Skuespiller Ditte Hansen sætter i nyt DR-program fokus på tidens skønhedsidealer. I den forbindelse fortæller hun, at hun selv har fået botox og lavet fillers.

Mediebilledet er fyldt med glatte ansigter, og det påvirker skuespiller Ditte Hansen.

I et interview med DR fortæller den 52-årige skuespiller, vært og manuskriptforfatter, at hun af den grund selv har fået foretaget skønhedsbehandlinger.

- Jeg har fået botox, og jeg har fået lavet fillers, siger Ditte Hansen til DR.

Botox er et middel, der blokerer nervesignalerne til musklerne og dermed reducerer rynker, mens filler er en gel, der sprøjtes ind i huden for at give fylde.

- Jeg tror, jeg har fået det lavet, fordi vi lever i en kultur, hvor det at blive ældre ikke er godt. I hvert fald ikke som kvinde, forklarer Ditte Hansen i interviewet med public service-stationen.

Ditte Hansen ser en tendens til, at kvinder, der lader rynkerne være, forsvinder fra skærmen. Samtidig ønsker hun ikke at udskamme skønhedsoperationer.

- Vi har i årevis fået rettet tænder, uden nogen løftede øjenbryn. Hvorfor er det for eksempel okay, at man retter ører og tænder på børn, men ikke næser? Hvad er det for nogle mærkelige grænser, vi sætter for, hvad der er acceptabelt, og hvad der er skammeligt? spørger hun retorisk i interviewet.

Netop skønhedsidealer er et tema, som den anerkendte skuespiller tager op i det nye satireprogram "Ditte Hansen har en plan". I den forbindelse interviewer hun blandt andre forretningskvinden og influenceren Mascha Vang.

Gennem programserien udforsker Ditte Hansen forskellige aktuelle emner, der enten skaber undren eller indignation hos hende.

Ud over skønhedsdilemmaet kigger hun blandt andet på danskernes massive tøjforbrug og forholdet mellem by og land.

"Ditte Hansen har en plan" strækker sig over fire episoder, hvoraf det første blev sendt i lørdags på DR2 og DRTV.

/ritzau/