Store kulturtempler og en raffineret madscene har forvandlet Norges hovedstad fra en søvnig storby til en sprudlende metropol. Gode oplevelser på stribe venter – og så er Oslo kun en hyggelig færgetur væk fra Danmark. Året ud er byen desuden Europæisk Miljøhovedstad.

Oslo stod i mange år i skyggen af Stockholm og København – ja, selv Gøteborg, men siden årtusindskiftet har Norges hovedstad rystet mange mindreværdskomplekser af sig og stråler i dag af selvtillid og fremdrift, godt hjulpet på vej af oliepenge og et kulturliv, der drøner derudad som et andet Duracell-batteri. Tv-serien 'Skam' og diverse velskrevne romaner har været med til at sætte Oslo på verdenskortet – og det samme har byens imponerende gastronomi-scene.

I starten af 1800-tallet lå det bestemt ikke i kortene, at Oslo en skønne dag skulle blive Norges hovedstad. Landet var i union med Sverige – og den største og vigtigste by dengang var Bergen. Men både den lokale norske regering og den svenske overmagt så potentialer i Oslo – eller Christiania, som byen dengang hed – opkaldt efter danske Christian IV, som grundlagde en moderne stad her i 1600-tallet, efter at middelalderbyen Oslo brændte i 1624.

Med industrialiseringen voksede Oslo markant, og de svenske konger opførte en residens her, som i dag bebos af den norske kongefamilie. Det var derfor også naturligt, at det blev Oslo og ikke Bergen, der udråbtes til hovedstad i et selvstændigt Norge i 1905. Først i 1925 skiftede byen officielt navn fra Christiana tilbage til det oprindelige Oslo.

Operaen ligger prangende ud til havneløbet som et smukt billede på, hvordan Oslo blomstrer i disse år. Ved siden af åbner Munch-museet i 2020.
Operaen ligger prangende ud til havneløbet som et smukt billede på, hvordan Oslo blomstrer i disse år. Ved siden af åbner Munch-museet i 2020. Foto: Kristoffer Flakstad
Vis mere

10.00 Grøn udsigt og sublim kunst

Oslo er omgivet af fjeld hele vejen rundt, kun afbrudt af Oslofjordens vande mod syd. Hvis tiden tillader det, er en udflugt op til Holmenkollen eller Frognerseteren med T-banen (ca. 50 minutter) en stor oplevelse, men faktisk kan man komme op i de grønne højder på blot cirka 15 minutter med sporvognen fra det centrale Jernbanetorget. Herfra går turen op til Ekebergparken, hvor grundfjeld, verdenskunst og smukke udsigter går op i en højere enhed. Rigmanden og mæcenen Christian Ringnes er initiativtageren til de mange installationer og skulpturer af navne som Salvador Dalí og Marina Abramovic. De står spredt i naturparken, hvor man også finder det kendte spisested Ekebergsrestauranten. Neden for de hvide funkismure er der en fantastisk udsigt til hele Oslo med havnen, centrum og Holmenkollens højdedrag på den modsatte side.

I det hippe Grünerløkka er der ikke langt mellem barer og kaffesteder. Engang var det et fattigt bolig- og industrikvarter. I dag skal man være velpolstret for at kunne købe blot få kvadratmeter her.
I det hippe Grünerløkka er der ikke langt mellem barer og kaffesteder. Engang var det et fattigt bolig- og industrikvarter. I dag skal man være velpolstret for at kunne købe blot få kvadratmeter her. Foto: Kristoffer Flakstad
Vis mere

12.00 Lykkestunder i Grünerløkka

For nogle årtier siden var Grünerløkka et nedslidt arbejderkvarter. Kemien fra industrierne langs floden Akerselva havde slået de sidste vilde ørreder og laks ihjel, og en række fabriksbygninger lå tomme og grå i kvarteret. I dag er Grünerløkka Oslos hippe og pivdyre bydel med smarte cafeer, spisesteder, modebutikker og kulturtilbud på stribe. Og fiskene er tilbage i den brusende flod, der skærer gennem kvarteret. Gå en tur på de to pulserende hovedstrøg Markveien og Thorvald Meyers Gate, og sørg for at lægge vejen forbi den verdenskendte barista Tim Wendelboes kaffebar på Grüners gate.

I Mathallen ved det omdannede industrikompleks Vulkan kan man bl.a. nyde fortrinlig fisk og skaldyr til frokost.
I Mathallen ved det omdannede industrikompleks Vulkan kan man bl.a. nyde fortrinlig fisk og skaldyr til frokost. Foto: Kristoffer Flakstad
Vis mere

13.00 Frokost med alt godt fra havet

Tæt på Akerselva i det delvist ombyggede industrikompleks Vulkan finder man blandt barer og kulturhuse Oslos svar på Torvehallerne – Mathallen. Her venter flere kulinariske oplevelser, blandt andet fiske- og skaldyrsstedet Vulkanfisk, hvor man kan sikre sig en sublim frokost med råvarer fra havet som omdrejningspunkt. Her er blandt andet krabber, kammuslinger og udsøgt torsk fra Nordnorge på menuen. Gå en tur langs Akerselva efter frokosten, og nyd den fine kombination af natur og urbanitet.

Byggeboomet i Oslo har sat sine spor – især langs havnefronten, hvor bl.a. højhuskvarteret Barcode knejser.
Byggeboomet i Oslo har sat sine spor – især langs havnefronten, hvor bl.a. højhuskvarteret Barcode knejser. Foto: Kristoffer Flakstad
Vis mere

15.00 Byens forførende arkitektur

Byggekraner har fyldt godt i Oslos bybillede de seneste 15 år. Luksusboliger, kontordomiciler og kulturtempler er skudt op i stor stil ud mod havneløbet. Kendt er især højhusene med navnet Barcode og Operahuset med det skæve tag, der indbyder til en spadseretur. Her bygges fortsat, og i 2020 åbner blandt andet det nye omdiskuterede Munch-museum. Broer og stier forbinder det moderne kvarter, der viser, hvilke kvantespring Oslo har taget på det seneste. Gå en tur fra Operahuset ud til havnebadet Sørenga Sjøbad med en fin udsigt til Oslofjorden. Kig også indenfor i Oslos opera. Bygningen er lige så indbydende inde som udenfor.

Bydelen Frogner har i over 100 år været lig med velstand og luksus. Det har ikke ændret sig, om end kvarteret Uranienborg de senere år især er blevet for tv-serien 'Skam'.
Bydelen Frogner har i over 100 år været lig med velstand og luksus. Det har ikke ændret sig, om end kvarteret Uranienborg de senere år især er blevet for tv-serien 'Skam'. Foto: Kristoffer Flakstad
Vis mere

16.00 En tur i 'Skam'-land

Selvom virakken omkring tv-serien 'Skam' måske har lagt sig, er der fortsat både begejstring og gode minder forbundet med den populære fortælling om en gruppe gymnasieelever på Hartvig Nissens Skole. I Norge mødte serien en vis kritik, fordi den udelukkende beskriver et velbjerget lag i samfundet fra bydelen Frogner (udtales Frongner). Uanset om man har set 'Skam' eller ej, er Frogner, ikke mindst kvarteret Uranienborg, en oplevelse med sine eksklusive tøj- og livsstilsbutikker samt cafeer og spisesteder, hvor det bedre Oslo-borgerskab har pungen fremme. Gå en tur her blandt de smukke jugend-etageejendomme og villaer, der ligger i stenkast-afstand fra parken til det kongelige slot. Hartvig Nissens Skole med de – for mange – velkendte scener finder man på President Harbitz' gate.

Mange turister når aldrig længere end til hovedstrøget Karl Johan og museumsøen Bygdøy, og det er synd. I Grünerløkka kan man få en dejlig oplevelse med både natur og urbane indtryk langs floden Akerselva med broer, barer og grædepile.
Mange turister når aldrig længere end til hovedstrøget Karl Johan og museumsøen Bygdøy, og det er synd. I Grünerløkka kan man få en dejlig oplevelse med både natur og urbane indtryk langs floden Akerselva med broer, barer og grædepile. Foto: Kristoffer Flakstad
Vis mere

19.00 Middag ved langbordet

Tanken bag spisestedet Ett Bord er, at man skal komme hinanden ved som ved folkeborde på gårdbrug i gamle dage. Derfor sidder alle gæster ved et langbord, hvor små deleretter bæres ind lidt efter lidt. Maden er en elegant fusion mellem nyt nordisk og det spanske tapaskøkken, og mange af råvarerne er fra bæredygtige landbrug uden for Oslo. Der er frit kig til det åbne køkken – og i øvrigt også mulighed for at sidde ved et tomandsbord, hvis man er i det intime hjørne. Ett Bord holder til i den historiske bygning Victoria Terasse, hvor også Norges udenrigsministerium har til huse.

22.00 Det pulserende natteliv

I en smøge mellem Storgata og Torggata i det centrale Oslo ligger et hengemt slaraffenland for natteravne og spiritus-afficionados. Den trange bargade huser steder som Angst, Café Sør og ølbaren Wurst. Her kan aftenen passende slutte – medmindre man ønsker at sige farvel til dagen i lidt mere sofistikerede omgivelser. I så fald bør man i stedet gå omkring Youngstorget, hvor den legendariske og på én gang jordnære og stilfulde cocktailbar Internasjonalen suger liv til sig gennem de brede glasvinduer. Her kommer en broget skare af smarte unge (over 24 år, som er aldersgrænsen), expats, bohemer og lokale kendisser.

B.T. var inviteret af Innovasjon Norge

Rejseinfo om Oslo

Vejen dertil: Det er muligt at sejle med færge til Oslo fra København, Frederikshavn og Hirtshals. Mange benytter sig af DFDS' mulighed for et mini-cruise, hvor det meste af ovenstående program kan nås, inden færgen sejler tilbage til Danmark. Der afgår også bus og tog fra København (ca. ni timer). Fly er det hurtigste alternativ med mange daglige afgange mellem Kastrup og Gardermoen.

Rejsetidspunkt: Oslo kan blive en kold og snefuld omgang i vintermånederne, men det har sin charme, når byen klædes i hvidt. Både efteråret og det tidlige forår er ideelle tidspunkter, hvis man vil undgå turistmængderne. I juli forlader mange lokale byen.

Prisniveau: Den norske krone er kraftigt svækket, og priserne er derfor ikke så høje som tidligere. De nærmer sig dansk niveau, om end mad og navnlig drikkevarer stadig er til den dyre side.

Overnatning: Der findes alt fra prisvenlige airbnb-løsninger til det nye luksushotel Clarion Hotel The Hub.

Lokal transport: Der findes et godt net af sporvogne og tog (T-banen) i byen. Det kan betale sig at købe det såkaldte Oslo Pass (app skal downloades) som giver mulighed for fri transport i byen samt en række rabatter.