Isoleret folk i Sverige brugte runer helt op i 1900-tallet

De fleste forbinder runer med Vikingetiden, Jellingestenene eller Gorm den Gamle.

Men i Älvdalen i det vestlige Sverige er lokalbefolkningen fortsat med at bruge runer i århundreder efter, at skriftsproget blev droppet i resten af Norden.

I ly af de store, svenske skove fik runerne lov at leve videre helt indtil begyndelsen af 1900-tallet, ligesom beboerne også bibeholdt er helt særligt sprog – elvdalsk – som anses for at være en sand skatkiste for nordiske sprogforskere.

»Älvdalen er virkelig noget helt specielt. For det første, fordi man taler et unikt urnordisk sprog, men også fordi man brugte runer indtil for godt 100 år siden. Det er simpelthen fascinerende,« siger Michael Lerche Nielsen, som er lektor ved Nordisk Forskningsinstitut på Københavns Universitet.

Torsdag holder han oplæg om de særlige runer fra Älvdalen på en konference om elvdalsk på Københavns Universitet.

Exceptionelt at runer blev brugt så sent

I Danmark og resten af Norden var runer det dominerende skriftsprog, indtil kristendommen begyndte sit indtog i Skandinavien i 800-900-tallet. Kristendommen medbragte det latinske alfabet, som er det alfabet, vi stadig lærer i skolen – og som du læser lige nu.

I løbet af 1400-tallet havde det latinske alfabet næsten fuldstændigt udryddet brugen af runer- men ikke i Älvdalen. Her har den svenske sprogforsker Henrik Rosenkvist for nyligt set et brev fra 1906, som delvist er skrevet med runer.

»De runer, vi ser i Älvdalen, er formentlig den seneste brug af runer, man kender. Ellers døde runerne ud i løbet af middelalderen, så det er exceptionelt, at runerne blev brugt så sent,« fortæller lektor Henrik Rosenkvist, som taler og forsker i det unikke sprog, der tales i Älvdalen.

Den danske runeforsker Michael Lerche Nielsen er enig i, at folkene i Älvdalen var de sidste ‘almindelige mennesker’ – i modsætning til ikke forskere, fortidsinteresserede og runemagikere -som gjorde brug af runerne.

»Runernes brug i Skandinavien klingede af i løbet af 1400-tallet. Der er enkelte områder i Gotland og Island, hvor runetraditionen fortsatte indtil 1600-tallet. Men i Älvdalen var det udbredt helt indtil starten af 1900-tallet,« fortæller Michael Lerche Nielsen.

Skrev rune-beskeder på træstokke

Ifølge Michael Lerche Nielsen bliver runerne i Älvdalen som oftest fundet på huse, møbler og lignende.

Herudover blev runerne også ridset ind i såkaldte budkævler – træstokke, som blev sendt rundt med beskeder mellem gårdene i området.

»De folk, som passede køerne ude i fjeldene, kunne også godt finde på at skrive beskeder til hinanden med runer,« fortæller Michael Lerche Nielsen, som selv har besøgt Älvdalen.

Han fortæller, at der er er tale om et barskt landskab, som er isoleret fra resten af Sverige af fjelde, skove og søer.

Isolation fik runer og sprog til at overleve

Netop isolationen fra resten af landet er ifølge Michael Lerche Nielsen en af årsagerne til, at både runerne og det særlige sprog elvdalsk har fået lov til at overleve, mens resten af landet er blevet oversvømmet af latinsk skriftsprog, tyske ord og moderne rigssvensk.

»Älvdalen ligger ekstremt langt inde i de svenske skove og fjelde. Man kan sejle derop gennem Dalälven – det er over 100 kilometer, og førhen har det været en stor ekspedition, hvis man skulle rejse frem og tilbage. Så folk har ikke været særlig mobile i området. Derfor har de kunnet bevare denne her specielle folkekultur, som i Sverige bliver betragtet som meget traditionel og gammeldags,« fortæller Michael Lerche Nielsen.

Spørger man den svenske sprogforsker Henrik Rosenkvist har han nogenlunde samme forklaring på, hvorfor folk i Älvdalen fortsatte med at bruge runer, mens det gamle skriftsprog for længst var droppet i resten af landet.

»Folk i Älvdalen er en smule konservative, forstået på en god måde. De holdt sig ret meget for sig selv,« siger Henrik Rosenkvist og fortsætter:

»En anden vigtig årsag er, at det ikke var obligatorisk at sende børn i skole i Sverige. Frem til midten af 1800-tallet var der mange børn, som ikke blev sendt i skole, og indtil da brugte folk i området bare runerne som skriftsprog. Men efter at de kom i skole, lærte de udelukkende det latinske alfabet og så uddøde brugen af runerne med tiden.«

Dalrunerne har unikke træk

Runerne i Älvdalen – kendt som dalrunerne – minder på mange måder om de runer, vi eksempelvis kender fra de danske Jellingesten og andre inskriptioner rundt omkring i Norden.

Men der er alligevel flere særtræk ved dalrunerne, fortæller Michael Lerche Nielsen.

»På de gamle runesten i Danmark har man kun 16 forskellige runetegn. Det er selvfølgelig meget færre bogstaver end i det latinske alfabet. Manglen på bogstaver har man i Älvdalen løst gradvist ved at introducere nyskabte runer eller kopiere bogstaver fra det latinske alfabet. Så der er helt klart sket end udvikling med runerne, og de har haft et fascinerende efterliv i Älvdalen,« fortæller Michael Lerche Nielsen.

Som eksempel på et særligt træk ved de elvdalske runer nævner han, at mens gamle runer fra vikingetiden skrev bogstavet ’i’ med en lodret streg, så begyndte folk i Älvdalen med tiden at sætte en prik over i’et.

»Det er en klar afsmitning fra de latinske bogstaver. Folk i Älvdalen har ikke været mere isolerede, end at de var underlagt den svenske statskirke og har været under indflydelse fra Bibelen og bibelsproget efter reformationen,« fortæller Michael Lerche Nielsen.I videoen kan du høre den svenske lektor Yair Sapir tale elvdalsk. (Video: Københavns Universitet)

Forskere fik først interesse for Älvdalen for nyligt

Dalrunerne har været kendt i den lærde verden allerede siden den svenske sprogforsker Johannes Bureus forærede en berømt runetavle til sin konge i 1599.

Dalrunerne behandles også i Nordisk Kulturs bind om runer 1933, men ellers har det »været småt med den videnskabelige interesse,« fortæller Michael Lerche Nielsen.

Det samme gælder interessen for det lokale sprog elvdalsk, som forskerne først for alvor fik øjnene op for 10-15 år siden.

Sverige har ikke anerkendt elvdalsk som et officielt sprog, men blandt sprogforskere bliver elvdalsk i dag ikke ’bare’ anset for at være en dialekt, men et decideret sprog, fortæller Henrik Rosenkvist.

»Det lyder lidt som en blanding mellem færøsk og islandsk. Hvis man kun taler svensk, forstår man ikke et ord. Ingenting,« fortæller Henrik Rosenkvist, som forsker i elvdalsk ved Institutionen för svenska språket ved Göteborgs Universitet.

Elvdalsk klinger af vores forfædres snak

For sproghistorikere er elvdalsk særlig interessant, fordi det kan give et indblik i, hvordan vores nordiske forfædre talte sammen, før de islandske sagaer blev nedfældet.

»Rent sprogligt er elvdalsk en sand skattekiste for os sprogforskere. Det er på visse områder meget konservativt – faktisk mindst lige så konservativt som vikingetidens oldnordisk, hvorfor det af og til synes at fungere som en slags sproglig dybfryser, hvor man kan få et indblik i sproglige træk, der ellers for længst er forsvundet i de øvrige nordiske sprog,« fortæller postdoc Bjarne Simmelkjær Sandgaard Hansen i en pressemeddelelse, som Københavns Universitet har udsendt i forbindelse med konferencen om elvdalsk.

Forskerne understreger dog, at elvdalsk ikke har stået helt stille siden vikingetiden, men har udviklet flere nye og interessante træk.

»Elvdalsk har ikke blot bevaret de ældre sproglige funktioner, men også udviklet mange nye, hvoraf mange er unikke for de skandinaviske sprog. Sproget har ikke kun været en dybfryser, men også et rigtig godt væksthus,« understreger Henrik Rosenkvist.

Førhen var det en skam at tale elvdalsk

I dag tales Elvdalsk af knap 2.500 personer, og sproget har igennem årtier været under stærkt pres fra rigssvensk, massemedier og en skole, hvor elvdalsk ikke måtte bruges.

»I 70’erne blev man slået i skolen, hvis man talte elvdalsk. Det blev forbundet med skam, og mange forældre ville ikke lære deres børn elvdalsk.«

»Men det har ændret sig i løbet af de sidste 15-20 år. Nu er mange folk blevet stolte af at kunne tale elvdalsk, og der bliver organiseret kurser i elvdalsk, skrevet bøger og lokalt set gør man, hvad man kan, for at holde sproget i live,« siger Henrik Rosenkvist.

I år 2005 blev der for første gang præsenteret et standardiseret skriftsprog for elvdalsk, og foreningen Ulum Dalska (‘Vi skal tale elvdalsk’) kæmper for at få anerkendt elvdalsk som officielt regionalsprog i Sverige – og for at få det indført i skolerne.

»Elvdalsk lever op til alle kriterier for at blive anerkendt som et selvstændigt sprog, og vi er flere, som prøver at få den svenske regering til at anerkende elvdalsk som et minoritetssprog.«

»Europarådet har bedt Sverige om at genoverveje, hvorvidt elvdalsk skal være et officielt sprog, men der sker ikke noget. Jeg tror det hænger sammen med, at Sverige er et meget moderne land, og elvdalsk kommer fra et meget traditionelt landområde, hvor landbefolkningen er fattig og ikke haft indflydelse. Der er ingen interesse for elvdansk blandt folk i byerne og i eliten,« siger Henrik Rosenkvist.

Elvdalsk-Konference kan følges på nettet

Konferencen på Københavns Universitet er den tredje konference om elvdalsk – den første blev afholdt i Älvdalen i 2004.

På konferencen præsenteres blandt andet forskning i Dalrunernes oprindelse og udvikling og udbredelsen af elvdalsk blandt børn. For sprog- og grammatiknørder er der også foredrag med til titler såsom ’De elvdalske rodnominers kategorisering og etymologi’ og ’Nya rön om älvdalskans adjektivmorfologi’.

Konferencen bliver streamet live af Københavns Universitet og kan ses torsdag den 7. maj og fredag den 8.maj 2015 på Københavns Universitets hjemmeside.