Danmarks største forfatter: 10 ting, du (måske) ikke vidste om H. C. Andersen

H. C. Andersen er kendt i hele verden. Men vidste du, at han døde som jomfru?

'Der var engang' …

Du kender sikkert eventyrerne 'Den lille havfrue', 'Kejserens nye klæder' og 'Den grimme ælling'. Men hvor meget ved du egentlig om H. C. Andersen, den mest berømte forfatter vi har herhjemme?

- Han var ikke helt let at omgås og meget selvoptaget. Samtidig var han kejtet på nogle områder, især når det kom til seksualitet og forholdet til kvinder, fortæller Johs Nørregaard Frandsen, som forsker i H. C. Andersens forfatterskab ved H. C. Andersen Centeret på Syddansk Universitet (SDU).

Her er ti ting om den gamle eventyrforfatter, som du (måske) ikke vidste:

1

Flyttede alene til København som 14-årig

H.C. Andersen var en mand med store ambitioner. (© Odense Bys Museer)

H. C. Andersens drøm var at blive balletdanser, skuespiller eller sanger. Derfor rejste han fra fødebyen Odense til København få måneder efter sin konfirmation, kun 14 år gammel:

- H. C. Andersen havde ambitioner og ville være noget. Han var teatertosset, og det er heldigt, at han blev født i Odense, som var det eneste sted udover København, hvor der lå et teater på det tidspunkt, siger Johs Nørregaard Frandsen.

2

Var 'betaget' af mænd

H.C. Andersens seksualitet har været omdrejningspunkt for mange spekulationer gennem årene. (© Odense Bys Museer)

Var unge Andersen til mænd eller kvinder? Eller begge? Det spørgsmål har den ene litteraturforsker efter den anden gennem årene forsøgt at besvare.

- Han var betaget af mænd. Vi befinder os i anden tid, og udtrykkene i hans dagbøger kan tolkes homoseksuelt. Man kan måske sige, at hans seksualitet var en smule forhindret, fortæller Johs Nørregaard Frandsen.

3

Døde som jomfru

H.C. Andersens forhold til sex er, ligesom andre dele af hans liv, genstand for opmærksomhed. (© Odense Bys Museer)

H.C. Andersen havde tilsyneladende et besværligt forhold til sex, faktisk gennemførte han aldrig et samleje:

- Der er nogle krydser i dagbogen, som nogle har fået til, at han satte et kryds, hver gang han onanerede. Det kan være så meget andet. Han var meget bange for sex, og man mener døde som jomfru, siger Johs Nørregaard Frandsen.

4

'Den lille havfrue' skabte Disney-renæssance

Selvom Disneys udgave af 'Den lille havfrue' ikke er præcis som H.C. Andersens fortælling, skabte filmen en stor fremgang for Disney i 1989.

Eventyret om 'Den lille havfrue' blev i 1989 til en Disney-film, og den markerede begyndelsen på en gylden æra for Disney og tegnefilmsgenren.

Men der er lavet en del om i historien, hvis man sammenligner med H.C. Andersens eventyrudgave fra 1837:

- Disneys udgave af 'Den lille havfrue' er ikke H. C. Andersens havfrue. Ariel er i Disneys udgave teenager, og filmen har en lykkelig slutning, fortæller Johs Nørregaard Frandsen.

Disney er lige nu i gang med at lave en ny version af deres tegnefilmsklassikere, og den skulle efter planen få premiere i 2020.

5

En af de mest fotograferede danskere i 1800-tallet

Der findes 236 forskellige optagelser af H.C. Andersen. (Foto: © Odense Bys Museer)

H. C. Andersen var ikke ligefrem bange for at lade sig fotografere. Tværtimod.

- H. C. Andersen benyttede sig af enhver mulighed for at lade fotografere, fortæller Ane Grum Schwensen, museumsinspektør ved Odense Bys Museer.

Faktisk er han af de danskere fra 1800-tallet, der eksisterer flest fotografier af.

- Han indtager pladsen som en af de mest fotograferede danskere med 236 forskellige optagelser, der er bevaret, fortæller seniorforsker og forfatter til bogen 'Fotografernes H. C. Andersen' Tove Thage.

6

Oversat til lige så mange sprog som Shakespeare

Der er ikke andre danske forfattere der nærmer sig H.C. Andersen, når det kommer til oversættelser. (Foto: © Odense Bys Museer)

På verdensplan er det ganske få forfattere, der er blevet oversat til så mange sprog som H. C. Andersen, fortæller Johs Nørregaard Frandsen:

- Vi ved, at han er oversat til 180 sprog, og der er ikke nogen danske forfattere, der er i nærheden af det antal. H. C. Andersen er i samme liga som William Shakespeare.

Odense Bys Museer er det sted i verden, hvor flest forskellige oversættelser er samlet.

7

Skulle hærdes ved at se henrettelser

Tilbage i 1825 overværerede H.C. Andersen henrettelsen af en 17-årig pige. (© Odense Bys Museer)

Da H. C. Andersen gik på Slagelse Latinskole, mente rektoren Simon Meisling, at henrettelser var en del af elevernes opdragelse. H. C. Andersen beskriver i romanen 'Mit Livs Eventyr', hvordan han overværede henrettelsen af en 17-årig pige i 1825 ved Skælskør.

- Rektor Meisling var fast besluttet på, at det ville have en gavnlig effekt på eleverne. Det gjorde et frygteligt indtryk på eleverne - og især på H. C. Andersen, fortæller museumsinspektør Ane Grum Schwensen.

Begivenheden blev dengang betragtet som en 'festdag'.

8

H.C. Andersens eventyr er pligtlæsning i de kinesiske skoler

Turister foran H.C. Andersen statuen på Rådhuspladsen i København (Foto: © kristian Juul Pedersen, Scanpix)

H. C. Andersen er den mest kendte udenlandske forfatter i Kina, og hans eventyr har været på skoleskemaet i alle kinesiske skoler siden 1929.

- I Kina kender de deres H. C. Andersen så godt, at vi dårligt som danskere kan matche det, fortæller seniorforsker Tove Thage.

H. C. Andersen besøgte aldrig Kina, men var fascineret af den kinesiske kultur. Eventyret 'Nattergalen' er en fortælling om den moderne familie i Kina.

9

Er i statue-superligaen

Den lille Havfrue-skulpturen på Langelinie i København er en af Danmarks største turistattraktioner. (Foto: © Claus bech, Scanpix)

Næst efter Jesus og Buddha er H. C. Andersen den mand i verden, der er flest statuer af. Det forklarer museumsinspektør Niels Bjørn Friis:

- Hvis man medregner figurer fra hans eventyr, så er H. C. Andersen efter Jesus og Buddha den tredje mest afbildede person i verden.

10

Brugte størrelse 47 i sko

H.C. Andersen var langt højere end den gennemsnitlige mand i 1800-tallet. (© Odense Bys Museer)

På Odense Bys Museer kan man se H. C. Andersens sko, som måler 33 cm. Det svarer til størrelse 47. Med sine 185 centimeter var H. C. Andersen også meget høj sammenlignet med mænd i 1800-tallet, som i gennemsnit var hele 25 centimeter lavere.