Det var ikke kun på scenen, der var dramatik på Nørrebro Teateret lørdag aften.

I starten af 2. akt under forestillingen 'Kan Trolden Tæmmes' flyttede fokus sig pludselig fra scenen og ned blandt publikum.

- Er der en læge til stede?, lød et højt råb.

På en af de forreste rækker var en kvindelig gæst faldet om med et epileptisk anfald. En læge blandt publikum var hurtigt ved hende og fik ringet efter en ambulance.

På scenen var skuespillerne Ditte Hansen og Lars Mikkelsen midt i et komisk indslag, da uheldet indtraf. Komikken stoppede dog hurtigt, og de to skuespillere ilede til for at hjælpe den kvindelig gæst.

- Vi sprang ned fra scenen for at hjælpe, og hun blev så hurtigt sendt afsted i en ambulance, siger en chokeret Ditte Hansen.

De to skuespillere gik bagefter ud bag scenen for at holde en kort pause og sunde sig oven på det dramatisk uheld, men kom tilbage ti minutter senere for at afveje stemningen for at forsætte forestillingen blandt publikum.

- Lars Mikkelsen kom ud på scenen og spurgte publikum, om vi skulle forsætte, og så lød der et kæmpe bifald som svar, siger presseansvarlig på Nørrebro Teateret, Karen Stange Jensen.

For Ditte Hansen var anfaldet dog en voldsom oplevelse.

- Det er jo sådan med komedier, at det er svært at forsætte efter sådan en episode, siger Ditte Hansen til BT.

Ifølge den presseansvarlige på Nørrebro Teateret, Karen Stange Jensen, er den kvindelige gæst søndag i bedring efter det epileptiske anfald.