Seks uger er der gået, siden bloggeren og realitystjernen Mascha Vang gik i gang med programmet 'Min fede træner', hvor hun sammen med tre andre kendisser skal forsøge at hjælpe overvægtige danskere med at tabe sig.

Før kendisserne kaster sig ud i rollen som slankeeksperter, skal de dog selv fedes godt og grundigt op. Og den mission er i den grad lykkedes for Mascha Vang, som i løbet af de første seks uger har taget 10 kilo på, ligesom hun er vokset 20 centimeter rundt om livet.

Men de mange ekstra kilo tærer så meget på kendissen, at hun nu overvejer at kaste håndklædet i ringen.

»Jeg har det helt ad helvede til, og jeg har lyst til at give op,« siger Mascha Vang i det nyeste afsnit af 'Min fede træner', da hun er til sundhedstjek hos lægen.

»Jeg har det sådan lige nu, at jeg er i tvivl om, om det er værd at gå igennem det her forsøg for at prøve at sætte mig i en andens sted. Det er min lille krop, det går ud over. Det er den, jeg skal have resten af mit liv.«

Se Mascha Vangs forvandling her:

Foto: TV3
Foto: TV3
Vis mere

Mascha Vangs vægtforøgelse har blandt andet givet hende strækmærker hele vejen ned ad begge hendes lår, ligesom hun konstant har smerter i kroppen.

Men det er ikke de fysiske smerter, der får Mascha Vang til at overveje at droppe ud af programmet:

»Det værste er ikke engang mit spejlbillede, eller hvordan jeg ser ud – det er følelsen, der er så overvældende. Jeg er rigtig ked af det, og jeg synes, det er svært. Jeg ikke har noget energi, og jeg falder i søvn på stuegulvet, når jeg leger med min datter. Det er frygteligt at have det sådan,« lyder det fra Mascha Vang.

Det kontroversielle program fik alt andet end en varm modtagelse af seerne, da det havde premiere i midten af april. Flere mente, at programmet gjorde grin med de overvægtige, og at det var respektløst.

Også Adispositasforeningen har været ude og kritisere programmet.

»Vi tager kraftig afstand fra det program. Det viser i den grad en mangel på forståelse for, hvad svær overvægt er. Der er tale om endnu en stigmatisering af svært overvægtige som viljesvage, hvor fokus kun ligger på træning, men ikke på alle de andre parametre, som har betydning for, hvordan man griber svær overvægt an,« siger landsformand for Adispositasforeningen Per Nielsen til BT.

Du kan se tredje afsnit af 'Min fede træner' onsdag klokken 20.00 på TV3.