Uddrag fra Bo Østlunds bog ’Modne Kvinder’. Bogen består af 24 samtaler med kendte kvinder i alderen 50 til 84 år.
Benedikte Hansens to brødre døde af en overdosis. Det fortæller hun i en ny bog. Selv har skuespilleren været bange for at blive misbruger. Men i dag kalder hun sit alkoholforbrug for selvmedicinering og sig selv for ’kontrolleret overforbruger’
Hvordan oplevede du din barndom?
»Den var både vidunderlig og vanskelig. Vi var fem børn, tre drenge og to piger, men jeg har mistet mine to ældste brødre, som begge var narkomaner. Det blev de i 1968, ligesom så mange andre unge blev det i slipstrømmen på hippiebevægelsen og flowerpower. Det begyndte måske uskyldigt med, at man røg den fede, men så var der altså bare nogle af dem, som endte som narkomaner. Det stod på i 10 år, fra jeg var 10 til 20 år gammel, og hvor jeg mistede min første bror, som døde af en overdosis heroin.
Min tilbageværende bror og min søster har det heldigvis godt – min bror er læge, og min søster er funktionsleder i Miljø- og Fødevareministeriet – men årene fra 1968 til 1978 var ubeskriveligt forfærdelige både for mine forældre og os tre søskende. Jeg var den yngste, og det har påvirket hele mit liv meget mere, end jeg selv ved af. Jeg gik mentalt for lud og koldt vand gennem hele min pubertet.
Narkomanerne blev dengang ofte rekrutteret fra borgerskabet, som jeg jo kom fra med veluddannede forældre og villa i Gentofte. Begge mine ældste brødre var vel 19-20 år, da de begyndte at tage stoffer, og så blev det hele vanvittigt med både tyverier, fængselsdomme, svigt og angst. Især den yngste af de to kom helt ud i tovene, og det var også ham, der døde tidligt af en overdosis. Jeg oplevede, at han stjal, hvad jeg havde af værdi, og solgte det for at få penge til stoffer. Sådan noget fatter en pige på 12-13-14 år jo ikke.
Det hele var så hårdt i vores familie, og stemningen var så uvis, at jeg aldrig vidste, hvilken katastrofe jeg ville komme hjem til efter skolen.
Jeg havde to meget kærlige forældre, og jeg fik bestemt også kærlighed, men min far og mor var så optagede af at forsøge at redde de to drenge, at ikke var mange kræfter tilbage til os andre. Og jeg ville heller ikke gøre det sværere for dem ved at fortælle, at jeg havde det ad helvede til, og at jeg havde problemer i skolen. Så min reaktion var, at jeg stort set aldrig var hjemme. I øvrigt ville nogle af mine venners forældre heller ikke have, at deres børn legede med os. De måtte ikke komme hjem til os på grund af narkomanerne. Det kan man jo godt forstå.
Jeg kom ind på teaterskolen som kun 19-årig – bare to måneder efter, at min ene bror døde af en overdosis i en alder af 30 år. Han blev ikke ældre, fordi han altid fixede sit hylster med heroin på én gang. Han var vanvittig musikalsk og kunne være blevet en fantastisk musiker, men han havde virkelig en dødsdrift. Han kunne ikke få nok.
Min anden bror havde derimod et mere kontrolleret narkomisbrug. Han delte heroinen i hylstret i tre dele, så han havde til om morgenen, til middag og til om aftenen, og han kom heller aldrig i fængsel. Da min bror døde, sørgede vores far for, at min anden bror kom på metadonvedligeholdelse. Det var på det tidspunkt i 1970erne en meget udskældt behandling af meningsdannerne på parnasset, men han fik det – heldigvis – og det reddede hans liv på det tidspunkt. Efter et par år på metadon blev han træt af at sidde på sit værelse, indtage sin metadon og få besøg af skæve venner.
Han tog studentereksamen, blev uddannet som journalist i Aarhus og fik arbejde. Men da tv-stationen, som han arbejdede på, krakkede, mistede han sit arbejde og kom aldrig i arbejde igen. Arbejdsløsheden og et sart sind førte til, at nerverne blev dulmet med stærke øl og rødvin. Men han levede, til han var 62 år, hvor han døde af kræft, han var det dejligste menneske med den skønneste skæve humor, og jeg savner ham meget.«
Forsøgte du, da du var 18-19 år, at hjælpe din bror, som døde først?
»Vi gjorde alt, hvad vi kunne, men der opstod vanvidsscene på vanvidsscene, og min mor tog med dem på den ene nytteløse nedtrapningstur efter den anden. Han røg ind og ud af fængslerne, og alt var så forfærdeligt, at vi til sidst efter et familieråd, besluttede os for, at det eneste rigtige var at fortælle ham, at nu vendte vi ham ryggen: ’Vi kan ikke længere åbne vores døre for dig, fordi du ødelægger vores liv.’
Og det var præcis det, han gjorde. Vi tænkte, at det var den sidste udvej for at redde ham, for hvis han ikke havde et sted, hvor han kunne komme og få lidt mad og lidt penge, ville han måske en dag komme og sige: ’Nu skal jeg hjælpes.’
Man kan ikke hjælpe en narkoman, der ikke vil hjælpes.
På det tidspunkt var jeg den sidste og eneste hjemmeboende. Min bror og søster, som var nærmest mig i alder, var flyttet i kollektiv, og deres kollektiv lukkede også døren for ham. Men han kom ikke, som vi håbede på. Ikke før han pludselig dukkede op en dag, hvor jeg var alene hjemme. Jeg var blevet student og var i færd med at flytte hjemmefra, og uden for døren stod et menneske, jeg næsten ikke kunne genkende. Min bror havde fået så mange tæsk, at alt var brækket på ham. Han var simpelthen døende. Da han hviskede: ’Hjælp mig’, tog jeg ham i hånden, og så gik vi over på den anden side af vejen til skadestuen på Gentofte Amtssygehus. Dér oplevede jeg, at man ikke lukkede en mand som ham ind, uanset hvor syg han var. De var bange for, at han ville lave et ’hold-up’ og holde en sygeplejerske som gidsel for at skaffe sig morfin.
Dér stod jeg som 19-årig, men jeg var heldigvis så handlekraftig, at jeg hylede og skreg og råbte: ’I skal. Hvis I ikke vil hjælpe ham, så skal I hjælpe mig. Hvad skal jeg gøre?’ De kunne godt se, at jeg var fuldstændig desperat og ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med min dødeligt syge bror. Vi blev lukket ind og låst inde i et skyllerum, hvor jeg blev ved med at råbe og skrige: ’Der må komme en og hjælpe ham, der må komme nogen og lappe ham sammen, I må gøre noget!’
Efter flere timer kom der en ambulance, som kørte os til Rigshospitalets lukkede afdeling, hvor min bror blev indlagt. Han blev behandlet for sine skader og for sine sår og blev aftrappet og afgiftet, og han fik han det faktisk godt. Han fik sul på kroppen, og da han kom ud efter tre måneder, lignede han igen et menneske. Min brors og søsters kollektiv lod ham bo der en overgang i forbindelse med udslusningen fra hospitalet. Siden fik han et job som skolelærervikar og en sød kæreste – det hele gik simpelthen bare godt. Lige indtil første gang, hvor de efter trekvart år betroede ham sin egen løn. Den dag tog han direkte ind i Istedgade og junkede sig ihjel. I første hug. Han troede jo, han stadig kunne tåle det samme som før.
Det har været så hårdt at miste mine to brødre, for jeg elskede dem. Jeg forgudede ham, der døde i 1978, og jeg var tæt knyttet til ham, som døde for otte år siden. Han var min bedste og nærmeste ven, og han boede hos mig i mit sommerhus den sidste sommer, han levede.«
Der var også for meget alkohol i mit barndomshjem, og jeg har altid været bange for, om det var arveligt eller skulle påvirke mit eget liv. Har du også været det?
»Ja, jeg har altid været mig det bevidst og holdt øje med et eventuelt overforbrug.«
Af hvad?
»Mest af vin.«
Tror du misbrug er genetisk betinget?
»Det tror jeg i høj grad, det er. Men de 40 års overforbrug, jeg har været ude i, har jo ikke betydet, at jeg blev hverken hardcore alkoholiker eller narkoman. Derfor er jeg ikke længere nervøs for, at det skal ske. Så ville det have vist sig for længe siden. Men angsten har da boet i mig hele livet. I dag tror jeg egentlig, jeg betragter det som medicin, og at jeg er selvmedicinerende. Det tror jeg, rigtig mange mennesker er. Og de drikker et glas som en belønning efter dagens dont.
Jeg drikker vin hver dag. Det gør jeg. Men jeg drikker mig aldrig fuld, for det bryder jeg mig ikke om, og jeg kan ikke lide at have tømmermænd. Så jeg er en kontrolleret overforbruger, som rigtig mange er. Det er jeg ikke bleg for at indrømme.«
Hvordan tror du, at din barndom har påvirket dit voksenliv?
»Jeg tror simpelthen, at jeg mangler en grundlæggende tro på mig selv. En naturlig tro på, at jeg er god nok.«
Kan du se en rød tråd hos dine kærester i livet?
»Ja. Ingen af dem har været bange for noget. Heller ikke for mig. Og så har det været gennemkærlige mennesker, som var humoristiske, og som havde en splint i øjet, galskab og stor underholdningsværdi.«
Er en anden fællesn ævner, at flere af dine nærmeste livet igennem har været misbrugere?
»Ja. Både mine brødre og min første mand, Gerz, døde af misbrug, og flere af mine venner har været misbrugere. Somme tider tænker jeg: ’Det var dog utroligt’, men det må være fordi, at de samtidig er fandenivoldske og utraditionelle, at de har tiltrukket mig.
I øvrigt har jeg selv været medmisbruger i rigtig mange år af mit liv, det er jo også en slags misbrug. Hvis jeg havde været barn i dag med de problemer, vores familie stod i, havde der sikkert været hjælp at få fra misbrugskonsulenter, og hvad ved jeg. Men vi fik overhovedet ingen hjælp. Det var tabu. Ingen talte til os, og min stakkels mor var en paria, efter min første bror døde. Ingen sagde til hende: ’Hvor er det synd, at du har mistet din søn’. Ingen.
Det var en helt anden tid, hvad jeg nok bedst kan beskrive ved, at min mor, som var uddannet jurist og dommerfuldmægtig og måske bedre begavet end min far, stort set var usynlig og ikke-eksisterende. På døren til vores hjem stod kun min fars navn. Hun var Fru Flemming Hansen.«
Hvad tror du på?
»Jeg tror på, at der er noget, som er større end os. Jeg bekender mig ikke til en specifik religion, men jeg vil heller ikke kalde mig ateist, Jeg synes, at jeg føler mig i kontakt med noget guddommeligt, og det gør jeg meget, når jeg opholder mig i naturen. Jeg har også nogle gange haft kunstoplevelser, som bevægede mig stærkt.
Jeg synes ofte, jeg er i kontakt med mine døde. For eksempel her i morges, hvor det allerførste, jeg tænkte på, da jeg vågnede var at det var min mors fire års dødsdag. Jeg mærkede et stærkt savn efter hende. Hun blev 92 år og var dement, men hun var min mor, og jeg holdt uendelig meget af hende. Min far døde allerede i 2003, men det er helt specielt, når den sidste forælder dør. Så kan man godt føle sig lidt Palle alene i verden.
Når jeg er i mit eksistentielle triste hjørne, får jeg somme tider et billede af et stamtræ med hele familien – og alle navnene på grenene. Men når vi så kommer til Benedikte, stopper det hele. Min gren på livets træ vokser ikke længere. Den sætter ingen skud, og der kommer ingen agern. Gudskelov har jeg stadig min søde søster, min søde bror og deres børn og børnebørn.«
Døden har været din følgesvend gennem hele livet – har det gjort dig mere fortrolig med den eller mere bange for den?
»Jeg har set døden i alle afskygninger, og den ser altid fredelig ud, så jeg er ikke bange for den. Jeg er faktisk sindssygt nysgerrig efter at se, hvad der sker, når jeg dør. Det værste, der kunne ske for mig, det var, at jeg bare blev knaldet ned i en bilulykke, eller bare sov ind om natten, så jeg slet ikke nåede at opdage, at jeg døde. Jeg vil have det hele med, og jeg drages en gang imellem efter døden.
Jeg er ikke suicidal, men jeg kan godt i øjeblikke længes efter at skulle dø. Selvfølgelig aner vi ikke hver især, hvordan vi reagerer, når døden står der og banker på, og alle mennesker har travlt med at sige: ’Du vil sikkert, ligesom alle andre mennesker, klamre dig til livet, hvis du får en dødelig sygdom.’ Jeg tvivler.«
Hvorfor?
»Jeg tror, at det i høj grad hænger sammen med, at jeg ikke har nogen børn. Jeg har kun mig selv at være ansvarlig for, og på en måde er jeg også sat fri.«
Hvad tror du, der sker, når vi dør?
»Jeg tror, at selve dødsprocessen er helt vidunderlig. Jeg tror, den er som at være på et godt trip. At man bare må ind i døden. Jeg var desværre ikke selv til stede, da min far døde, men min søster har fortalt, hvad der skete. Han havde ligget bevidstløs i flere dage, men i dødsøjeblikket åbnede han øjnene, og de strålede, som så han det smukkeste, han nogen sinde havde set i sit liv. Han så Gud. Det er jeg sikker på, og vi mennesker forgår jo heller ikke. Vi er atomer, en bestanddel af altet. Af jord er du kommet, og af jord skal du igen opstå.«
Har du skrevet ned, hvad der skal ske, når du dør?
»Jeg har skrevet et testamente, fordi jeg ingen børn har. Jeg har et horn i siden på arveloven. Jeg synes simpelthen, at det er for galt, at fordi man ikke har nogen i lige linje, så skal man betale 48 pct. til staten, eller jeg ved ikke hvad.
Mine forældre havde en veninde, som var jødisk flygtning fra Tjekkoslovakiet. Hun var blevet sendt til Danmark lige før krigen, fordi hendes forældre mærkede, hvor det bar hen. Lotte blev boende her resten af sit liv, og fik aldrig mand, børn eller noget. Hun havde heller ingen familie.
Hun og jeg havde en særlig forståelse for hinanden, på et tidspunkt, da hun blev gammel, besluttede jeg, at jeg ville følge hende, for det var der ingen andre, der gjorde. Så jeg fulgte hende, og så syntes hun, at jeg skulle arve hende. Hun havde været laborant hele sit liv og havde tjent en almindelig lille løn og lagt penge til side, fordi hun var et nøjsomt menneske og ikke havde nogle større behov. Så hun havde en lille klat penge, som hun allerede havde betalt indkomstskat af. Da jeg arvede dem, fik jeg lov at betale indkomstskat af dem én gang til. Det vil sige, at skattevæsenet endnu en gang tog en ordentlig bid af hendes opsparing. Det synes jeg faktisk ikke, at et moderne samfund kan være bekendt.«
Hvordan vil du gerne dø?
»Jeg har snakket med nære venner om muligheden for at begå kollektivt selvmord. Men jeg kan godt se, at det måske er svært at finde den helt rigtige timing, da vi er to-tre stykker, der samtidig skal blive enige om, at det er nu, det skal ske.
Men det kunne også være, at jeg selv tager afsked med livet med mine kære omkring mig. Med stor værdighed. Det hele afhænger af, om jeg til den tid kan få mine omgivelser med på idéen. Jeg kunne godt forestille mig, at vi havde spist min yndlingsmad, og vi så lige kom lidt ekstra i desserten. Så kunne jeg ligge inde på min seng og høre, at de spillede kort og grinte, og en gang imellem kom en af dem ind til mig og holdt mig i hånden, og vi snakkede om vores fælles oplevelser i livet, inden vi sagde farvel til hinanden.
Jeg vil gerne af sted fra dette liv på en rar og god måde, til hvad der så må vente mig på den anden side – ellers har jeg ingen ønsker. Det skulle da lige være, at de hejser min kiste op og ned flere gange, hvis de vælger at begrave mig, så der er flere fremkaldelser.
Man er vel skuespiller.«
