»Pil flygtede fra Big Brother-huset, fordi hun vidste hun ikke kunne vinde den halve million kr. Hun havde mest magt, men mistede grebet, fordi hun fik »ø-kuller« og klaustrofobi. Hun kunne ikke klare det endelige nederlag: at blive stemt ud.«

Sådan siger psykologen Jens Hansen, som er ansat af TvDanmark. Han er sikker på, at Pil aldrig vil indrømme, at hun blot er en dårlig taber.

»Hun mistede grebet, fordi det er sværest at være den stærke. Hun gik som oprør mod »the name of the game«. Konceptet hvor man er nødt til at dolke de andre i ryggen. Hun var bange for selv at blive dolket.

Hun er verdensmester i at dreje fejltagelser til egen fordel. Det kunne ikke lade sig gøre længere. Derfor flygter hun og trækker to andre med ned i skidtet. Hun burde selv være gået solo for længe siden,« mener Jens Hansen.

Han tilføjer, at Pil er den bedst begavede og eneste intellektuelle i Huset. Hun havde kontrol og fik sin vilje, og havde satset på gevinsten. Men nu var hun blevet bange for at miste alt, for at blive smidt ud.

Pils mand John Kragenskjold afviser angrebene:

»Rent sludder. Den psykolog er betalt af TvDanmark. Hun gik, fordi konceptet stinker. Hun har ikke et sekund fortrudt hun stak af, heller ikke dagen derpå.

Jeg er lykkelig for, at hun er ude nu med selvrespekten i behold. Det er meget mere værd end penge. Hun blev gjort til taktiker og skurk, men hun var oplagt som vinder. Alligevel synes jeg, hun er den stærkeste, netop fordi hun er gået.

TvDanmarks ledelse manipulerer med seerne. Nu er det bare rent Morten Korch med fire svæklinge tilbage. Se bare, hvor apatiske og triste de er nu.

Jeg har selvfølgelig savnet Pil meget. Og, nej hun skal ikke være fotomodel.«