Politikeren Søren Pind er træt af den megen snak om sin nye frisure. Derfor forklarer han nu en gang for alle, hvorfor han har ladet håret gro.

Det sker på hans profil på Facebook, hvor Pind forklarer, at hans hår er meget stridbart. Han har gennem flere år haft lyst til at få en ny frisure, men det tager tid at finde frem til det helt rigtige look, understreger han.

Som de fleste opmærksomme tv-seere sikkert har bemærket, har den farverige politiker gennem det seneste lille års tid ladet lokkerne gro.





Det nye hår har vakt så meget opmærksomhed, at Søren Pind efter eget udsag er blevet ringet op af journalister, som vil høre mere om årsagen til den tiltagende hårpragt.

Selv er han dog godt og grundig træt af al den snak om hans hår, men da gratisavisen Metroexpress bragte en artikel under overskriften 'Pinds vilde hår-transformation', fik folketingsmanden nok.

Han fløj til tasterne og skrev en lang opdatering på Facebook, hvor han en gang for alle forklarede, hvorfor han har fået ny frisure.

- Man tror, det er løgn. Gennem det sidste halve år har tv stationer, radio, og trykte medier ringet om det her, skriver han blandt andet.

- Har danske medier virkelig ikke andet at tage sig til? Nu siger jeg det en gang, så er det sagt, så gider jeg ikke høre på det pjat mere: Jeg har fra naturens hånd ubegribelig stridt hår (hvem sku nu ha troet det), og det tog 15 år at finde en frisør, der kunne klippe mig en frisure, jeg så havde i 15-20 år. Det er temmelig længe. Så nu vil jeg gerne have en ny. Det kræver lidt forskellige eksperimenter at få på plads. Så. Er alle glade nu? Og kan vi så komme videre. Tak, slutter Søren Pind sit indlæg på Facebook.