Obama og Fogh tilfredse med afghansk valg

USA's præsident og Natos generalsekretær er umiddelbart begge tilfredse med valgdagens forløb i Afghanistan.

(Foto: © JEFF KOWALSKY, Scanpix)

Både USA's præsident, Barack Obama, og Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, udtrykker tilfredshed med afviklingen af lørdagens præsidentvalg i Afghanistan.

Ifølge Barack Obama valget er vigtigt for landets demokrati og han håber nu på, at alt forløber efter bogen de næste uger.

- Dette valg er afgørende for at sikre Afghanistans demokratiske fremtid såvel som den fortsatte internationale støtte, og vi ser frem til, at Afghanistans valgmyndigheder gør deres pligt i de kommende uger, når de bekræfter resultaterne, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Tror på fornyet samarbejdsvilje

Den afgående præsident, Hamid Karzai, har nægtet at underskrive en sikkerhedsaftale med USA, som vil sikre, at et antal amerikanske soldater bliver i landet, når den internationale styrke trækkes ud senere i år.

Den amerikanske regering håber på, at Karzais afløser vil være mere villig til at indgå en aftale.

Fogh: Et historisk øjeblik

Også Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, hylder afviklingen af valget. Han roser de afghanske sikkerhedsstyrker for at sikre, at valget har kunnet afvikles forholdsvis fredeligt efter afghanske forhold.

- Dette er et historisk øjeblik for Afghanistan, siger han, og ønsker afghanerne tillykke:

- Jeg lykønsker de millioner af afghanske mænd og kvinder over hele landet, som har afgivet deres stemme ved præsidentvalget og valget til provinsrådene i så stort et tal og med så stor entusiasme.

Høj valgdeltagelse

Valgdeltagelsen har tilsyneladende været højere, end de afghanske myndigheder havde regnet med.

Valgkommissionen skønner foreløbigt, at omkring 58 procent af de 12 millioner stemmeberettigede har afgivet deres stemme. Det betyder, at knap syv millioner afghanske kvinder og mænd har besøgt valgstederne i løbet af dagen.

Der var køer ved flere valgsteder, som måtte holde længere åbent end planlagt, og der var meldinger om, at mange valgsteder løb tør for stemmesedler.

Hvis syv millioner afghanere har stemt vil det være langt flere end ved sidste præsidentvalg i 2009. Dengang var der talrige rapporter om valgsvindel.

/ritzau/DR Nyheder