(Foto: © Sebastian Stokkebo)

30-årige Josefine satsede hele opsparingen på sit talent: Nu giver kronprinsparret hende fornem pris

Cello-superstjernen, som skubber til normerne, modtager Kronprinsparrets Kulturelle Stjernedryspris.

Josefine Opsahl ligger på sit gulv og er midt i et yoga-stræk.

Den 30-årige komponist og cellist er netop hjemvendt fra turné med en opera, hun selv har skrevet.

Men nodearkene er dårligt lagt i skuffen, før nye tårner sig op på hendes arbejdsbord.

Rent ud sagt har hun galoperende travlt, så det er tiltrængt med et øjebliks zen.

Men så ringer telefonen.

- Jeg bliver spontant stresset og tænker: "Jeg har ikke tid. Hvis bare de kunne lade mig være et øjeblik," fortæller hun.

Hun overvejer at lade den ringe ud, for så må de sende en mail, men hun ender alligevel med at løfte røret.

Og gudskelov, for stemmen i telefonen bringer glædeligt nyt: Josefine Opsahl modtager Kronprinsparrets Kulturelle Stjernedryspris – en af de fornemmeste priser i dansk kulturliv.

- Det var så syret og helt utrolig vidunderligt. Jeg er så taknemmelig og kan stadig ikke helt fatte det, siger cellisten.

Prisen er en foreløbig kulmination på Josefine Opsahls jetdrevne musikkarriere, som begyndte, da hun i en alder af otte år samlede et instrument op for første gang. Og som for alvor tog fart, da hun som helt ung cellist deltog i konkurrencen 'Unge Spiller Klassisk'.

Josefine Opsahl beskriver sig selv som en person med et stort konkurrencegen. Så skuffelsen var til at tage og føle på, da juryens dom faldt: Hun vandt lige præcis nul og niks.

Efterfølgende tog et jurymedlem fat i Josefine Opsahls musikærer. Der var ingen tvivl om, at hun besad en musikalitet, som var helt ekstraordinær.

Men hun spillede altså ikke cello helt efter bogen. Hun gjorde tingene lidt for meget på sin egen måde, og derfor vandt hun ingenting, hed det sig.

Den besked gjorde Josefine Opsahl forarget.

- Jeg havde det sådan: "Jeg vil aldrig være en del af den her gammeldags og begrænsede verden!"

Med tiden fordampede hendes forargelse, men begivenheden efterlod en trodsighed i hende: Hun var nødt til at erobre den klassiske verden og de gamle cello-dyder.

Hun fik blod på cello-buen – og dermed spillede nederlaget en nøglerolle i at gøre Josefine Opsahl til den verdensomrejsende komponist og cello-superstjerne, hun er i dag.

Dr.dk har mødt den prisvindende musiker i sit studie. Se med herunder.

  • Vi møder Josefine Opsahl i en slidt murstensbygning på Amager. Baggården deler hun med talrige håndværksforretninger og en enkelt motorcykelklub. Det er her, hendes musikstykker bliver til. (Foto: © Sebastian Stokkebo, DR)
    1 / 11
  • Josefine Opsahl åbner en transportkasse af kulfiber. Et hypermoderne og ultralet materiale, som blandt andet bruges til at bygge Formel 1-biler, men denne højteknologiske kasse gemmer på noget helt andet: en akustisk cello fra 1800-tallet. - Jeg brugte hele min opsparing på den. Jeg måtte vælge mellem den og så at kunne købe en lejlighed, griner hun. (Foto: © Sebastian Stokkebo, DR)
    2 / 11
  • Fordi de antikke instrumenter er så dyre, er det meget almindeligt, at musikere låner instrumenter af fonde. Men for Josefine Opsahl er det vigtigt at have sit eget. At være autonom. Hun har altid haft en stor trang til at være sin egen, og måske derfor følte hun også, at hun ikke helt passede ind i den klassiske verden med dens stringente dyder og dogmer, da hun var yngre. (Foto: © Sebastian Stokkebro)
    3 / 11
  • Det var derfor, Josefine Opsahl ikke vandt ved den skelsættende ungdomskonkurrence. Der var ingen, der betvivlede hendes store musikalske talent. Men hun spillede for meget på sin egen måde, hed det sig. Og den dom gav Josefine Opsahl kampgejst. (Foto: © Sebastian Stokkebo)
    4 / 11
  • Da Josefine Opsahl blev optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, var hun opsat på at mestre den klassiske måde at spille cello på. - Jeg var nødt til at erobre de klassiske dyder, og jeg lagde for en periode noget af min kreative side væk for at gøre det, siger hun. (Foto: © Sebastian Stokkebo)
    5 / 11
  • Men efter et år på konservatoriet fik hun et godt øje til effektpedaler. Teknologiske dimser, som kan ændre og forvrænge cello-lyden på alle mulige måder. Hun gemte dem i sit skab på skolen og fandt dem først frem efter mørkets frembrud. (Foto: © Sebastian Stokkebo, DR)
    6 / 11
  • For selvom det lykkedes Opsahl at mestre de klassiske cello-dyder med bravour, kunne hun ikke slippe sin egen, mere eksperimenterende tilgang til instrumentet. Blandt andet genfortolkede hun Johann Sebastian Bachs såkaldte "solo cello-suiter", der regnes for de mest ikoniske stykker cellomusik nogensinde. Men Josefine Opsahl gjorde det i en udgave, hvor der var "fuld smadder på det elektroniske", fortæller musikeren, der også har spillet cello på technofestivaler. - Musik har altid været en levende størrelse, og jeg er sikker på, at hvis Bach havde levet i dag, ville han også have elsket at omfavne samtidens lyd. (Foto: © Sebastian Stokkebo, DR)
    7 / 11
  • I det hele taget er Josefine Opsahl ikke bleg for at bryde med normerne i sit arbejde. Eksempelvis arbejder hun på en "mytisk og kønsdivers" opera, som bryder med stereotyper omkring stemmetyper. - Vi har den her klassiske forestilling om, at sopranen er den skønne unge prinsesse, barytonen er skurken, og bassen er den gamle far. Men det er sindssygt stereotypt. Jeg prøver at kigge kritisk på nogle af de strukturer, der dominerer operahusene, og spørge: "Kan vi gøre det mere diverst, rummeligt og samtidssvarende?" (Foto: © Sebastian Stokkebo, DR)
    8 / 11
  • Josefine Opsahl er bevidst om, at den type musik, hun spiller, af nogen kan opfattes som utilgængelig. Måske endda ligefrem snobbet og elitær. Men det er en ærgerlig opfattelse, for den klassiske musik taler til os alle, mener hun. - Jeg ser kunst og musik som en manifestation af livskraft. Og jeg tror, den har en evne til at ramme alle os mennesker. At sætte noget i gang i os. (Foto: © Sebastian Stokkebo)
    9 / 11
  • Hun mener, at det særligt er de sociale koder omkring klassisk musik, som giver den et elitært udtryk. Billetterne er dyre, og der er en særlig måde at klæde og gebærde sig til klassiske koncerter. Hun har det ambivalent med det, for på en måde er det ærgerligt, hvis det ekskluderer nogen. På samme tid synes hun, der er noget smukt i det elitære. - For mig er det elitære en stræben efter at gøre noget virkelig godt. Det behøver ikke kun at dreje sig om kunst, man kan brillere i alt muligt. Jeg synes næsten, det er noget, vi skylder livet. At vi tager tingene alvorligt og forfiner dem, siger hun. (Foto: © Sebastian Stokkebo, DR)
    10 / 11
  • Musikeren, der her er fotograferet på Thorvaldsens Museum, har mange projekter i gang på én gang. Blandt andet arbejder hun på flere musikstykker, der er inspireret af netop Thorvaldsens Museum. Og nu har hendes flid og eksperimenteren til sammen sikret hende Kronprinsparrets Kulturelle Stjernedryspris. - Jeg kører et ret højt tempo, og det at få prisen har fået mig til at stoppe op og tænke: "Wow – det giver mening. Der er nogen, der kigger med," slutter Josefine Opsahl. (Foto: © Sebastian Stokkebo)
    11 / 11