Nekrolog: partistifter Mogens Glistrup, 82 år

Af Rasmus Nielsen
Redaktør, Altinget.dk

Med partistifter, advokat Mogens Glistrups død i aftes, 82 år gammel, kan regnebrættet gøres op for en af de store politiske profiler i efterkrigstidens Danmark.

Mogens Glistrups Fremskridtspartiet blev de mange borgerlige stemmer, der ikke arbejdede. Mon indkomstskatten havde været så høj i dag, hvis ikke skattenægterpartiet med Glistrup i front overspillede sine kort?

Allerede i 40erne på det historiske elite-kollegium i det gamle København, Regensen, lagde vennerne, bl.a. den senere rejsekonge Simon Spies, mærke til den velbegavede jurastuderende fra Bornholm. Han kunne feste og snakke sin charme ind i pigerne - og stå op næste morgen og boge den til UG. Men det kom som et chok for de fleste af de gamle venner, da "Mokke" en menneskealder senere rablende sammenlignede skatteundragere med krigens danske modstandsmænd (jernbanesabotører). På den tid, hvor den nye "up front-skat" i form af indkomstligning endnu før arbejderen havde set frugten af sin indsats, var en forudsætning for Krags og Anker Jørgensens udvikling af Danmark som velfærdsland, var koblingen helt uspiselig.

Hans mange mandater var altså i bund og grund borgerlige stemmer, der ikke arbejdede. Danmark blev slet ret og ret mere socialdemokratisk, så længe Glistrup sad i Folketinget.

Rasmus Nielsen
Redaktør, Altinget.dk

Glistrup placerede sit parti helt ude til højre. Så langt til højre, at ingen turde regne med hans mange mandater. Allerede i 1973 skabte han jordskælv på dansk jord ved at sende sin liste Z i Folketinget med 28 mandater. Der var taget markedsandele fra alle de gamle partier. Og Venstre-høvdingen Hartling måtte snart aflyse sin nye regering hos dronningen, fordi han ikke turde regne med Glistrup. Tøsedreng, kalder de den dag i dag deres gamle partiformand i Venstre. Men det var Glistrup, der skrev historien, der blev væk.

Hvorfor endte Fremskridtspartiet på en hylde for gamle udgaver af Folketingstidende? Fordi han gik over stregen. Det var jo ikke realistisk at afskaffe forsvaret med en telefonsvarer, der på flere sprog - først og sidst russisk - sagde: - Vi overgiver os. Det var jo ikke realistisk at sænke skatten til kroner og ører. Det var slet ikke realistisk, eller ordentligt, på racistisk, grundlovsstridig vis at kræve alle muhammederen "hjemsendt". Et retssamfund udviser ikke dets statsborgere i flæng. Eller enkeltvis, for den sags skyld. Var det ironi? Noget af det havde måske en snert. Men "folk forstår ikke ironi".

Desuden omgav stjernebegavelsen sig med politiske novicer og personlige middelmådigheder, der ikke kunne bære fanen med det smilende Z, når partiføreren sov et par timer. Stemmeslugeren Kirsten Jacobsen var karismatisk og køn, men enkeltsagspolitiker og ikke driftssikker nok. Helge Dohrmann var folkelig, men ikke kløgtig nok. Løkkes senere banemand Uffe Thorndahl var så pæn og konservativ, at han ingen forskel gjorde. Unge Kim Behnke havde undtagelsesvist i Frp.-gruppen begavelse med hjemmefra, men han kunne ikke sælge blyanter ved valgstederne. Kresten Poulsgaard - ja,  han var forløberen for Jacob Haugaard.

Der var to navne, der kunne havde bragt Mogens Glistrups partistiftelse videre forbi hans egen tid. Kunne have udødeliggjort hans værk mindst en generation mere end nu. En køn, lidt anonym og mopset hjemmehjælper fra landsiden af Gentofte skrev allerede først i 80erne i partiavisen Fremskridt imod muslimsk indvandring og voluminøst moskébyggeri. Pia Kjærsgaard forstod dog, ligesom den unge strateg og finansbegavelse Kristian Thulesen Dahl, at den skøre, utilregnelige og selvhævdende Mogens Glistrup stod i vejen for deres egne, store karrieredrømme på Christiansborg. Derfor måtte de gå selv i 1995. Fra den dag skrev de, og ikke Glistrup, på brokker til samtidsshistorien.

Glistrup var et særdeles sammensat menneske. Velbegavet, flittig og humoristisk som få, selvoptaget - men også opmærksom over for andre. Når hans liv blev så langt, længere end gennemsnitsdanskerens, må hans hustru, studiekæresten Lene Glistrup, der bragte budskabet om hans død, fremhæves for sit afgørende bidrag. De to var uadskillelige, hendes solidaritet over for mandens særheder legendarisk. Smukt at skue. Slet og ret. For sådan var The Glistrups også.

Skulle han have siddet fast i sin trapez over svømmepølen i den villa-velstand, hans sagførervirksomhed havde tilsmilet ham? Skulle ham - som andre - stilfærdigt have frydet sig over at indgive, og ikke at foragte: få accepteret, nulskatte-billetter af papirnusserne på rådhuset? Skulle han have holdt sin kæft og være sluppet for fængsel, offentlig ydmygelse og endnu tungere rande under øjnene?

Nej, det skulle han ikke. Et folkestyre må være præget af en grundliberal åbenhed over for anderledes tænkende. Derfor kunne alle vi, der var uenige med Glistrup, ikke undvære hans bornholmske stemme af nationalt tilsnit helt fremme i to-tre årtiers politik. 

De sidste år på Christiansborg kunne han virke som en tragisk skikkelse, som han slæbte sig rundt dér med sin lægevagt-tunge taske, fyldt med Muhammedaner-papirer, han skulle hjem og "ransage" i det parcelhus, partikammerater havde udstyret den ruinerede, tidligere erhvervssagfører med. Men Folketingets fedtmule var ingen græsk tragedie i egne øjne. Udadtil, og givetvis også i eget selvbedrag, troede han øjensynligt til det sidste på, at skatteunddragelse var heltemodigt som modstandskampen, og at alle muhammedanere skulle smides ud af landet.

Behandlede samfundet, "systemet", ham ordentligt? Han var dediceret en fare for magt-parnasset, ikke bare Socialdemokratiet og de mange offentligt ansatte, han gerne så fyret med stemplet "partinusser" på gråt papir. Også de borgerlige partier, han huggede mandater fra, og landbruget, rederierne, værnene ... alle etablerde magtbaser kom i stiv kuling, når Glistrup blæste til kamp.

Dommerne satte ham i fængsel - belejligt for gammel-partierne, som han døbte S-R-V-K. Langvarigt fængsel. Han var passiviseret i nogle afgørende år for hans jævnalderende politiker-kolleger, og da han kom ud, var han om ikke knækket, så dog ikke så farlig som før. Formentligt blev han dømt efter retssamfundets ordentlige foreskrifter, men man må i samme åndedrag tilføje, at det bekom dommerne og den politiske elite det særdeles vel, at den skæve advokat, der råbte op i alle verdenshjørner, kom bag tremmer.

Når historiebøgerne over de sidste 50 års Danmarkshistorie nu eller senere skrives, og der i en kort udgave kun bliver plads til tre navne, hvem skal så med? Skal Glistrups? Nej, trods alt ikke, for hans mange mandater var altså i bund og grund borgerlige stemmer, der ikke arbejdede. Danmark blev slet ret og ret mere socialdemokratisk, så længe Glistrup sad i Folketinget. Han var nærmest Anker Jørgensens (S) livsforsikring. Pladsen indtages af Glistrups arvtager, Dansk Folkepartis stifter Pia Kjærsgaard, der er den profil i det herskende VKO-flertal, der i tre valgperioder har fået mest af sin politik igennem. Hadet til udlændinge i almindelighed og muslimer i særdeleshed var de to fælles om. Modstanden mod EU ligeså. Skattenægterlinjen delte de to - og først og sidst er de to modsætninger, når det gælder indflydelsen på Danmarkshistorien.

Men nytænkende, sprogfornyende, provokerende, frastødende - og sjovt - var det med Glistrup. Ham glemmer vi ikke.  Han huskes i blandt de danske sjæle, men vil nok ikke være fin og resultatskabende nok til den officielle historieskrivning. Om han nu er i himlen eller helvedet melder historien ikke. Men også hos bestyrerne dér har Glistrup under alle omstændigheder udødeliggjort sig.