SELVPORTRÆT Mascha Vang: Jeg føler mig alene uden net

Mascha Vang blev kendt som reality-deltager, men er i dag kåret til Nordens bedste blogger. Det har givet hende så travlt, at hun har synsforstyrrelser.

Mascha Vang har travlt i dag.

Det er noget med, at der skal afleveres regnskab til revisoren. Og indtales radiospeaks. Og godkendes prøver på hendes børnetøjskollektion. Foruden salget af bogen ’Kom i gang med Mascha Vang’, der skal godkendes til forskellige butikker.

Indimellem ringer Ekstra Bladet. De vil høre, hvordan det går med hendes blog. Så ringer Se & Hør. De vil høre, hvordan det går med ham, hun dater.

På et tidspunkt lukker telefonen ned på grund af overophedning. Da den bliver tændt igen efter to timer, har hun 36 indtalte beskeder på telefonsvareren.

Så altså; Mascha Vang har travlt.

450.000 læser med

Mascha Vang er 36 år, tidligere realitydeltager kendt fra ’Villa Medusa’ og ’Paradise Hotel’, fra diverse FHM-magasinforsider og som vært på blandt andet The Voice og DR.

Men det var dengang.

I dag blogger hun om sit eget liv på maschavang.dk og er en Danmarks mest populære bloggere. 450.000 unikkere brugere besøger hendes blog hver måned, og i april vandt hun prisen som Nordic Blogger of the Year.

På den måde har Mascha Vang nået sit mål. Hele sit liv har hun drømt om at blive kendt.

Da Mascha hed Marianne

Byrsted hed landsbyen, som Mascha Vang voksede op i. Det var dengang Mascha stadig hed Marianne og drømte sig til et liv på den røde løber ved at læse sladderblade og se ’Beverly Hills 90210’.

- Jeg ventede simpelthen på, at der skulle ske noget, at jeg skulle opleve noget spændende. Jeg var træt af at kigge på marker og køer. Det var bare ikke sjovt nok. Så jeg slugte sladderblade råt og elskede, når der var Beverly. Så optog jeg afsnittet og så det samme afsnit hver dag, indtil det næste blev sendt, siger hun.

Så da Mascha Vang opdagede, at realityprogrammet ’Villa Medusa’ ledte efter deltagere, søgte hun straks. Og kom med.

Det blev starten på hendes karriere. Pludselig var hun selv på de røde løbere, som hun havde drømt om som barn.

Skrev om slik i skraldespanden

Men så var det, at hun blev gravid. Og ikke på sådan en måde, hvor man stråler, finder indre ro og lader maven vokse, mens det travle liv fortsætter upåagtet.

Graviditeten var hård, og Mascha Vang kunne intet. Ikke noget reality, ikke noget radio og bestemt ikke nogen rød løber.

I stedet begyndte hun at blogge om sig selv. Om gener ved graviditeten og om hverdagslivet i almindelighed.

Et af de allerførste blogindlæg handlede om, hvordan hun havde spist alt for meget slik, og derfor smed resten af posen i den store skraldespand uden for huset. Et par timer efter fik hun alligevel lyst til slik igen og gik udenfor og gravede det op fra skraldespanden.

- Og det er jo en ligegyldig hverdagsting. Men der er sikkert nogle, der kan nikke genkendende til det. Det behøver ikke være den dybe tallerken, der skal fortælles hver gang, siger hun.

Skrev da det hele ramlede

Folk ville gerne læse om slikket fra skraldespanden. Faktisk ville de gerne læse om alt i Maschas liv – og det vil de endnu. Grunden til det er ret simpel, mener Mascha Vang.

- Jeg tror, de finder det inspirerende, fordi jeg er en helt almindelig pige ligesom alle andre, som også har åndssvage problemer som alle andre. Jeg var meget åben om de problemer, jeg havde, da jeg var gravid og da det hele ramlede, da jeg blev enlig mor.

- Der var der mange, der begyndte at følge mig, fordi de nok syntes, det både var sjovt og tragisk at se, hvordan jeg klarede det. Men jeg tog mig selv i ørerne og sagde ”det kan jeg fandeme godt, det her”. Og jeg tror, at andre siger, at hvis jeg kunne klare det, så kan de også.

Et pres at leve af sig selv som brand

I dag har Mascha Vang gjort sin egen personlighed, sit eget brand, til en virksomhed med fem ansatte.

Men at skulle leve af sig selv, kan også være et pres. Især hvis hun skal stå over for mange folk. Det kan hun ikke. For Mascha Vang har sceneskræk, selvom det kan virke paradoksalt med hendes fortid som tv-vært og hendes meget offentlige person.

- Jeg får vejrtrækningsproblemer, og det snurrer. For så skal jeg se folk i øjnene pludselig, og det er ubehageligt. På den måde kan det være et kæmpe pres at skulle leve af sig selv. Men samtidig er det jo også enormt privilegeret, at jeg kan leve af min hobby, siger hun.

Synsforstyrrelser på grund af travlhed

Så Mascha Vang fortæller videre på bloggen. Om datteren, der ikke er glad for sin skovbørnehave, om det nye hus, som hun og datteren snart får nøglerne til, og om synsforstyrrelser og migræne på grund af travlhed.

Travlheden ser dog ikke ud til at stilne af. Der mangler stadig meget i dagens program. Der skal skrives nye indlæg på bloggen, for eksempel. Laves regnskab og returneres nogle varer fra webshoppen.

Mascha Vang har stadig travlt.