Kunstmaleren Leif Sylvester har malet siden slutningen af 1960’erne.

Men fra midten af 1970’erne fik han malet sig selv op i et hjørne i en sådan grad, at han tog en pause fra malingen i et helt årti.

- Jeg var meget politisk interesseret, så jeg prøvede at få alt det til at gå op i en højere enhed med form, indhold og politisk tæft. Det gjorde, at jeg kom til at køre i en bestemt retning, som til sidst var et helt andet sted, end jeg egentlig ønskede at være, siger han til Kultursøndag på P1.

- Jeg begyndte at kræve af mig selv, at det skulle være socialrealistisk, og jeg endte med at lave nogle superrealistiske billeder. Men når jeg startede på et billede, vidste jeg, at det ville tage en måned at lave, og jeg vidste, hvad det ville blive til. Det var sgu forkert.

Sat i gang af datter

Fra da af lagde Leif Sylvester al sin tid i musikken, og først i midten af 1980’erne vendte han tilbage til malingen igen.

- En dag gik min datter og småkedede sig, og så gav jeg hende noget maling og en dør, hun kunne male på. Inden der var gået en halv time, så havde hun sgu lavet et stort, spontant billede, som var ret godt.

Leif Sylvester havde haft tanker om at begynde at male igen, men der skete noget, da han så sin datter kaste sig over det.

- Jeg tænkte ”det gør jeg sgu også, det her.” Jeg ville bare ikke begynde der, hvor jeg var endt. Jeg ville forestille mig, hvad der var sket, hvis jeg var fortsat i de 10 år, jeg havde holdt pause. Sådan startede det op igen, og så gik jeg bare til den.

Ikke flere pauser

Leif Sylvester sværger på, at pausen på de 10 år er den sidste pause, han har holdt fra malerierne.

Han ville end ikke kunne stoppe med at male, hvis han fik besked på det.

- Hvem fanden skulle give mig besked på det? Nej, om man så forkorter mine arme, så vil jeg blive mundmaler. Jeg vil altid udtrykke mig. Det er jeg sikker på. Det går hele mit liv ud på: at udtrykke mig.

Får blues når alt bliver solgt

Leif Sylvester får da også et meget nært forhold til sine malerier, når de er færdige. Så nært at han karakteriserer dem som "sine børn". Det betyder, at de skal fødes, opdrages og gerne bo lidt hjemme, inden de forlader ham. Først når de har været hjemme lidt og så udstillet og der er gået noget tid, kan han slippe dem.

- Det er meget ubehageligt, hvis man lige har lavet et maleri og det så ryger ud af døren og er væk.

- Det er meget tit sådan, at jeg har været, jeg vil ikke sige ked af det, men blue - meget blue - til ferniseringer, hvor jeg har solgt det meste af det.

Fra den 24. oktober kan du se 30 nye værker fra Leif Sylvester på Galleri Flintholm på Fyn.