Musik er et lille ord med mange betydninger

Hvad er musik?

Spørgsmålet lyder besnærende enkelt. Hvor svært kan det være at definere et fænomen, som vi alle kender og tager for givet?

Som med de fleste meget udbredte fænomener er der forskellige bud på sagen, alt efter hvem, hvor og hvornår vi spørger.

Er det for eksempel musik, når muezzinerne fra toppen af minareterne kalder muslimer til fredagsbøn? Ligesom når de kristne hører præstens messen som en form for sang – og er der ikke musik i al sang?

Men indenfor islamisk kultur er der tale om bøn, ikke om sang eller musik. Og hvad med kirkernes klokker, som har samme funktion som muezzinerne? Gør det en forskel, om der kun er én klokke, der ringer, eller om tre klokker er afstemt i forhold til hinanden med forskellige toner? Eller skal der et helt klokkespil til, før vi kan begynde at tale om musik?

‘Musikken i sig selv’

Slår vi op i et ældre musikleksikon for at finde et svar på spørgsmålet, vil fokus formentlig være på en universel bestemmelse af musik som en kombination af toner, det vil sige som rytmiske, melodiske og harmoniske mønstre.

Her er ‘musik’ lig med organiseret lyd, et klangspil, synonymt med det lidt bedagede ord ’tonekunst’, og dækker over en forestilling om et afgrænset og særskilt lyddomæne, som følger sine egne spilleregler. Vi taler om musikkens verden.

Denne definition af fænomenet kan vi spore helt tilbage til middelalderen, og den er fortsat meget udbredt, både i fagkredse og blandt almindelige mennesker.

Den er for eksempel på spil, når vi per automatik tænker på musik som lyden af instrumenter eller forestiller os ‘musikken i sig selv’. Som om fænomenet har en essens eller kerne, vi kan bestemme og derved uddestillere i sin reneste form som et selvberoende fænomen, adskilt fra resten af verden.

De fleste af os går fortsat ud fra denne tilgang, når vi forsøger at beskrive, hvad musik er.

En lydverden til forskel

Men forestillingen om musik som en ren og særegen klangverden står i dag ikke alene. Den er for længst blevet udfordret – for eksempel med spørgsmålet om, hvor grænserne går for, og hvilket lydmateriale der kan tælle som musik.

Den tyske komponist Ludwig van Beethoven forstod for eksempel ikke at skille skæg fra snot, hvorfor der ved premieren på hans 9. symfoni i 1824 ventede publikum en stor overraskelse.

I værkets sidste del blev orkestret pludseligt og helt uhørt i en symfoni afbrudt af en sangsolist med ordene:

»Oh, venner, ikke disse toner! Lad os hellere istemme noget mere behageligt og glædesfuldt«.

Resten af værket akkompagnerede instrumenterne så solister og kor i den tyske digter Friedrich Schillers tekst ‘Ode til glæden’ fra 1785.

Beethoven ændrede med et enkelt værk en hel genre normalt forbeholdt symfoniorkestrets instrumenter, hvilket musikhistorikere i dag betragter som et vigtigt moment i den klassiske musiks udvikling.

Hans 9. symfoni indtager derfor i dag også en hædersplads i denne genres repertoire.

Lyden af vores omverden er også musik

Beethovens grænseoverskridelse lyder måske ikke af meget sammenlignet med den amerikanske musikfilosof og komponist John Cages mindst lige så omdiskuterede værk ‘4’33’ fra 1952.

Titlen refererer til kompositionens varighed, 4 minutter og 33 sekunder, som på papiret ser ud til at være stort set alt, værket består af. Ikke en eneste node er at finde på de tomme partitursider. Værket er basalt set blot en tom skal, en tidsramme.

Med sit tavse værk havde Cage dog ikke til intention at fokusere på stilhed, men tværtimod på alle de baggrundslyde, der altid er til stede i vores omgivelser. Han inviterede dem så at sige indenfor i musikkens verden.

På den måde satte han basalt set lighedstegn mellem musik og lyd og gjorde op med musik som et særligt lyddomæne, som kun mennesker behersker. Lyden af vores omverden er også musik.

Naturen er en musical

Det er på sin vis samme pointe, der syv år senere kommer til udtryk i den amerikanske musical The Sound of Music.

Den østrigske novice Maria bliver fra et kloster sendt i huset hos kaptajn von Trapp og hans syv moderløse børn, hvor hun benytter sin passion for musik til at vinde både børnenes og mandens hjerte.

I åbningsscenen til den stadig meget populære filmversion fra 1965 med den engelske skuespiller Julie Andrews i hovedrollen står Maria på en bakketop i Alperne og bryder spontant ud i sang:

»The hills are alive with the sound of music«.

For hende er der musik i fuglenes vingeslag og kvidren, i bækkens rislen og i fjerne kirkeklokker båret af vinden. Kort sagt, naturen synger og river hende med.

Vi siger jo faktisk også, at fugle og hvaler synger, og at elefanter trompeterer.

Men at høre al lyd som musik er fortsat en udfordring, der giver masser af stof til eftertanke.

Musik er her, der og alle vegne

I stedet for at sætte musik op på en verdensfjern piedestal til ærbødig beundring kan vi også fokusere på, hvordan den konstant væver sig ud og ind af vores liv. Musik er her, der og alle vegne.

I det lys udspiller musik sig altid i konkrete sociale og kulturelle sammenhænge. Den er uløseligt bundet til vores gøren og laden, fordi den altid udspringer af os.

Hvad enten vi streamer, lytter, spiller, synger eller danser. Og hvad der definerer den er udelukkende, hvad vi gør den til og bruger den til i alle disse forskellige situationer.

Den newzealandske musikforsker Christopher Small hævder, at vi er så vant til at tænke musik som et selvstændigt fænomen, at vi overser, at der ikke er tale om en afgrænset genstand, men om en lang række forskelligartede aktiviteter.

Derfor mener han, at vi ville forstå musik bedre, hvis vi ikke brugte navneordet ‘musik’ til at benævne fænomenet, men udsagnsordet ‘at musikere’. Dette verbum definerer så alle de aktiviteter, vi kan finde på i forbindelse med musik.

Dermed gør Small det utænkeligt at tænke på musik uden samtidig at tænke på mennesker. Vi vil gå fra at forestille os musik som en særegen klangverden til at tænke på musik som fysiske og mentale aktiviteter forbundet med konkrete mennesker på konkrete steder og tidspunkter.

Vores kulturelle forestillinger om musik vil derfor også veksle verdens kulturer imellem, som når kristne og muslimer diskuterer, om minaretsang er musik eller ej.

Det, vi kalder musik, bliver musik

Et sådant udgangspunkt tiltaler sociologer og antropologer, mens mere traditionelt indstillede musikforskere måske føler, at de er i fare for at miste den særlige genstand, som de har bygget hele deres fag op omkring.

Også den engelske musikforsker Nicholas Cook advarer mod ikke at lade sig begrænse af ordet ‘musik’ og de traditionelle forestillinger, som vi har lært at forbinde med det.

Jeg tillader mig et lidt længere citat fra hans fyndige lille bog ‘Music: A Very Short Introduction’ fra 1998, fordi lige præcis disse ord udfordrede min egen indgroede musikforståelse:

» Når vi taler om ‘musik’, forledes vi let til at tro, at der er noget, som korresponderer med det ord – noget ‘derude’, der, så at sige, blot venter på, at vi giver det et navn. Men når vi taler om musik, taler vi i virkeligheden om en mangfoldighed af aktiviteter og erfaringer; det er alene det faktum, at vi kalder dem alle sammen ’musik’, der får det til at synes oplagt, at de hører sammen«.

Ordet ‘musik’ refererede i sin oprindelige græske form, mousike, i øvrigt til den meget bredere og brogede vifte af viden og aktiviteter, som den græske mytologis ni muser (ni gudinder for inspiration, red.) residerede over.

Ud over hvad vi i dag fortsat forbinder med musik som sang og dans og forskellige instrumenter, var det blandt andet digtning, historie, astronomi og geometri.

Musik er fortsat den dag i dag et lille ord med mange betydninger.