Den positive opmærksomhed fra fans har negativ effekt på deres vægt, siger psykolog. »De ønsker at være fede.« Det mener psykolog Jens Hansen er årsagen til, at de medvirkende i seersuccesen bliver ved med at tage på i vægt.

»De har opnået berømthed ved at være tykke. Og på den måde bliver de bare bekræftet i, at det er fedt at være fedt - det er blevet deres identitet,« siger han.

Derfor mener han at den positive opmærksomhed, de får fra fans og sympatisører, i virkeligheden har en negativ effekt på deres vægt. Psykolog Jens Hansen vurderer, at de medvirkende lever på en løgn.

»Deres fedme handler jo om bekræftigelse - ikke kalorier. Og den opnår de i kraft af deres fedme. Noget som i virkeligheden ikke er særlig anderkendelsesværdigt. Det er jo det nemmeste på jorden at blive fed,« fastslår psykologen.

»De vil så gerne betyde noget for andre og have anderkendelse, men den eneste anderkendelse og opmærksomhed de får, det er jo for deres fedme. På den ene side skammer de sig over at være tykke, men samtidig bruger de kæmpe kræfter på at eksponere sig selv på TV og ved foredrag.

Men faktum er, at de kommer aldrig ud med deres egen kerne, deres behov eller ønsker. Eksponeringen og bekræftigelsen drejer sig udelukkende deres fedme. En løsning som er uheldig,« siger han.

Han synes desuden, at programmet er tyndt fordi det netop mangler emnet: Hvad er modstanden? »Det er da langt mere interessant at se på, hvorfor er de så meget imod at tabe sig? Det andet er da indlysende og kedeligt.

Man skal i stedet ind i, at de ØNSKER at være fede. At det er en del af deres identitet at være tykke. Man skal finde årsagerne til den fortsatte fedme og se på aspekter som stress, identitet og bekræftigelse.«

Ifølge Jens Hansen kan fedmen have meget at gøre med deres opvækst, usikkerhed eller stress. »Hvis jeg havde dem i terapi, ville jeg først og fremmest afstresse dem. Når man er stresset, skriger kroppen på kalorier, og det kan meget vel være at de medvirkende er stressede af både berømtheden, identitet, den konstante fokusering på mad.

Og særligt den konstante jagt på anderkendelse og usikkerheden omkring den. Særligt usikre og svage mennesker bygger et skjold op af fedme. Det bliver et værn mellem dig og omgivelserne. Fedtlaget beskytter dem,« mener Jens Hansen.