Prins Joachim skal være forsvarsindustriattaché i Washington

Fra 1. september 2023 skal Prins Joachim bo i USA. (Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix) (Foto: © Nils Meilvang, Nils Meilvang)

Fra den 1. september tiltræder prins Joachim en ny stilling på Den Danske Ambassade i Washington D.C. i USA.

Han skal derfor fremover kalde sig forsvarsindustriattaché og stedfortrædende forsvarsattaché.

Det skriver Forsvarsministeriet på sin hjemmeside.

Stillingen er for tre år med mulighed for forlængelse. Joachim og resten af familien flytter til Washington D.C. i løbet af sommeren 2023.

Statsministeren skal sikre årpenge

Folketinget skal godkende, at prins Joachim kan modtage offentlige midler (såkaldte årpenge) under sit ophold i USA.

Prinsen modtager 315.449 kroner per måned i årpenge.

Statsministeren forventer at stille et beslutningsforslag i den kommende uge om samtykke til prins Joachims modtagelse af årpenge. Det oplyser Statsministeriet.

Prins Joachim kan ikke modtage løn som forsvarsindustriattaché, hvis han får årpenge.

Fire år i Paris

Joachim har indtil nu været udstationeret på den danske ambassade i Paris som forsvarsattaché.

  • En forsvarsattachés opgave er at være Forsvarets forlængede arm i det pågældende land.

  • Attachéen er blandt andet kontaktperson mellem Danmark og værtslandets forsvar og holder danske myndigheder orienteret om aktuelle militære og forsvarspolitiske udviklinger.

  • Kilde: Forsvarsministeriet

Forsvarsattachéerne spiller også en central rolle i forhold til at åbne døre og skabe kontakter for den danske forsvarsindustri i udlandet.

Derfor er det en efterspurgt indsats, og industriens interesseorganisation, Dansk Industri (DI), er begejstrede over valget af Joachim som forsvarsindustriattaché, siger direktør for Forsvar og sikkerhed i DI, Joachim Finkielman.

- USA er Danmarks vigtigste allierede og største eksportmarked på forsvarsområdet. Næsten 50 % af danske forsvarseksport går til USA, som dermed understreger vigtigheden af at have en stærk forsvarsindustri-attacheé i landet.

Prins Joachim flyttede for fire år siden til Frankrig sammen med prinsesse Marie og parrets to børn.

Her gennemførte han en militæruddannelse på École Militaire, der er Frankrigs højst rangerende militære uddannelsesforløb.

Efter endt uddannelse blev både prinsen og prinsessen tilknyttet Danmarks ambassade i Paris som henholdsvis forsvarsattaché og Særlig Kulturrepræsentant.