Sjældne runefund er dukket op i Ribe: "Det er nogle rigtig vigtige fund"

Udgravning i Ribe bliver ved med at glæde arkæologerne. Nu har de fundet 1200 år gamle runer.

Kam fra 800-tallet fundet i Ribe (Foto: © Sydvestjyske Museer, Sydvestjyske Museer)

Det hører til sjældenhederne, at der findes gamle runeindskrifter fra vikingetiden, når arkæologerne ligger på knæ med pensel og murerske.

Men nu er det altså sket i Ribe. Her har man fundet både en kam og skaftet til en kniv med runer under en udgravning, der har fået navnet "Nordens Emporium."

De nye fund fordobler næsten antallet af runefund i Danmark, for det kan tælles på én hånd, hvor mange gange der i danmarkshistorien er fundet genstande med runer på fra 800-tallets vikingetid.

Fragment af knivskæfte fundet i Ribe. Man har endnu ikke kunnet tyde runerne på kniven. (Foto: © Sydvestjyske Museer, Sydvestjyske Museer)

Faktisk er det kun sket tre gange før, de to nye genstande dukkede op i Ribe.

Derfor var der også god grund til at tilkalde forstærkninger i form af Nationalmuseets rune-ekspert, Lisbeth Imer.

- Det er nogle rigtig vigtige fund, fordi de stammer fra en periode af vikingetiden, hvor vi ikke rigtig har nogen runeindskrifter. Så alt, hvad man finder, har stor betydning. Vi ved, at der sker rigtig meget med skriftvæsenet i den periode, så nu venter vi bare på fund som disse, så vi kan finde ud af, hvad der skete, siger hun.

Lisbeth Imer havde fået tilsendt billeder af de to runefund, men måtte have tingene hænderne for at være sikker.

- Det er rigtig sjældent, men på den anden side var jeg også blevet rigtig skuffet, hvis man ikke havde fundet det, siger hun og fortsætter:

- Det skulle simpelthen være her. Vi er i en periode, hvor vikingetidens nye runealfabet med 16 tegn lige er opfundet, og det ville man ikke gøre, hvis man ikke skulle bruge det til noget, forklarer hun.

Og hvad brugte man så runerne til i 800-tallet? Lisbeth Imer sammenligner datidens skribenter med børn, der netop er startet i skolen og har knækket koden til skriftsproget. De kan finde på at skrive "mor" og "far" på væggen eller ridse ordet "bord" ned i spisebordet. Netop det, er også sket med kammen, man har fundet i Ribe. På kammen står der nemlig meget enkelt "kam".

Kammen fra Ribe indgraveret med ordet "kam" i runer. (Foto: © Sydvestjyske Museer, Sydvestjyske Museer)

For Søren Sindbæk, der er leder af udgravningen, er dette endnu et vigtigt fund. Det sidste år har man fundet utallige glasperler, skår fra støbeforme, smykker og andre ting, der bringer arkæologerne tættere på hverdagen som dansker i 800-tallet.

- Vi er kommet til Ribe, fordi vi gerne vil finde ud af, hvad det betød i Skandinavien, at Nordens ældste by blev grundlagt her. Runerne hjælper os med at finde af, hvad Ribe betød i vikingetidens samfund, hvad runerne betød for vikingerne, og hvad det hele betyder i danmarkshistorien, siger Søren Sindbæk.

Udgravningen i Ribe fortsætter resten af 2018.