scanpix)

Men bag kampagnen er også en lidt anden agenda.

Da Japan i september trak sig som vært for klub-VM, der skal afholdes i december, så det sydafrikanske fodboldforbund nemlig sit snit til at lægge et bud på FIFA's bord.

Men for at blive vært for et FIFA-arrangement er der et par krav, man skal kunne opfylde først. Det internationale fodboldforbund kræver, at 70 procent af befolkningen er færdigvaccineret, mens man også skal kunne rumme fans på stadion.

Men da kun 15 procent af den sydafrikanske befolkning er fuldt ud vaccineret mod coronavirus, kan de godt se ud til at få travlt, hvis de skal opfylde kriteriet om, at have 70 procent af befolkningen færdigvacceneret, når turneringen skal afholdes mellem 9 og 19 december senere i år.

Sydafrikas landshold møder Etiopien både lørdag og tirsdag. Først ude og dernæst gælder returen på hjemmebane og de formentlig mange sydafrikanske tilskuere.