TV-programmet Big Brother bliver nu en sag for Dansk Psykolog Forenings bestyrelse. Det sker, efter at psykolog Jens Hansen, der er tilknyttet programmet, har givet en meget nærgående personkarakteristik af en af de tidligere beboere i Big Brother-huset i København.

Om Pil, der sammen med to andre deltagere tog beslutningen om at forlade huset og programmet i sidste uge, sagde Jens Hansen efterfølgende til B.T., at "hun er verdensmester i at dreje fejltagelser til egen fordel. Det kunne ikke lade sig gøre længere. Derfor flygter hun og trækker to andre med ned i skidtet".

Dansk Psykolog Forenings formand, Johanne Bratbo, finder, at Jens Hansen med sine udtalelser har handlet "meget uklogt og ikke i overensstemmelse med ånden i foreningens etiske principper", når det gælder respekt for Big Brother-deltagernes rettigheder og værdighed".

Foreningens bestyrelse mødes fredag, og her vil Johanne Bratbo fremlægge sagen. Hun forestiller sig, at resultatet kan blive en henvendelse til psykologen for at høre, hvilke etiske overvejelser han har gjort sig i forbindelse med deltagelsen i tv-programmet.

"Man har et meget stort ansvar, når man som fagperson udtaler sig offentligt om andre mennesker. Det gælder om at tænke sig grundigt om på forhånd, fordi udtalelser fra en psykolog i denne sammenhæng tillægges en særlig vægt. Det kan opfattes som en diagnosticering af et andet menneske og kan få alvorlige konsekvenser for den pågældende senere i livet," siger Johanne Bratbo til Ritzau.

I den aktuelle sag om Big Brother-deltageren Pil mener Johanne Bratbo, at psykologens udtalelser kan give problemer med hensyn til fremtidig jobsøgning og ægteskabeligt samliv.

"Derfor finder jeg psykologens udtalelser betænkelige og ukloge. Man risikerer at få en sådan udtalelse kastet i ansigtet igen, hvis der opstår eksempelvis ægteskabelige problemer. I det hele taget bør man som psykolog kun deltage i et TV-program, hvis det er med til at styrke etikken og ikke svigte den," siger psykologernes formand.

Ifølge tv-showets chefproducer, Bjarne Bo Berthelsen, er deltagerne bekendt med, at en psykolog vil vurdere deres adfærd.

"Det ligger i selve konceptet for reality-tv. Jens Hansen er som psykolog blevet bedt om at medvirke i en række udgaver af Big Brothers talkshow, men udtalelserne til pressen må stå for hans egen regning. I øvrigt har vi andre psykologer stående klar, hvis deltagerne føler, at de har behov for hjælp. Det er sket i enkelte tilfælde," siger chefproducer Bjarne Bo Berthelsen. /ritzau/