Fredag blev Johanne Schmidt-Nielsen mor for anden gang. Hun deler den glade nyhed på Instagram, hvor hun også takker sine jordemødre, der hjalp den lille fyr til verden.
- Fredag nat kom lillebror endelig til verden. Tak til de dygtige jordemødre på Hvidovre, skriver Johanne Schmidt-Nielsen på instagram søndag.
Hun har de seneste uger vist billeder af forskellige bøger, hun har læst, men hun lettere utålmodigt har ventet på, at fødslen skulle gå i gang.
Noget tyder på, at den tidligere folketingspolitiker, der nu er generalsekretær i Red Barnet, er gået over tid. Da hun tilbage i januar fortalte om graviditeten, lød det således:
- Hvis alt går, som det skal, får Casper og jeg en lille dreng i starten af juni. Den samlede børneflok kommer dermed op på fire – vi glæder os.
Det er Johanne Schmidt-Nielsens andet barn. Sammen med sin kæreste Casper Hyldekvist fik hun i 2018 datteren Lily. Casper har desuden to børn fra et tidligere forhold.
Johanne Schmidt-Nielsen var frontfigur i Enhedslisten frem til maj 2016, hvor Pernille Skipper overtog den kasket. I 2019 forlod hun folketinget efter valget og blev siden generalsekretær i Red Barnet.
Den 37-årige ekspolitiker er i øvrigt den første generalsekretær i Red Barnets historie, der har været på barselsorlov.