Harald Blåtands runesten fra 960’erne er den mest berømte runesten i verden. Den står centralt placeret i det store monument over den tidlige kongemagt i Jelling, og der er kopier af den over hele verden, fra Tokyo i øst til Los Angeles i vest.
Men da Haralds runesten blev rejst, var runerne allerede et 800 år gammelt skriftsystem, og man blev ved med at skrive med runer gennem hele middelalderen, selvom de latinske bogstaver kom ind i landet med kirken og det latinske sprog.
Den sidste runeindskrift var endnu ikke ristet (at riste er et gammelt ord for at ridse), før de første lærde i 1500-tallet begyndte at indsamle viden om dem.
Og det har betydet, at det i dag kan være svært at se forskel på, om en runeindskrift fra 1500-tallet eller senere er et resultat af den ubrudte runetradition fra middelalderen – eller om den er blevet til på grund af en senere interesse for fortiden.
Det er også derfor, at forskerne ikke kan svare helt præcist på, hvilken runeindskrift der er den yngste, og hvornår runeskriften uddøde. For det gjorde den egentlig aldrig.
Runeskrift fundet på kirke fra 1500-tallet
Allerede i midten af 1500-tallet så man lærte, der beskæftigede sig med runer som historisk fænomen. De svenske brødre Johannes (1488-1544) og Olaus Magnus (1490-1557) publicerede ‘et gotisk alfabet’, altså et runealfabet, hvor de arrangerede runerne i alfabetisk orden.
Men man ved også, at der i 1500-tallet stadig var mennesker, der kunne bruge runerne. På en sokkelsten i Lunds Domkirke, som stammer fra en restaurering i 1520’erne af den tyske bygmester Adam van Düren (1490-1532), kan man læse ‘Gud hjælpe’ skrevet med runer efterfulgt af ‘Adams børn’ med latinske bogstaver.
Indskriften viser respekt for den nordiske tradition, selvom runeskriften praktisk talt ikke blev brugt længere på det tidspunkt.
Bispebog vidner om runernes folkelige mystik
I en af den katolske bisp fra Roskilde Joachim Rønnows (1500-1542) bøger er der en interessant notits. Notitsen blev tilføjet bogen i anden halvdel af 1500-tallet.
I en linje står der et »rune-abc som gamle danske brugte, når de kastede runer, og nu står i gamle stene indhugne.« Nedenunder er der et runealfabet i alfabetisk rækkefølge (runer står normalt i futharkisk rækkefølge – et navn, der kommer af, at de første seks bogstaver i runealfabetet er f, u, th, a, r og k).
Når runerne omtales som noget, »de gamle danske brugte«, vidner det om, at runeskriften ikke længere var et alment brugt skriftsystem, og runerne havde fået et skær af den mystik, som bredte sig fra folkeviserne.
Runeskrift blev brugt til hemmeligheder
Der er ingen tvivl om, at runerne fra renæssancen og frem i høj grad overlevede på grund af en lærd interesse.
Bent Bille (1509-1555) var en gejstligt uddannet adelsmand, og i hans efterladte papirer kan man se, at han brugte runerne som kryptografisk skrift, altså til at skrive hemmelige beskeder.
Der findes blandt andet en samling logbøger fra årene 1543-44, hvor en række noter blev skrevet med runer. Der var tale om militære informationer, som kunne have fatale konsekvenser, hvis de faldt i fjendens hænder, ligesom der er optegnelser om et par møder med kvinder af tvivlsom karakter.
\ Læs mere
Jagthunden Beauty fik sin egen runegravsten
I renæssancen og nyere tid dukkede runerne af og til op på forskellige genstande og bygninger, på malerier og i digtekunsten. Der er også beviser på, at Christian 4. (1577-1648) lærte at skrive med runer.
I 1800-tallet blev det mere og mere almindeligt at bruge runeskriften på gravsten, for eksempel over kæledyr. Baronesserne på Nysø Gods på Sydsjælland var så glade for deres jagthund Beauty, at den fik sin egen gravsten med runeindskrift, da den døde.
Også på sprogforskeren Rasmus Rasks (1787-1832) gravsten på Assistens Kirkegård i København er der blandt flere skriftformer et citat fra det norske prosaværk Kongespejlet fra 1200-tallet skrevet med runer: »Vil du være fuldkommen i kundskab, da lær alle tungemål, men glem ikke dit eget.«
Patriotismen fra renæssancen fortsatte i høj grad i løbet af 1800-tallet under romantikken (cirka slutningen af 1700-tallet til cirka 1870). Runerne indgik flittigt i både malerkunsten og digterkunsten.
Tænk for eksempel på H.C. Andersens (1805-1875) ‘Jylland mellem tvende have’, der fortsætter med ‘som en runestav er lagt’. Malere som J.L. Lund (1777-1867) inddrog også runer, for eksempel på maleriet ‘Ansgar’, hvor Nordens apostel står på en runesten med teksten: »Tor vie disse runer«.
Man mente, at runerne hørte den hedenske fortid til, og måske fik tankegangen siden forskere til at mene, at runesten, som i tidligkristen tid blev placeret i indgangen til kirken, var placeret, så menigheden kunne træde hedenskaben under fode.
Vi rister stadig runer
Selv om der i dagens Danmark kun er en meget, meget lille skare af mennesker, der aktivt kan bruge runerne som skriftmedium, bruger mange danskere runer som en del af deres personlige identitet.
Hvert år henvender et stigende antal danskere sig til Nationalmuseet, fordi de skal have lavet vielsesringe, hvor navnene er skrevet med runer, eller de skal have en tatovering skrevet med runer. Det drejer sig næsten altid om folks børns navne eller sætninger, som har stor betydning for den enkelte.
De historiske rødder er lagret i vores fælles hukommelse, og vi konsulterer ofte kulturarven, når vi forsøger at indrette os i en verden i konstant forandring. Firmanavne eller logoer er ofte navne eller symboler, hvis ordlyd eller mening næsten ingen forstår, men pointen er netop, at det er det ukendte, der skal virke tillokkende.
I 2017 blev der oprettet et madfirma, som fik navnet Edamus. Navnet er latin og betyder ‘vi skal spise’, og det ved den almindelige forbruger ikke, medmindre man bliver en del af fællesskabet.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
På samme måde forholder det sig med logoet for Bluetooth-teknologien. Alle kan genkende det og ved, hvad det kan, men de fleste skænker det ikke en tanke, at logoet er lavet af to runer – og at navnet Bluetooth jo er opkaldt efter selveste Harald Blåtand.
Indtil nogen opfinder nye teknologier eller løsninger for mobil kommunikation, slæber mange mennesker rundt på et par runer i lommen eller i tasken, selv om kun få forstår, hvad de betyder.
Og den sidste rune er ikke ristet endnu. Nogle vil stadig bruge runerne for at markere et historisk tilhørsforhold, hver gang vigtige begivenheder indtræffer i deres liv, eller nye firmaer skal etableres.
Sådan er det med historiske rødder. Vi kan hverken slippe dem eller slippe af med dem.
\ 100 danmarkshistorier
I de næste otte år udgiver Aarhus Universitetsforlag hver måned en bog om skelsættende begivenheder og temaer i danmarkshistorien – i alt 100 bøger og 10.000 siders danmarkshistorie. Lisbeth M. Imer har skrevet september måneds bog: ‘Rigets runer’. Man kan læse meget mere om bøgerne og serien på 100danmarkshistorier.dk.
Bøgerne er omdrejningspunkt for 100 danmarkshistorier, men projektet foldes ud på en lang række platforme. HistorieLab laver materiale til grundskolen, og danmarkshistorien.dk har artikler og film med forfatterne.
Der er også udviklet et strategi- og quizspil, appen Dyst! med historiske spørgsmål – indtil videre er der svaret på cirka 14 millioner historiske spørgsmål. Endelig kan man møde forfatterne bag bøgerne til foredrag over det ganske land, ligesom der er kronikker i dagbladene.
