Du tager noget marcipan, former det som en gris med tryne og krøllet hale, og til sidst pynter du med en sløjfe.

Vupti, så har du en flot mandelgave til juleaften.

Det lyder simpelt, men alligevel er marcipangrisen noget helt særligt for mange danskere.

Faktisk er den så særlig, at vi gladeligt spiser os stopmætte i risalamande juleaften for at vinde enten en købt eller hjemmelavet marcipangris.

En af dem, der fremhæver marcipangrisen som noget helt specielt, er slik-entusiast Katrine Emme Thielke, der driver hjemmesiden Slikleksikon.

- Det er ikke mange andre retter, som man laver en konfektversion af – vi giver jo ikke marcipanænder som mandelgave. Så selvom jeg lige så gerne spiser et marcipanbrød, er der bare noget særligt over marcipangrisen, siger hun.

Mandler var kun for de rige

Men hvornår blev marcipangrisen egentlig opfundet?

Bettina Buhl, der er museumsinspektør med ansvar for mad og dets kulturhistorie på Det Grønne Museum, har et bud. Hun fortæller nemlig, at det københavnske konditori La Glace har lavet marcipangrise siden 1870.

Mandlen var dog ikke ny i Danmark dengang – faktisk har man spist mandler her til lands siden omkring 1100- og 1200-tallet. Til gengæld var den eksotiske nød udelukkende en spise for de velhavende i flere hundrede år.

- Det var kun eliten, der havde råd til mandler, og i starten brugte man dem primært til at lave 'mandelmælk' og andre eksklusive drikke. Det er først meget senere, at vi begynder at lave marcipan, siger Bettina Buhl.

Hvornår marcipanen helt præcist bliver udbredt i Danmark, er svær at sige, forklarer Bettina Buhl. Til gengæld går ideen med en gave til den, der finder en nød i en skål med grød, længere tilbage, end man lige skulle tro.

- De tidligste kilder, vi kan gå tilbage til, viser, at vi har spist byg- og boghvedegrød i forbindelse med julen. Og netop i julegrøden puttede madmor en hasselnød i grøden, siger hun og tilføjer:

- Vi havde ikke det samme søde indslag i julen dengang, som vi har i dag, så nødden spillede en stor rolle.

Da danskerne var vilde med at spise nødderne, kom der restriktioner på, hvor mange hasselnødder man måtte samle. Det gav hasselnødden en helt særlig status. Derfor begyndte man blandt andet at spille kort om den eller gemte den i grøden, forklarer Bettina Buhl.

- Fandt man nødden, kunne man for eksempel vinde et kys af pigen fra gården, eller det kunne også betyde, at man var den næste til at blive gift, siger hun.

Mandlen overtog dog stille og roligt hasselnøddens særlige status i grøden i takt med industrialiseringen af Danmark fra midten af 1800-tallet og mange årtier frem.

En hyldest til grisen

Men hvorfor er det egentlig ikke marcipanænder, marcipankøer eller andre dyr, der formes i marcipan til jul? Fordi det er grisen, der leverede alle lækkerierne på 'sulefadet' i december, fortæller Bettina Buhl.

På landet var den vinterkolde november nemlig den store slagtermåned, hvor der typisk blev lavet både sylte, pølser, flæsk og ribbensteg af grisen fra gården.

- Da vi ser marcipangrisen i 1870'erne, er Danmark på vej til at blive industrialiseret. På den ene side havde vi den selvforsynende jul på landet, hvor grisen spiller en hovedrolle, og på den anden side havde man købstæderne, hvor man fik svin fra slagteren.

Marcipangrisen er med andre ord en lille hyldest til grisen, siger Bettina Buhl.

- Det er en pæredansk tradition, at det lige er grisen, der er mandelgaven. Og går man mere dybsindigt ind i det, tænker jeg også, at det er byernes hyldest til landbrugslandet, hvor man jo fik flæskestegen fra.

At marcipangrisen stadig er en klassiker, når der uddeles mandelgaver, kan slik-entusiast Katrine Emme Thielke skrive under på.

Hun har altid været vant til, at mandelgaven var en marcipangris, og er vild med det firbenede stykke konfekt både som lækkerbisken og lille gave i forbindelse med risalamanden.

- Man går aldrig galt i byen med en gris i mandelgave, siger Katrine Emme Thielke.

Vil du lave din egen marcipangris til jul? Her er Mette Blomsterbergs opskrift på hjemmelavet marcipangris: