Nu kommer Glistrup på film med Spies

I dag begynder optagelserne til en ny dansk storfilm om venskabet mellem Mogens Glistrup og Simon Spies.

I dag begynder optagelserne til en film om venskabet Mogens Glistrup og Simon Spies. (Foto: © DR, DR)

I dag begynder optagelserne til en stort anlagt film om venskabet mellem Mogens Glistrup og Simon Spies.

Filminstruktøren Christoffer Boe vil skildre de to originaler, som på hver sin måde udfordrede og provokerede det danske samfund.

Pilou Asbæk skal være Simon Spies, og Nicolas Bro spiller rollen som bornholmeren Mogens Glistrup.

- Det bliver med bornholmsk accent, men der kan jo skrues op og ned for volumeknappen. Så det bliver en Mogens Glistrup, man vil kunne genkende, men vi andre vil også kunne forstå ham, siger filminstruktøren.

Selve filmen udspiller sig i København fra 1965 til 1973, og der vil ikke blive optaget nogle scener fra klippeøen, siger Christoffer Boe.

Han satser på at lave en bred folkelig film, som skal være både underholdende og rørende. Samtidig vil man kunne lære noget om en skelsættende periode i det danske samfund.

Christoffer Boe har hele sit liv været dybt fascineret af både Glistrup og Spies. Han mener, at Mogens Glistrup placerede en atombombe i dansk politik, da han som skatteekspert opfordrede til, at man ikke skulle betale skat. Og Simon Spies har facineret Christoffer Boe, fordi han på én gang var upåvirket af tidens moral og seksualitet, udstillede sin rigdom og samtidig var elsket af folket.

Filmen om Mogens Glistrup og Simon Spies har et budget på 19 millioner kroner, og den vil få premiere i løbet af 2013.