Find ud af, hvilken type radiatorskjuler der passer til dit hjem og opnå det bedste resultat

Har du også set fidusen i at pakke din radiator ind i smuk forklædning, så må næste skridt være, at finde ud af hvilken stil, du vil gå efter, når du vælger din radiatorskjuler. Få overblikket her.

Radiatorskjuler
© Styling Julie Løwenstein, Foto Anitta Behrendt

Er en radiatorskjuler overhovedet en god idé?

Er du blevet vild med tanken om at give din radiator et ansigtsløft med en smuk skjuler, så er det nyttigt at kende til fordelene - og ulemperne - inden du træffer din endelig beslutning og måske kommer til næste skridt: at vælge hvilken slags radiatorskjuler, du skal have.

For og imod at bruge radiatorskjulere

➕ Radiatorskjulere får den nødvendige (men sjældent kønne) varmekilde til at glide mere ubesværet ind i omgivelserne.

➕ En radiatorskjuler kan blive en oplagt sted at udstille lidt nips eller stille en lampe.

➗ Hvis din radiatorskjuler ikke bliver lavet rigtigt, kan den ende med at holde varmen som gidsel. Hvis varmen ikke kan slippe ud vil termostaten vurdere, at der er varmt i lokalet og derfor stoppe med at varme.

Det skal du være opmærksom på, hvis du laver din egen radiatorskjuler uden hjælp fra professionelle

💡Undgå at lave en varmefælde ved at sikre et godt flow omkring din radiator. Der skal som minimum kunne komme luft ind nederst og varmen skal kunne komme ud øverst og gerne gennem huller eller riller i fronten.

💡Vær også opmærksom på at der skal være adgang til både termostat og ventil. Derfor skal fronten kunne fjernes uden brug af værktøj.

Hvilken type radiatorskjuler passer til dit hjem?"

Det er det allerførste spørgsmål, du skal stille dig selv, når du vil lave eller købe en radiatorskjuler.

Svaret er du den eneste, der kan give - det er dit hjem, din stil - men et godt sted at starte er at tage udgangspunkt i dit hjems arkitektoniske karakteristika. Det skaber helhed i udtrykket.

Radiatorskjuler i herskabelig stil

Bor du i et byggeri, der inkluderer stuk og måske endda høje paneler, kan dit rum sagtens matche en mere detaljeret radiatorskjuler med fyldninger og lister og perforeret metalplade eller fransk flet.

Radiatorskjuler med fyldninger
© Foto: Pernille Folcarelli // Styling: Sidsel Zachariassen
Radiatorskjuler herskabsstil
© Foto: Anitta Behrendt // Styling: Julie Løwenstein
Radiatorskjuler herskabsstil
© Foto: Anitta Behrendt // Styling: Julie Løwenstein

Enkel radiatorskjuler til parcelhus eller nybyg

Bor du fx i en bungalow, et parcelhus eller nybyg med lige linjer og ikke så meget lir, vil det være stilmæssigt i tråd med udtrykket at gå efter et “clean” og mere stramt design.

Her er lameller oplagt, men du kan også lave en skjuler med gitter, der alligevel fremstår enkel, som du kan se herunder.

Radiatorskjuler nybyg lameller
© Foto: Anitta Behrendt // Styling: Julie Løwenstein
Simpel enkel radiatorskjuler
© Foto: Anitta Behrendt // Styling: Sanja Alexandra Nielsen
Radiatorskjuler karnap
© Foto: Anitta Behrendt // Styling: Julie Løwenstein
Radiatorskjuler byg selv
© Foto: Anitta Behrendt // Styling: Rikke Graff Juel

Personlig radiatorskjuler

Du kan også sprænge rammerne fuldstændigt og lave dit helt eget design, som her, hvor en snedker har skåret initialet F ind i en ellers ret simpel radiatorskjuler-front - eller nedunder, hvor stylisten har lavet en radiatorskjuler ved at bore en masse forskellige huller i en MDF-plade med et kopbor (husk at være opmærksom på luftflowet og lav gerne en 2-3 cm bred sprække både øverst og nederst).

Anderledes radiatorskjuler
© Foto: Kira Brandt, Styling: Katrine Martensen-Larsen
Anderledes radiatorskjuler
© Sidsel Zachariassen

3 typer radiatorskjulere

Ser vi bort fra selve stilen på din kommende radiatorskjuler, findes der grundlæggende 3 forskellige måde at lave radiatorskjulere.

  1. I forlængelse af eller under en vindueskarm
  2. Omkring en radiator på væggen - eventuelt i et hjørne.
  3. Radiatorskjuler og reol i ét

Om det er nummer et eller to afgøres af placeringen, mens mulighed nummer 3 er op til dig.

Det kan fx være, du har to vinduer med radiatorer under, som du vil skjule og i den forbindelse bygger dine kommende radiatorskjulere sammen med et reol-element, som strækker sig langs hele væggen.

Eller du kan forlænge din radiatorskjuler med hylder, hvis der er et stykke mellem den og en døråbning eller et hjørne.

Radiatorskjuler indbygget reol
© Foto: Lea Jessen // Styling: Freya Asgersdatter
Radiatorskjuler indbygget reol
© Foto: Anitta Behrendt // Styling: Julie Løwenstein
Radiatorskjuler hylder
© Foto: P. Wessel // Styling: Mette Kirstine Brinch
Radiatorskjuler indbygget skab
© Foto: Anitta Behrendt // Styling: Julie Løwenstein

Når du har besluttet dig for stilen og typen, er du klar til at bestille eller bygge din radiatorskjuler.

Her finder du en guide til en simpel radiatorskjuler, du selv kan bygge.