Knap fire år efter at Edvard Munchs verdensberømte "Madonna" og "Skriget" blev stjålet, kom de restaurerede malerier onsdag op at hænge igen på museum i Oslo.

Edvard Munchs mest berømte maleri "Skriget" kom sammen med "Madonna" i dag op at hænge igen på Munch-museet i Oslo, knap fire år efter at de to malerier blev stjålet ved et opsigtsvækkende røveri.

Begge malerier har været igennem en omfattende restaurering, og under arbejdet fandt Munch-eksperter ud af, at "Skriget" faktisk er omkring 20 år yngre end hidtil antaget. Edvard Munch malede nemlig sit kendte værk over eksistentiel angst i 1910 og ikke som hidtil troet tilbage i 1893, oplyser museumsleder Ingebjørg Ydstie.

Skråsikre er eksperterne dog ikke. Når publikum på fredag får adgang til museets sommerudstilling, vil kunstfans opdage, at museet har sat et spørgsmålstegn bag maleriets nye datering.

Uanset hvad var det dog en glad og lettet museumsleder, som i dag viste resultatet af to års restaureringsarbejde frem for pressen.

/ritzau/NTB