Prins Joachim til Prinsesse Marie: ”Du har reddet mit liv!”

Ansigtet hang, han vrøvlede, og han var usammenhængende. Selv kunne han ikke mærke noget, der var anderledes.

Prins Joachim blev i sommeren 2020 ramt af en blodprop i hjernen, og på kort tid blev en ellers solrig og afslappende ferie i det franske ændret til et mareridt – og tæt på en tragedie.

Det fortæller Deres Kongelige Højheder, Prins Joachim og Prinsesse Marie, i et interview med Hjernesagens medlemsblad, hvor de for første gang taler ud om det dramatiske forløb.

”Jeg var bange for, at vi ville miste ham som person. Hans fysiske lammelse bekymrede mig meget mindre, og det, der var vigtigt, var at redde hans hjerne. Hans evne til at tale og tænke,” fortæller Prinsesse Marie om forløbet.

For selvom Prinsen i dag er tilbage til hverdagen uden varige mén, var han med blodproppen ikke langt fra for evigt at være fængslet til en hospitalsseng.

Billedet, Prinsessen aldrig glemmer

Prinseparret nød sammen med deres fælles børn sommerferien i det franske og var inviteret til selskab hos Prinsens kusine. Alt virkede normalt, indtil den ellers velformulerede Prins pludseligt begyndte at vrøvle på en meget usædvanlig måde, og den ene side af hans ansigt begyndte at hænge.

”Jeg vidste med det samme, at der var noget alvorlig galt med hans hjerne. Jeg kunne se hans ansigtslammelse, det var – det var meget, meget forfærdeligt. Det er billeder, som for altid er i mit hoved,” fortæller Prinsessen.

Prinsessen tog straks affære og fik sammen med dagens værtinde ringet efter en ambulance. Men selvom det for Prinsessen var tydeligt, at der var noget galt, havde Prinsen ikke på samme måde en oplevelse af, hvor hårdt han var ramt.

”Det påfaldende er, at jeg kan huske alt. Jeg har ingen smerter, og jeg har ingen blackouts. Jeg kan huske, at jeg hører redningsbilen komme, de kommer op til mig, jeg bliver lagt på båre og spændt fast. De lægger måleinstrumenter og drop og taler hele tiden med mig. Vi kører med fuld fart ind til Cahors, og den tur kender jeg som min egen bukselomme, så mens jeg ligger der, ved jeg lige nøjagtig, hvilken rute vi kører,” forklarer prins Joachim til Hjernesagen.

Men herfra døsede Prinsen hen, og Prinsessen kunne bekymret følge med fra sidelinjen i et hektisk hospitalsskift, flere indlæggelser og operationer.

Læs også: Ærlige Alexandra om Joachims blodprop: ”Hvordan i alverden siger jeg det til drengene?”

Tæt på tragedie

Blodproppen, der havde sat sig lige efter halspulsårens første forgrening, var tre millimeter i diameter og 13 millimeter lang. Med den størrelse havde den lukket for omkring halvdelen af blodtilførslen til hjernen.

”Det var SÅ tæt på en tragedie, som kunne have ændret vores liv for evigt. Vi er meget taknemmelige for at være sammen i dag og kunne snakke med jer om det. Jeg er så taknemmelig for, at han kan smile og genkende mig,” siger prinsesse Marie til medlemsbladet.

”Hvis det var gået galt, så havde de (familien red.) fået en patient hjem på en båre – eller i værste fald skulle de for evigt tage på hospitalet for at besøge deres far, ikke sandt? Det held, den lykkelige omstændighed, at jeg stadig kunne holde om dem, røre ved dem – vise dem, at jeg var tilbage…” fortsætter Prins Joachim.

”Du har reddet mit liv”

Efter en vellykket operation og fem dage på intensivafdelingen kunne Prinsen komme retur til familien.

Det er nu efterhånden lidt mere end et halvt år siden, og Prins Joachim kan nu se tilbage på den svære tid.

”Som Marie siger, kan jeg ikke huske den første gang, hun er inde hos mig. Men da jeg vågner ved middagstid næste dag, står Marie lige ved siden af – det kan jeg huske. Det var et meget specielt øjeblik, for selvom jeg ikke helt havde forstået, hvad der var fat, så var jeg godt klar over, at jeg havde bevæget mig på en knivsæg. Det første jeg sagde til hende, var ”Du har reddet mit liv!” Jeg var ufatteligt heldig.”

I den forbindelse understreger han også, hvor vigtigt det er at lytte til sin krop og reagere på dens faresignaler.

”Man skal ALDRIG tro, at det bare går over. Man må simpelthen ikke tro, at det bare er et ildebefindende. Hvis man selv er i stand til det, så ring 1-1-2 eller kald på hjælp på en eller anden måde. Lad være med at tænke, at det kan rystes af eller soves væk. Man skylder sig selv og så sandelig også sine pårørende at tage det alvorligt.”