En lærer på Tech College i Aalborg undersøges for krænkende adfærd over for sine elever.

Det oplyser Søren Samuelsen, direktør på Tech College, i en pressemeddelelse.

Det er eleverne, der har gjort ledelsen opmærksom på, at læreren angiveligt skulle have sendt krænkende billeder i elevernes retning.

»Det kan i den forbindelse oplyses, at nogle elever har gjort skolen opmærksom på, at en underviser har sendt upassende beskeder til elever, som er over 18 år,« siger direktøren i den udsendte pressemeddelelse og fortsætter:

»Vi iværksatte derfor straks en nærmere afdækning heraf i overensstemmelse med gældende regler og skolens retningslinjer.«

Søren Samuelsen slår desuden fast, at skolen har ''nultolerance i forhold til sådan en adfærd', og at han kalder sagen 'alvorlig'.

»Vi har som skole nultolerance i forhold til en sådan adfærd og ser derfor med stor alvor på elevernes henvendelser.«

Det fremgår ikke, hvor mange elever der er tale om – eller om undersøgelsen er afsluttet.

B.T. forsøger at få en kommentar fra Søren Samuelsen.