28. maj: Johanne Schmidt-Nielsen

EU-STAFET: Det blev Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, der modtog Altingets EU-stafet. Læs her, hvad hun synes, der er EU's største succes, og hvorfor EU-samarbejdet ikke er et udtryk for international solidaritet.
Foto: Altinget/Julie C. Christensen
Morten Øyen

Derfor er vores socialistiske alternativ til dansk småstatsnationalisme naturligvis ikke en eurocentristisk stormagtsnationalisme. Verden er større end EU!

Johanne Schmidt-Nielsen
Politisk ordfører, Enhedslisten
Søren Winther-Nielsen har sendt EU-stafetten videre til Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen.

"Jeg vil gerne sende stafetten videre til Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten. Selvom jeg ikke stemmer på hende, synes jeg, hun er dygtig og velargumenterende. Så meget desto mere undrer det mig, at kæden i den grad hopper af for hendes parti i forhold til EU og overnationalt samarbejde i det hele taget.

Tag f.eks. den her: "Ligeledes går vi ind for ulydighed fra medlemslandene over for EU-systemets love og beslutninger, når disse forringer levevilkår, rettigheder, miljøet og demokratiet." Det lyder uskyldigt, men er i den virkelige verden en bundnaiv og brandfarlig tilgang til vor tids konflikter. Her må vi have et soleklart svar: Er det en tilgang til tingene, som Enhedslisten gerne ser den nye britiske PM, David Cameron, tage til sig? Man skal ikke have megen politisk-juridisk tæft for med et sådant værktøj i hænderne at skyde præcis de EU-regler i sænk, som man måtte ønske. Frit valg på alle hylder. Er det det, vi - centrum-venstre - ønsker?"

Johanne Schmidt-Nielsen er et af de yngste medlemmer af Folketinget. Hun har siddet i Folkeitnget for Enhedslisten siden valget i 2007. Johanne Schmidt-Nielsen har grundet sit partis størrelse mange ordførerskaber, herunder ordførerskabet som politisk ordfører.

Hvordan vil du definere din EU-holdning?

"Jeg opfatter EU som en del af problemet og ikke en del af løsningen, blandt andet, når det handler om at give de store banker og virksomheder et demokratisk modspil. EU har gjort virksomhedernes mulighed for at tjene penge på tværs af landegrænserne til sit vigtigste formål. Derfor forsøger EU at forhindre os i at forbyde farlige kemikalier. Derfor forsøger EU at forhindre os i at sætte en stopper for social dumping og underbetaling af udenlandsk arbejdskraft. Derfor er jeg modstander af EU."

Hvad ser du som EU's største fiasko?

"
Det er svært at svare på, hvad der er EU's største fiasko. Dem er der mange af. Men højt på listen ligger utvivlsomt EU's manglende evne til at samles om en ambitiøs målsætning på klimaområdet. Både i forhold til egne mål for CO2-reduktion, og når det handler om at betale af på vores klimagæld til de fattige lande. EU's nuværende klimamålsætning på 20 procents reduktion af CO2-udslippet i 2020 lever slet ikke op til 2 graders-målsætningen. Og klimagælden forsøger man at fuske sig ud af ved at bruge midler, der ellers skulle være brugt til almindelig ulandsbistand."

Hvad så med den største succes?

"EU's største succes er, at den interne grænsekontrol er blevet fjernet. Men ingen roser uden torne. I stedet ser vi, at muren omkring Fort Europa bliver højere og højere, og internt i EU ser vi mere og mere baglandskontrol, hvor folk bliver stoppet tilfældige steder og tvunget til at legitimere sig. Så succesen med de åbne grænser er stille og roligt ved at blive undermineret."

Hvordan harmonerer Enhedslistens grundsyn om international solidaritet med, at partiet ikke vil deltage i EU-projektet?

"
Enhedslisten står netop for international solidaritet. Derfor er vores socialistiske alternativ til dansk småstatsnationalisme naturligvis ikke en eurocentristisk stormagtsnationalisme. Verden er større end EU! Derudover arbejder Enhedslisten på at opbygge en solidaritet fra neden, hvor det er social retfærdighed, lige muligheder for alle og hensyn til miljøet, der står i centrum. EU-projektet handler om at varetage de store virksomheders interesser i at få de bedste muligheder for at tjene penge, også når det sker på bekostning af miljø og lønmodtagerrettigheder."

Er det ikke i Enhedslistens interesse, netop nu, hvor man i EU diskuterer international regulering af finansmarkedet, at arbejde for, at Danmark var helt med i det økonomiske samarbejde?

"
Den seneste udvikling i eurolandene understreger, at det stadig er klogt, at vi holder os ude af euroen. EU har ikke taget initiativer, der kan forhindre finansmarkederne i at smadre økonomien i det ene land efter det andet. EU forsøger i stedet at løse EU-landenes økonomiske problemer ved at kræve nedskæringer og forringelser. Vores opgave er på den ene side at presse den danske regering til at indføre en så vidtgående regulering som muligt, også når det er i modstrid med EU's liberalistiske regler. Og på den anden side at arbejde for en international kontrol med kapitalmarkederne, f.eks. gennem en Tobin-skat."

EU har netop vedtaget en såkaldt redningspakke på baggrund af krisen i Grækenland. Hvilke konsekvenser mener du, dette indgreb kan have for EU-samarbejdet fremover?

"
Der er reelt tale om en redningspakke for de tyske og franske banker, som har spekuleret i græske statsobligationer. Grækenland fastholdes i en gældsfælde, samtidig med at landet tvinges til omfattende forringelser i almindelige menneskers levevilkår. Euroen står over for opløsning, med mindre at der sker en voldsom centralisering af eurolandenes økonomiske politik. Konsekvensen bliver, at finansloven skal godkendes i EU, før at Folketinget får lov at stå for den formelle godkendelse. Godt, at vi står uden for euroen, så vi stadig kan bestemme en smule selv."

Hvad er, ifølge dig, det mest interessante, der sker i EU netop nu? Er der noget på EU-dagsordenen, du følger særligt med i?

"
Det mest interessante, her og nu, er de meget omfattende folkelige protester, der foregår netop nu, mod de nedskæringer og forringelser, som EU dikterer i alle EU's lande. Hvis dette kan udvikle sig til en bred bevægelse, der kræver et opgør med bankerne og deres magt for at sikre en socialt og miljømæssigt bæredygtig udvikling i Europa, så vil vi stå i en meget bedre situation, end vi står i nu."

Følg med i Altingets EU-stafet næste fredag, og se, hvem der modtager stafetten fra Johanne Schmidt-Nielsen.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Johanne Schmidt-Nielsen

Generalsekretær, Red Barnet, forperson, Verdens Bedste Nyheder
ba.scient.soc. (Roskilde Uni 2007)

0:000:00