Mascha Vang har god grund til at smile.

For den 43-årige influencer og tv-personlighed har gennem sine to virksomheder kunnet give sig selv en månedsløn på næsten en halv million kroner det seneste år.

Det bekræfter Mascha Vang overfor B.T.

»Nu er jeg jo ikke revisor, så jeg vil ikke gå i detaljer. Men jeg er ganske tilfreds med året,« fortæller hun.

Mascha Vang har da også kunne hive millioner hjem i 2022.

Det fremgår af de nye årsregnskaber for hendes to selskaber, som virksomhedsportalen Ownr har trukket for B.T.

I virksomheden Mascha Vang ApS, der dækker over ikke mindst hendes reklamesamarbejder som influencer, kan hun fremvise et overskud på mere end 1,3 millioner kroner.

Og omtrent samme grønne bundlinje finder man i hendes holdingselskab.

Mascha Vang er influencer og tv-personlighed, og det har hun tjent ganske godt på.
Mascha Vang er influencer og tv-personlighed, og det har hun tjent ganske godt på. Foto: Mathias Svold
Vis mere

Begge virksomheder kan derfor bryste sig af at have afsluttet 2022 omtrent en halv million kroner bedre end året forinden.

Scorer vild månedsløn

Mascha Vang har dog faktisk sparet godt 90.000 kroner i lønudbetalinger til sit influencervirke.

For hendes enkeltmandsvirksomhed har 'kun' udbetalt 730.000 kroner i løn i 2022, hvilket svarer til, at hun selv får en månedsløn på knap 61.000 kroner.

Men det stopper altså ikke der.

Mascha Vang har nemlig også kunne belønne sig selv med hele 4,1 millioner kroner i ekstraordinært udbytte gennem sit holdingselskab.

Samtidig har hun også kunne trække 800.000 kroner ud i udbytte i sin influencervirksomhed.

Dermed kan hun bryste sig af en ganske prangende månedsløn på mere end 469.000 kroner.

For Mascha Vang bekræfter overfor B.T., at de fornemme udbytter er udbetalt til hende selv.

»Både udbytte og ekstraordinært udbytte er til mig selv – hvem ellers næsten,« lyder det med et glimt i øjet.

Går imod revisorens råd

Men der har altså været god grund til at udbetale ekstra store summer til sig selv i det forgangne år.

»Det er ikke gået til sex, drugs and rock'n'roll det hele,« lyder det med et grin fra Mascha Vang.

Den Kolding-bosatte influencer har dog stadig modsat sig sin revisors råd.

Mascha Vang flyttede for fem år siden til Kolding med sin mand, piloten Troels Krohn Delhi, og deres sammenbragte familie.
Mascha Vang flyttede for fem år siden til Kolding med sin mand, piloten Troels Krohn Delhi, og deres sammenbragte familie. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

For tre år tilbage købte hun nemlig en lejlighed i København til sine mange smutture til hovedstadsområdet, som hun nu har kunne betale ud.

»Som tiderne og renterne har ændret sig, ville jeg hellere betale min lejlighed ud med et ekstraordinært udbytte, hvor den SKAT, jeg betaler, går til vores samfund, fremfor at betale høje renter til banken, når jeg nu alligevel havde dem stående,« forklarer Mascha Vang.

»Ikke den bedste økonomiske løsning for mig privat ifølge min revisor, men det er et valg, der er taget ud fra mit personlige værdisæt.«

Hvor kommer pengene fra?

Mascha Vangs gode regnskabsår skyldes særligt, at der har været flere aktiviteter og en større fortjeneste i hendes influencerforretning.

Samtidig har hun også har fået skrabet investeringsaktiver sammen for mere end 1,6 millioner kroner, som virksomheden nu ejer.

Og stadig forventer Mascha Vang, at den positive udvikling vil fortsætte i 2023, skriver hun i begge sine selskabers ledelsesberetninger.

Ikke mindst er egenkapitalen i hendes influencervirksomhed vokset med godt 865.000 kroner, så der nu står mere end 2,7 millioner kroner og luner på bankbogen.

Dog er egenkapitalen i holdingselskabet, hvor det store millionudbytte blev taget fra, svundet 2,9 millioner ind.

Nu er der så i underkanten af 8,5 millioner kroner tilbage at snolde for i selskabet.