Endelig i marts lyder fuglesangen igen efter en lang vinter. Også spætmejsen høres, men sang er der nu ikke tale om.
Som en af de første forårsbebudere sidder hannen i toppen af et løvtræ og udstøder blot et smældende ‘dy-dy-dy’ for at markere sit territorium.
Strengt taget er det ikke nødvendigt, for hele vinteren har spætmejseparret hidsigt forsvaret området mod artsfæller.
Spætmejsen indsnævrer indgangen med ler
Nu gælder det om at finde en bolig – meget gerne et gammelt spættehul. Desværre kan spætten jo også komme ind, og den tager både mejseæg og -unger.
Det problem løser spætmejsen simpelthen ved at mure indgangshullet til med ler, så det kun passer til den selv. De mindre mejser, der kigger ind, er jo netop mindre og bliver bare verfet ud.
Spætmejser er minimalister, hvad redemateriale angår – eller sikrer de sig blot mod ubudne gæster? Kun tynde stykker bark af nåletræ bliver anvendt i reden, og dermed har de irriterende lopper absolut ikke noget at lune sig i. Barkens duft og saft virker måske ligefrem afskrækkende.
