Nazisterne både elskede og hadede Edvard Munch

170 kunstforskerne og museumsfolk fra ti lande var for nylig samlet i Oslo for at høre om og diskutere Edvard Munch-forskning.

Aldrig før har så mange Munch-eksperter været i Norge samtidigt.

En række smagsprøver på international Munch-forskning blev præsenteret under konferencen. Temaerne spændte fra Edvard Munch (1863-1944) som litterær kunstner, til nazisternes vanskelige forhold til den norske maler.

Munch var den ”største germanske kunstner”

Tysklands nationalsocialister voksede sig stærke i 1930’erne. Samtidig fik de et stadig mere kompliceret forhold til moderne kunst.

Som nationalister var de på jagt efter germanske helteskikkelser, og det var her den kendte norske maler kunne have passet ind, hvis det ikke havde været for de motiver, han valgte, og hvordan han malede dem.

Under Oslo-konferencen forelæste kunstforsker Elizabeth Prelinger fra Georgetown University, USA, om nye perspektiver på nazisternes forhold til Munch.

Nazisternes propagandaminister Joseph Goebbels sendte selv et lykønskningstelegram til Edvard Munchs 75-års fødselsdag, hvor han hilste kunstneren selv som ”den største blandt repræsentanterne for germansk kunst.”

Goebbels’ forkærlighed for Munch skulle fortsætte i mange år efter nazisterne i 1933 indledte deres kampagne mod kunstretninger, som modernisme, konstruktivisme og dadaisme – kunst, som nazisterne mente, var påvirket af psykisk syge og andre degenererede mennesker.

Munch havnede på Entartete Kunst -udstilling om degenereret kunst

Edvard Munch var hverken jøde eller repræsentant for nogen anden minoritet, som skulle forfølges af nazisterne. Og han havde i årtierne før nazisternes magtovertagelse fået et nært forhold til Tyskland. Han var altså ikke nogen oplagt kandidat til kunstforfølgelse.

»Munch blev af nazister anset for at være en stor germansk kunstner. Men samtidig var han en repræsentant for den foragtede modernisme,« fortæller Elizabeth Prelinger.

Det var nazisternes store kunstudstilling i München sommeren 1937 – ”Entartete Kunst” (degenereret kunst) – som blev afgørende for Munch. Nazisterne udpegede en seks mand stærk kommission, som fik ti dage til at samle ”pervers og jødisk-påvirket” kunst til den omfattende udstilling. 32 tyske museer blev plyndret for indhold. Den tidligere naturalistmaler Adolf Hitler skal have haft visse meninger om, hvad der burde hentes ind.

Men det kan have været nok så tilfældigt, at også malerier af Munch blev hevet med blandt de 650 billeder, tryk, skulpturer og bøger, som dukkede op på ”Entartete Kunst”.

»Kunstnerne, som fik deres værker samlet ind i München, havde praktisk talt intet med hinanden at gøre, bortset fra, at de af en eller anden grund var faldt i nazisternes unåde,« konstaterer Elizabeth Prelinger.

Tidernes mest besøgte udstilling

Tre millioner besøgende fandt vejen til ”Entartete Kunst”. Udstillingen blev sat op i 11 byer i Tyskland og Østrig. Den dag i dag står dette som tidernes bedst besøgte udstilling af modernistisk og avantgardistisk kunst.

Blandt de i alt 82 værker af Edvard Munch, som blev taget af nazisterne fra offentlige samlinger i Tyskland, kender kunstforskere nu til, at flere billeder blev solgt og havnede hos samlere i Norge. Indtægterne gik til nazisterne.

Edvard Munchs kunst skal have hængt på væggen hjemme hos såvel propaganda- og ”kunstminister” Joseph Goebbels, som hos rigsmarskal Herman Göring. Og han var ikke den eneste germanske kunstner, som nazisterne fik et kompliceret forhold til. Her delte han skæbne med blandt andre den kendte tyske maler Emil Nolde.

Munch inviterer til forskning

»Edvard Munch er en kunster, som inviterer til forskning,« slår Mai Britt Guleng fast. Hun er kurator ved Nasjonalmuseet i Oslo og stod centralt i arbejdet med Munch-forskerkonferencen i Oslo.

»Et spørgsmål, som optager mange, som forsker i ham, er, hvorfor Munch først var inkluderet i modernismens kunsthistorie, for så senere at blive skrevet ud af den.«

Mai Britt Guleng mener, at noget af forklaringen ligger i, at Munch selv bidrog til at isolere sig ved primært at udstille i separatudstillinger og ved, at han var modvillig mod at sælge sin kunst.

De største samlinger med Munch-værker befinder sig desuden i Norge, og dermed lidt ude af øje for forfatterne af kunsthistoriske oversigtsværker.

»Hvordan vi betragter en kunstner som Edvard Munch, er heller ikke givet ét gang for alle. Det forandrer sig i takt med, hvordan både vi og vores samfund forandrer sig,« fremhæver Mai Britt Guleng.

Det litterære hos Munch

Den litterære Edvard Munch er også et tema, der optog flere under Oslo-konferencen.

I årene omkring 1. verdenskrig blev Munch kritiseret for netop at være ”for litterær”. På det seneste er dette fortællende hos Munch blevet noget, som optager mange kunsthistorikere.

Susan Fisher fra Yale University, USA, var en af hovedforedragsholderne under konferencen. Hun har i sine studier sammenlignet Edvard Munch og Pablo Picasso, deres forhold til litteratur og sprog, og hvordan de begge ville gøre det muligt for tilskuerne ”at læse” billederne lige så meget, som de så dem.

Susan Fisher mener, at nyere forskning i den skrivende Picasso, i høj grad overlapper med tilsvarende nyere forskning i Munch.

Mai Britt Guleng minder om, at Edvard Munch faktisk havde en større vennekreds af forfattere end af malere, og at han selv skrev både digte, taler og skuespil. Mai Britt Guleng ser en intim sammenhæng mellem tekst og billeder i Munchs kreative processer.

Ervard Munch malede syfilis og psykisk sygdom

Fra begyndelsen af 1890’erne viste Munch galskab og sygdom frem i sin kunst. Det bidrog stærkt til det rygte, som Munch havde i sin samtid.

I Paris i 1869 fik Munch adgang til psykiatriske sygehuse gennem psykiateren og symbolist-poeten Marcel Réja. Her observerede han selv mentalt syge og ofte også syfilis-ramte patienter.

Allison Morehead, forsker ved Queen’s University i Canada, har forsket i forholdet mellem Munch og samtidens psykiatri-avantgarde i Paris.

Allison Morehead mener, at Munch så på sine arbejder fra den tid som æstetisk avancerede arbejder, hvor han kunne eksperimentere med både psykologi og kunst. På den måde håbede Munch ikke bare at engagere kunstnere, men også datidens ledende psykiatere, mener Allison Morehead.

Det mest kendte maleri fra denne periode er ”Arv”, som viser en kvinde med et syfilissygt barn i skødet.

Billedet bygger på en religiøst ikonografisk billedverden – Maria og Jesusbarnet – som er genkendeligt for publikum, samtidig med at det er et svært profant motiv med syfilissyge mennesker. Mennesker som efter et stykke tid blev gale af sygdommen.

Munch kæmpede selv det meste af livet med ”nerver”, og han frygtede, at han skulle blive alvorlig psykisk syg. I 1908 lod han sig selv indlægge på en nerveklinik i København.

Munch blev bedst mod slutningen

Det har været almindeligt at se en todeling i Edvard Munchs kunstnerskab – før og efter 1909. En almindelig opfattelse har også været, at Munch lavede sine bedste billeder, som ”Skrig” og ”Madonna” i første del af karrieren.

»Her er der sket noget de seneste år,« fortæller Mai Britt Guleng.

»I dag mener mange kunsthistorikere tværtimod, at Munch bare blev en bedre og bedre maler. Noget af det bedste, han skabte med penslen og paletten, blev malet i årene lige før han døde i 1944,« siger Mai Britt Guleng.

© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson