Johanne Schmidt-Nielsen: 'Jeg har på ingen måde planer om at vende tilbage til Christiansborg'

Politikeren blev prikket på skulderen af Red Barnet, hvor hun skal være generalsekretær efter folketingsvalget.

Johanne Schmidt-Nielsen tiltræder som generalsekretær i Red Barnet efter folketingsvalget. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Når Johanne Schmidt-Nielsen (EL) forlader Folketinget efter det kommende valg og tiltræder som ny generalsekretær i Red Barnet, så er det med en klar vished om, at al partipolitik nu er lagt på hylden.

Det siger den tidligere politiske ordfører for partiet, efter at det i dag blev meldt ud, at hun tiltræder som generalsekretær for Red Barnet.

- Jeg har ikke nogen planer om at vende tilbage til politik. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvad jeg laver, når jeg er 55 eller 60 år, men når folketingsvalget kommer, så stopper jeg på Christiansborg, og det glæder jeg mig faktisk til, siger hun og fortsætter:

- Når jeg starter i Red Barnet, så lægger jeg partipolitik på hylden. Og jeg ser meget frem til at kæmpe for børnenes sag.

Så du kan ikke helt udelukke, at partipolitik på et eller andet tidspunkt bliver taget ned af hylden igen?

- Jeg er 35 år i dag, og jeg ved ikke, hvad jeg laver, når jeg er 60 år. Men jeg har på ingen måde planer om at vende tilbage til Christiansborg.

En markant profil

Det er en enig bestyrelse i Red Barnet, som har peget på Johanne Schmidt-Nielsen, som ny generalsekretær.

I en pressemeddelelse roser bestyrelsesformand Lars Svenning Andersen i utvetydige vendinger den kommende generalsekretær.

- Johanne Schmidt-Nielsen er en markant profil, som vi har valgt i et stærkt felt. Hun har været en markant stemme på Christiansborg, er en naturlig og karismatisk leder og en stærk kommunikator, siger han.

Hovedpersonen selv var dog heller ikke i tvivl om, at hun skulle tage i mod jobbet.

- Jeg tror ikke, at jeg kan finde en mere meningsfuld sag end at kæmpe for børns rettigheder og kæmpe for, at børn skal have det godt både ude i verden og herhjemme.

Hvorfor tror du, at du vil være god til jobbet?

- Jeg håber selvfølgelig, at jeg kan være med til at sætte børnenes sag endnu højere på den politiske dagsorden. Det er der brug, for der er desværre alt, alt for mange børn i verden, men også i Danmark, som lever et liv, børn ikke burde leve. Jeg håber også at være med til at tiltrække nye, frivillige kræfter til det vigtige arbejde.

Kommer du ind til jobbet med nogle klare mål eller mærkesager?

- Nu skal jeg lige begynde i jobbet. Men når man ser herhjemme, så er det et kæmpemæssigt problem, at vi oplever voksende børnefattigdom. Kontantshjælpsloftet og integrationsydelsen betyder, at flere og flere børn lever i fattigdom og har nogle helt andre vilkår end deres jævnaldrende kammerater, siger Johanne Schmidt-Nielsen, som også nævner forholdene på Udrejsecenter Sjælsmark, der ifølge hende ikke er et sted for børn.

Blev du kontaktet af Red Barnet eller kontaktede du dem i forhold til det ledige job som generalsekretær?

- De kontaktede mig. Vi havde en længere proces, hvor jeg havde mange gode samtaler med bestyrelsen, siger hun.

Johanne Schmidt-Nielsen afløser Jonas Keiding Lindholm, der blev fyret som generalsekretær i december sidste år.