Ditte Hansen: "Nu siger jeg det højt i et interview, og så håber jeg, at jeg husker det næste gang, jeg er syg"

Men det er lige, som det skal være, “for vi kan godt lide at se noget, hvor folk ikke er så færdige i deres holdninger. Vi gider ikke at blive belært. Vi vil hellere se et menneske, som selv kæmper”.

Og Ditte Hansen kommer helt bogstaveligt i klemme, når plastikkirurgerne niver i hendes slappe hud, og da hun tømmer sit klædeskab for pinlige fejlkøb, og i det hele taget tør stille dumme spørgsmål og udstille sin tvivl.

Med kun knap 4 gange 30 minutter til at pege både indad og udad er speedsnakkeren og meningsmodige Ditte Hansen slet ikke færdig med at lægge planer.

Listen over emner, hun og hendes redaktion gerne vil lægge arm med, er lang og indeholder blandt andet trafikvrede og prostitution.

Så mens vi venter på flere planer fra Ditte Hansen, så har Magasinet Liv talt med hende om ... planer.

Hvad lægger du i ordet plan?

“Der ligger helt klart en fornemmelse af arbejde. Det er noget gennemtænkt. Noget overvejet. Noget højre hjernehalvdel. Så på den måde lidt hårdt. Og målrettet i modsætning til det planløse, som er mere flydende.

Det sidste har jeg brug for som kontrast. Faktisk er der for lidt af det i mit liv. Det planløse er en feriedag, hvor jeg glemmer, hvilken dag det er, og hvor jeg ikke ved, hvad jeg skal,” siger Ditte Hansen.

Er du et menneske, der lægger planer?

“Det er jeg tvunget til at være, fordi hele mit arbejdsliv er bygget på projektansættelser.

Nu har jeg så også min egen virksomhed med Louise (Mieritz, red.), hvor vi skaber film og tv. Men det er også ét projekt ad gangen.

Serien 'Dansegarderoben' tog os fem år. Når jeg laver noget for DR, kan det vare fire måneder. Hvis mit liv skal hænge sammen, er det afhængigt af virkeligt meget planlægning.”

Hvad var din plan som barn?

“Når jeg læser mine dagbøger og venindebøger, så har der stået både journalist – og diplomat, da jeg fandt ud af, hvad det var. Politiker står der også, så det var noget med at undersøge noget og ville mene noget og fylde noget.

Skuespiller har der stået, fra jeg begyndte at have drama i skolen i 7.-8. klasse. Der tror jeg, planen begynder.

Først i gymnasiet får jeg at vide, at der er noget, der hedder teaterskoler. Og min dramalærer siger, at sådan en skal jeg søge ind på.

Der bliver planen meget målrettet, og jeg begynder at gå til sang og drama og improvisation. Jeg søger ind på Skuespillerskolen i 1991 og kommer ind året efter,” fortæller Ditte Hansen.

Var der en plan B?

“Nej. Jeg kan huske, min mor spurgte, om ikke jeg kunne læse til tandtekniker for at have noget at falde tilbage på. Og jeg havde det, som om det var det dårligste råd, nogen nogensinde havde givet mig.

Det er det dårligste råd, jeg ikke har fulgt.

Jeg tror ikke på plan B. Jeg har en tro på, at jeg altid kan finde på noget andet, hvis det bliver nødvendigt.”

Var du et planlagt barn?

“Det påstod mine forældre. Men jeg er jo lidt i tvivl. Jeg blev født i 1970, min mor var 19 år og gik i 3.g. Min far var 20 år.

Måske har de bare været sindssygt søde og ikke villet fortælle mig sandheden. Men, altså, de var gift, da hun blev gravid. Det skulle man være dengang for at få en lejlighed. De var gift, og de elskede hinanden.

Min mor var adopteret, så jeg tror egentlig, der var et kæmpe ønske om at danne sin egen familie. Det ved jeg, der var. De fik min søster allerede tre år efter. Men en del af mig har da tænkt, at det var godt, jeg blev født før den fri abort.”

Har du prøvet at være en del af andres planer, som ikke lige var din plan?

“Arbejdsmæssigt har jeg, masser af gange.

Jeg lavede Cirkusrevyen fra 2006 til 2013 og havde indtryk af, og det har Lisbet (Dahl, red.) også sagt, at de gerne ville beholde mig. Og jeg elskede det jo, men jeg kunne også mærke, jeg skulle noget andet.

Jeg havde lært det, jeg skulle, og det begyndte at blive reproduktivt for mig. Der var noget andet, der ventede, noget farligere og noget sværere, men det er svært at gå fra noget, der fungerer.

Jeg er ikke en rendemaske, og hvis man kan sige det, så er jeg en slags arbejds-monogam. Men jeg kan også godt lide, at ting forandrer sig. Jeg kan godt lide nye udfordringer. Og jeg tror ikke, jeg vil være supergod til at være fastansat.”

Hvornår har du eller dit liv afveget fra planen?

“Min far var økonom og min mor skoleleder, så det lå i hvert fald ikke i mit udgangspunkt, at jeg skulle i underholdningsbranchen.

For min mor var det ikke spørgsmålet, om jeg skulle i gymnasiet, men hvornår. Så der var en plan for mig om, at jeg skulle være boglig. Og sikkert også, at jeg skulle have gået på universitetet, som min søster gjorde.

Jeg tror, de har været lidt bekymrede, fordi mit valg føltes og var usikkert. Der er sindssygt meget arbejdsløshed og ikke nogen garanti for indtjening i mit fag.”

Hvad er dine planer drevet af?

“At noget ser spændende ud. At jeg forelsker mig i et eller andet, som jeg bliver nødt til at forfølge.

Med Louise var det et sats: ‘Vi skriver det her, vi ved ikke, om det bliver til noget’. Det føles lidt som at gamble. Kan jeg det her? Kan vi det her? Ja, shit, det kunne vi.

Jeg har altid et ‘vi’. I revyer, i 'Ditte og Louise' og i vores podcast 'Mens vi strikker', men også i 'Ditte har en plan'.

Og inde i materien af det hele lever et ønske om, at jeg gerne vil gøre verden til et lidt bedre sted. Bare afsætte mit lille, lille aftryk på, at noget bliver lidt bedre.

Og så er det meste også drevet af, at: Fuck, det er sjovt det her. Men indholdet er stadig oftest drevet af indignation.”

Er du modig?

“Min første chef på Odense Teater, Poul Holm Joensen, sagde engang, at jeg har dødsforagt ...

Jeg så engang en illustration af, hvordan man forholder sig til et bjerg foran en. Er du sådan, uuhh, der er langt op, eller, aaah, det bliver fedt, når det går ned? Og der er jeg bare sådan: Næste bjerg!

Faren er, at jeg måske ikke altid lige nyder udsigten på toppen, for jeg har helt klart sådan et næste bjerg-drive.”

Jeg kan mærke, at jeg misunder dig din energi. Har du en energiplan?

“Det er rigtigt, jeg har en vild energi. En sindssyg energi faktisk, indtil jeg ikke har det mere, og så skal jeg sove.

Jeg er ikke hende, der er til fest hele natten. Jeg er mere Askepot klokken tolv. Så skal jeg skal hjem i min seng. Og jeg skal sove mange timer. Men i løbet af dagen kan jeg nå mange ting.”

Er der planer, der er gået i vasken?

“Det var en kæmpe sorg, da DR droppede at lave tredje sæson af 'Ditte og Louise'. Men så sadlede vi om og lavede filmen i stedet.

Jeg tænker altid, at modstand ender med at blive en gave. Fordi det gør, at du skal skærpe dig og gøre noget bedre. Men lige i øjeblikket var det, synes jeg helt objektivt, en forkert beslutning.

Filmen blev også stoppet på Filminstituttet, så vi måtte gå et andet sted hen. Hver gang har det været kærestesorgsagtigt. Så meget kærlighed er der jo i de ting.

Men det er så gaven i, at Louise og jeg er et makkerpar. For hver gang kigger vi på hinanden og siger: ‘De kan jo ikke tage fra os, at vi mødes igen på mandag klokken 9 og fortsætter’. Så det er ligesom kernen.

Om andre så tror på os eller ej, så bliver vi ved med at tro på det.

Vi havde i flere år set Zulu Awards og tænkt, hvor fanden er kvinderne på den scene, og vi havde givet hinanden håndslag på, at hvis de nogensinde spurgte os, så ville vi blive nødt til at sige ja.

Og så spurgte de os endelig, men sagde, at det var på et afbud. At vi var med på et afbud. Men det giver jo energi. Men det er da alligevel vildt, at det skal være på et afbud. Men modstand er jo også god benzin på motoren.”

Hvad er den optimale planløsning for dig, når det gælder dit arbejdsliv?

“Samarbejder! Det, der fastholder mig, er hvem og ikke så meget hvad eller hvor.

Jeg laver 'Mens vi strikker', fordi jeg elsker at være sammen med Trine og Christiane. Og jeg vil gerne lave 'Ditte har en plan', fordi nu elsker jeg min manusforfatter og min redaktør.

Og jeg glæder mig til at komme på arbejde med Louise hver dag. Så leger vi den der magiske leg, hvor vi i hvert fald nogle gange glemmer tid og sted, og pludselig er der gået otte timer, hvor vi har snakket om mennesker, der ikke eksisterer, og steder, der ikke findes.”

Hvad lægger du ikke planer for?

“Mit arbejdsliv og dermed også økonomi og tid har jo et kæmpe element af usikkerhed og foranderlighed, og det er nok noget af forklaringen på, at jeg så til gengæld og heldigvis har været sammen med den samme mand i 30 år og har venner, jeg har kendt altid.

Jeg har nogle lange stræk i det private, som er meget stabile, og som jeg slet ikke har lyst til at udfordre. Det vil stresse mig, hvis mit privatliv ikke er godt og kærligt og varmt, for så kan jeg ingenting.

Men jeg kan jo ikke bestemme over andre, og det er nok kommet lidt bag på mig, hvor stor en forskel det har gjort for os som par, at børnene er flyttet hjemmefra.

Der er ikke nogen, der venter på os, og vi behøver ikke komme hjem og lave aftensmad. Så nu tager vi et ryk, hvor vi bare arbejder, og det er megafedt at få og give plads til.

Det er ikke noget, vi har aftalt, så det er bare heldigt, at det er blevet synkront. For ellers kunne den ene sidde og savne den anden, men vi har jo stadig masser af tid til hinanden,” siger Ditte Hansen.

Hvad synes du er et decideret skråplan?

“Når vi ikke passer på hinanden. Når vi ikke kommunikerer ordentligt og ikke prøver at være i sync. Når vi ikke er hinanden nære, og her taler jeg især i arbejdssituationer, hvor vi jo ikke altid selv sætter vores hold.

Ordentlighed er vigtigt! I alle relationer. Så det er et skråplan, når vi lader det skride.

Jeg tror ikke på at være i sammenhænge, hvor man føler sig undertrykt eller modarbejdet eller gjort mindre, end man er. Heller ikke i et parforhold. Er du et sted, hvor nogen ikke behandler dig ordentligt, så kom væk! Du fortjener bedre på alle måder. Så risikér at være alene eller være arbejdsløs.

Jeg kan 100 procent mærke, om jeg har det godt med andre mennesker. Det siger min mave mig. Og ellers så tager jeg den. Taler om det.

Konflikter er uundgåelige. Det, der betyder noget, er, hvordan vi tackler dem. Altså om der er vilje til refleksion og til forandring, for så er der også håb, og vi kan blive klogere sammen.

I alle de gode relationer, jeg er i, har der helt naturligt været masser af konflikter, som har skullet tages. Selvfølgelig i mit parforhold gennem 30 år, men også med Louise. Masser af steder, hvor jeg skal forstå, at vi er forskellige. Og huske at holde af, at vi er netop det,” siger Ditte Hansen.

Kan planer også være til for at blive droppet?

“Det er næsten et arbejdsvilkår for mig i opgaver, hvor tid og penge og andre mennesker har stor indflydelse. Hvor forandring faktisk bare er en del af gamet.

‘Writing is rewriting’, siger vi, Louise og jeg. Når vi skriver et manuskript, så skriver vi det igennem 10 gange. Det er et trin på vejen, at vi skal skrive noget dårligt, før vi skriver noget godt. Stinkefasen kalder vi den, og den er vi blevet meget bedre til at omfavne.”

Vi er ved at være gennem planen, men kan ikke komme uden om Egon Olsen. Han har også mange planer, men det går ikke skidegodt for ham ...

“Nej, og Dittes plan er heller ikke altid en særligt god plan. Eller en plan, der nødvendigvis lykkes.

Det er et bud. Det skal ikke være et facit. Bare seerne kommer tættere på, hvad de selv synes undervejs. Det er ikke min plan at fortælle nogen, hvad de skal synes.

Jeg kan godt lide, hvis man kommer et sted hen, hvor man kan være mere sårbar, mere åben og rummelig. Humor er et godt værktøj til det. Det meste komik er drevet af indignation. Det at pege på det, der er forkert, enten i samfundet eller inde i os selv. Udstille det.

Men også møde det. Og det gør du, hvis du deltager i det ganske almindelige borgerliv, tager del i dit barns skole eller i din boligforening, for så kan du ikke undgå at møde mennesker, som slet ikke er som dig. Og hvis du nu giver dem en chance og stempler ind i et fællesskab, som jeg for eksempel gør i vores lille landsby her i Sydhavnen, så er det både spændende og dejligt og besværligt. Og det kræver, at vi kan være uenige på en ordentlig måde.

Det prøver jeg at være både privat og i mit arbejde. Jeg ikke har lyst til at lave flere afgrunde. Jeg har lyst til, at vi skal være bedre til at være uenige. Jeg har lyst til at forstå det modsatte synspunkt.

Vi moderne mennesker navigerer ofte i setups, der giver os ret hele tiden. Om det så er algoritmer eller mennesker, der ligner os og giver os ret. Der er mindre og mindre, der udfordrer vores udsyn, fordi vi har færre og færre fælles referencer. Jeg vil gerne udfordre mit eget udsyn. Og jeg vil gerne tage fejl. Jeg vil gerne tro på det bedste argument.

Det synes jeg også hører til at blive ældre. Mine børn udfordrer mig nu. Mennesker, jeg er helt tæt, tæt på, og som jeg elsker, mener lige pludselig noget andet, end jeg mener. Og det gør, at jeg tænker, at kan jeg elske det. Så kan jeg potentielt elske alt.”

Artiklen har været bragt i Magasinet Liv.