Benedikte Hansen fik kun en tur på dansegulvet. Efter aftenens quickstep er hun ude.

Farvel og tak. Benedikte Hansen og partneren Bo Loft blev det første par til at forlade TV2s dansegulv og Vild med dans.

Parret nåede kun enkelt dans på gulvet, en tempofyldt quickstep, som hverken begejstrede dommerpanelet eller seerne.

»Nogen skal desværre være de første. Og det blev os,« sagde en skuffet Benedikte Hansen efter showet.

Til premieren i sidste uge var det kun herrerne, der blev bedømt for deres dans, mens damerne var på gulvet i en fælles mambo.

Men Benedikte Hansen måtte melde afbud, da hun var på var på scenen på det Kongelige Teater. Benedikte Hansen var dog overbevist om, at det ikke havde indflydelse på aftenens resultat.

»Måske lærte publikum mig ikke ordentligt at kende. Men ellers tror jeg ikke, det havde nogen indflydelse,« svarede hun efter showet.

I aftes var det kun damerne, der blev bedømt for deres dansekundskaber, mens herrerne kunne slappe mere af i en fælles jitterbug.

Paula Larrain fik fundet sine chilenske gener frem i en sensuel rumba. Dansen var ellers tæt på at ende dramatisk, da tv-værten nær var væltet ned af en stol, som blev brugt i koreografien.

Men det synes hverken at påvirke dommerne eller seere, for hun og partneren gik videre i den populære tv-konkurrencen.

Heller ikke Rikke Hørlykke blev straffet for sin klodsede start. Håndboldspilleren var ellers meget ulykkelig over, at hendes kjole sad fast i hælen i starten af dansen.

Efter de seks kendte kvinders præstationer sprang de fem kendte mænd og deres partnere på gulvet i en fælles jitterbug. Og efter dansen var hele holdet næsten ustyrlige bag scenen.

»Det var jo så vildt,« råbte en ivrig Robert Hansen, der var i ekstra godt humør i aftes. Den storsmilende skuespiller ville dog ikke svare på, om det skyldes at eks-kæresten Mia Wanting heppede blandt publikum.

»Nej, vi er ikke kærester. Vi er bare venner,« forsikrede den blonde Mia Wanting over for B.T.

Robert Hansen var langt fra den eneste, der var i hopla efter den fælles jitterbug. Også Lai Yde var i sit es og gik stolt rundt og viste sit anderumpe-hår frem.

»Ja, hvad man ikke har i dansen, må man have i håret, lød det fra skuespilleren. Næste uge skal alle parrene på gulvet. Halvdelen i en hurtig jive og resten i en fræk tango.