Benedikte Hansen er meget ligefrem.
Jo, i teorien vil hun da gerne lave et interview i anledning af premieren på stykket »Rødt og grønt« på Det Kongelige Teater. Hun kan bare ikke lige se, hvordan hun skal få tid til det her midt i prøveforløbets slutspurt, forklarer hun i telefonen med sin smukke og karakteristiske mørke stemme.
Hun udbeder sig betænkningstid. For hun finder det vanskeligt at beskæftige sig med andre ting end sin rolle i denne intensive fase. Og Benedikte Hansen vil kun stille op til et interview, hvis hun føler, at hun har noget at sige og kan samle sig om at være til stede. Hun gider ikke være sådan én, der hurtigt sender nogle bombastiske synspunkter af sted eller bevidstløst slår automatpiloten til.
En aftale kommer i stand. Benedikte Hansen er velforberedt. I garderoben i Skuespilhuset sætter hun sig til rette med adskillige ark papirer med noter og vand i et uprætentiøst plastikkrus af den hvide og rillede slags.
Emnet er lidt vanskeligt. Stykket »Rødt og grønt« kaster nemlig et kritisk blik på udviklingsbistanden og undersøger, hvad der sker med de mennesker, der bliver udsendt for at forbedre forholdene i den fattige del af verden.
Ifølge stykkets forfatter, Astrid Saalbach, er udviklingsbistanden en vestlig skinmanøvre, som dulmer vores dårlige samvittighed og korrumperer os moralsk. Benedikte Hansen er i tvivl om, hvad hun skal mene.
»Det er et helt vildt komplekst område. Der findes ikke nogle nemme svar. Efter at have læst en del om emnet kan jeg konstatere, at udviklingsbistanden ikke har haft en positiv effekt på modtagerlandenes bruttonationalprodukter. De er ikke blevet rigere i løbet af de sidste 40 år. Og så må man selvfølgelig spørge sig selv: Er det den rigtige måde at hjælpe på?« siger Benedikte Hansen og læser et citat af en kenyansk økonom op:
»Hvis Vesten standsede betalingerne, så ville den almindelige afrikaner ikke opdage det. Kun funktionærerne ville opdage det.«
»Det er da tankevækkende, ikke?« spørger Benedikte Hansen retorisk.
Benedikte Hansen tror, at vi i den rige del af verden bærer på en kollektiv skyldfølelse, som er nedarvet gennem generationer.
»Skyldfølelsen er blevet et grundvilkår for os, der lever på the sunny side. Vi har udnyttet de fattige lande og deres ressourcer - og er blevet rige af det. Vi vil gerne af med den skyldfølelse, men jeg tror faktisk også, at det er menneskets natur, at vi gerne vil hjælpe hinanden. Det er bare så forbandet svært at se, hvordan man kan hjælpe i forhold til udviklingslandene,« siger Benedikte Hansen.
Selv har hun haft et sponsorbarn gennem en nødhjælpsorganisation i en længere årrække. Men da de breve og tegninger, hun modtog fra barnet, ikke udviklede sig med årene, blev hun skeptisk.
»Jeg begyndte at tvivle på, at der virkelig var et barn i den anden ende, og i hvilke lommer havnede pengene så?«
Men selv om man ikke kan se, hvordan man kan mætte sultne afrikanere eller uddanne den næste generation i Bangladesh, så kan man begynde i sin egen virkelighed, når det kommer til næstekærlighed, mener skuespilleren.
»Jeg tror naivt på, at jo mere kærlighed, man giver, des mere kærlighed bliver der genereret. Jeg vil gerne dele ud af mit overskud, og på min egen lille private matrikel her i Danmark forsøger jeg at bidrage med det, jeg har,« siger Benedikte Hansen.
Jo ældre Benedikte Hansen er blevet, des klarere er det blevet for hende, hvilke evner og ressourcer hun har til at hjælpe andre mennesker.
»Jeg sætter ind i forhold til gamle mennesker og syge venner. Det er egentlig ikke noget, jeg har søgt. Det er bare blevet sådan. En del af årsagen er nok, at jeg ikke har min egen familie. Jeg har jo ikke nogen børn, så jeg har en form for følelses- og tidsmæssigt overskud, som jeg kan dele ud af, fordi jeg ikke placerer det i en familie. Jeg er ikke bange for syge og døende, og derfor er jeg er god til det,« siger Benedikte Hansen.
Tilfældet har villet, at der i skuespillerens omgangskreds gennem de sidste mange år har været enlige gamle eller syge venner, der har haft brug for hende.
»Jeg kan jo også godt se, at der kommer et tidspunkt, hvor jeg bliver gammel og ikke har nogen børn, der kommer og hjælper mig og for eksempel sørger for, at jeg kommer på plejehjem, når tid er. Det kan så være, at jeg i stedet har nogle venner, venners børn eller lignende, som vil hjælpe. I dag er det mig, der er en af vennernes børn. Jeg hjælper til og følger dem hele vejen til døden. Det er et hul, jeg kan udfylde, og det er meget berigende,« fortæller Benedikte Hansen, der blandt gamle mennesker har opdaget nogle utrolige ressourcer, som hun ikke anede fandtes.
»Jeg synes for eksempel, at det er fantastisk, når forestillingerne om, hvordan man skal opføre sig, stille og roligt falder fra hinanden. Når folk bliver ligeglade med normer og giver los. Gamle mennesker bliver ofte meget antiautoritære, og så bliver de meget mere sig selv. Der er så meget energi i det, og det er så ærligt.«
Også samvær med syge mennesker inspirerer Benedikte Hansen. Skuespilleren har blandt andet en god ven, som er meget syg og derfor ikke kan bevæge sig rundt i verden.
»Jeg synes, at det er vanvittig fascinerende, hvordan et menneskes kraft kan blive sublimeret til ånd, når fysikken svigter. Det er også med til at lære mig, at der kan være noget positivt ved en personlig katastrofe. Vi ønsker os jo alle sammen fred på en eller anden måde. Vi ønsker os koncentration og fordybelse, mens vi farer rundt som fluer i en flaske - inklusive mig selv. Det kan være magisk at være vidne til, at et menneske får samlet sin åndelige kraft og finder ro,« siger Benedikte Hansen, der hjælper hvor hun kan: »Men det er så sandelig også for at hjælpe mig selv.«
Hvordan rollerne som giver og modtager er fordelt, når man kigger på verdens magtbalance i fremtiden, ser Benedikte Hansen også som et åbent spørgsmål.
»Lige om lidt er det europæiske og amerikanske koloniherredømme ovre. Jeg tror, at magtbalancen kommer til at tippe fuldstændigt, og vi vil få en placering i bunden af hierarkiet, for vi er ved at blive løbet over ende,« gisner Benedikte Hansen, som tror, at vil få meget svært ved at vænne os til det scenarie:
»Det kommer til at tage generationer. Dybt i vores hjerter er vi et herrefolk. Vi tror selv på, at vi er fordomsfrie, men dybt i vores hjerter er vi hvide overherremænd. Når vi er ude at rejse, tager vi os selv i at føle, at vi er mere værd end andre mennesker,« siger Benedikte Hansen, som på helt lavpraktisk vis har erfaret, hvordan vi er gennemsyret af den følelse. Sammen med nogle kolleger vil hun gerne lave et filmprojekt med nogle kollegaer fra Tanzania.
»Projektet skulle være alt andet end en pædagogisk læreproces, hvor mennesker fra i-landene lærer mennesker fra u-landene noget. Vi skulle hver især komme med noget og lære af hinanden. Men når man søger penge til den slags, er det nærmest et krav, at der er tale om en pædagogisk læreproces, så nu må vi se, om det bliver til noget,« siger Benedikte Hansen, som mener, at vores forhold til ulandene kan beskrives med et enkelt ord:
»Arrogance.«
