’Ditte Hansen har en plan’: Nyt satireprogram med Ditte Hansen som vært på DR2

I programrækken ‘Ditte Hansen har en plan’ undersøger Ditte Hansen med lige dele nysgerrighed og smil på læben forskellige emner, der vækker hendes indignation eller undren.

  • Ditte Hansen sætter sammen med designer og stylist Pernille Rosenkilde fokus på, hvordan det kan blive sjovt at genbruge tøj. (Foto: © Finn Hagemann, Jonas Kjærgaard Hall)
  • Hvorfor er der ikke flere der ønsker optagelse på pædagogstudiet? Og hvem skal egentlig passe vores børn, når der ikke længere er nogen som vil være pædagoger? (Foto: © Finn Hagemann, Jonas Kjærgaard Hall)
1 / 2

Hvordan kan det være, at der ikke er flere, der søger optagelse på pædagoguddannelsen? Hvorfor stiger den kulturelle og økonomiske polarisering mellem land og by? Hvorfor ændrer vi ikke ved vores ’brug og smid væk’-kultur, når den står i så hård kontrast med vores klimamål? Og hvordan hænger vores stigende optagethed af skønhed og perfekthed, og dermed større brug af kosmetiske operationer, sammen med unges stigende usikkerhed og utilfredshed med dem selv?

Med satire, reportage, og en humoristisk nysgerrighed på sin egen og andres adfærd forsøger skuespilleren Ditte Hansen i fire programmer at blive klogere på nogle af de kulturbestemte og samfundsmæssige udfordringer, som vi står over for i dag.

I programmerne møder Ditte Hansen forskellige personer, som skal hjælpe hende med at belyse nogle af udfordringerne. Hun møder blandt andre forfatter Glenn Bech, stifter af Danmarksdemokraterne Inger Støjbjerg, forretningskvinde, model og influencer Mascha Vang, forfatter og terapeut Jytte Vikkelsøe, stylist og designer Pernille Rosenkilde og andre eksperter, der alle har en klar holdning til problematikkerne, og som deler dem med Ditte.

  • Hvorfor skal Ditte Hansen i terapi med Inger Støjberg, og hvorfor vil forfatteren Glenn Bech have hende til at tage til Ranum? (Foto: © Finn Hagemann, Jonas Kjærgaard Hall)
  • Hvor ligger skuespilleren Ditte Hansen på en skala fra 1-10 og hvor ligger du selv? I en verden af boostede bryster, rynkeløse ansigter og tiktok-filtre er det svært ikke at blive utilfreds med sig selv. Men skal man sammen med et rekordstort antal danskere bare kaste sig ud i diverse skønhedsgreb eller skal man skamme sig hele vejen hen til botoxkøen? (Foto: © Jonas Hall, Jonas Kjærgaard Hall)
1 / 2

Producent på DR Peter Gren Larsen siger:

- Med Ditte Hansens personlige indignation, men også nysgerrighed og mod på at flytte sin egen opfattelse, har vi med programmet ’Ditte Hansen har en plan’ mulighed for sammen med Ditte Hansen at undersøge væsentlige samfundsrelaterede emner med betydning for rigtig mange.

Første afsnit af ’Ditte Hansen har en plan’ kan ses på DRTV lørdag den 21. oktober fra klokken 6.00 og på DR2 samme dag klokken 21.00. Programmerne sendes løbende hver lørdag over fire uger.