Et halvt år øvede han sig til rollen. Alligevel kunne han ikke imponere Glistrups kone

Ti timer om dagen i et halvt år har Nicolas Bro øvet sig på at blive Fremskridtspartiets stifter Mogens Glistrup.
Ikke bare tøjet, tænderne og timingen skulle ligne. Også diktionen og dialekten skulle være på plads, før optagelserne til den biografaktuelle film ’Spies og Glistrup’ kunne begynde.


Alligevel var dommen nådesløs, da Mogens Glistrups tro støtte gennem hele livet, Lene Glistrup, var inviteret til at overvære optagelserne.
- Du ligner overhovedet ikke, var hendes første kommentar, da hun så Nicolas Bro i rollen som sin mand.

På trods af den kontante udmelding var han glad for at møde kvinden, der var gift med juristen og politikeren i 58 år, og Nicolas Bro blev ikke skuffet over hendes dom. For det har aldrig været hans ambition, at Glistrups familie skulle synes, han var et ‘spitting image’ af deres far og mand.
- Hun har ligget nøgen ved siden af ham, det ville da være mærkeligt, hvis hun syntes, at jeg lignede. Men forhåbentligt har jeg ramt danskernes billede af, hvordan Glistrup var, siger han.

I filmen har Pilou Asbæk rollen som Simon Spies, mens Nicolas Bro spiller Fremskridtspartiets stifter. Han må indrømme, at rollen var en stor mundfuld.
- Det er at sætte sin røv i klaskehøjde, at spille en mand, der har levet i virkeligheden og så endda en, der kommer fra Bornholm. Det er ikke den letteste opgave at få folk til at tro på, siger han.

En svær rolle
Det er seks år siden, at filmens instruktør Christoffer Boe spurgte Nicolas Bro, om han ville have rollen.
- Det var angstprovokerende, for fuck en stor opgave. Men de svære roller er også dem, man bliver gladest for, siger han.

Han udviklede en særlig forkærlighed for et 45 minutter langt ’Krydsild-program’ optaget i de sidste dage af valgkampen i 1973. Det bånd har han hørt igen og igen. Nogle dage 5-6 gange, andre dage i hvert fald 2 gange. Målet var præcist at indfange Glistrups dialekt af ‘Rønnefint’, det tætteste man kommer rigsdansk på Bornholm.

- Det program var min ‘holy grale’, siger han.
Lene Glistrup døde i sommer, men nåede at se den færdige film.

Køb BT lørdag og læs et stort interview med Nicolas Bro i BT Weekend, hvor han fortæller om:
 
• At blive far.
• At tro på én kærlighed.
• Sin kamp for bedre manerer.