På det lille knivblad træder seks runer, efterfulgt af tre fordybninger, frem i metallet.
Kniven vurderes at være næsten 2.000 år gammel, og runerne er dermed blandt Danmarks ældste.
De er ridset ind i kniven omkring år 150 e.v.t. Til sammenligning blev landets måske mest kendte runer – indskrifterne på Jellingestenene – først lavet 800 år senere.
Det er »et helt enestående fund,« lyder det fra Jakob Bonde, arkæolog og museumsinspektør ved Museum Odense.
Kniven er fundet af museets arkæologer i forbindelse med en udgravning af en gravplads øst for Odense. Den lå i en grav sammen med en række andre genstande, et jernaldermenneske har fået med sig på rejsen til det hinsides.
Blandt andet tre dragtnåle, der har haft til formål at holde en klædedragt sammen. De har været afgørende for dateringen af kniven og runerne.
»Lige netop den type dragtnåle findes inden for en meget snæver tidsramme, der kan placeres år 150 e.v.t., og kniven er lagt ned i graven samtidig,« siger Jakob Bonde.
\ Jernalderen (500 f.v.t. til år 793)
Jernalderen er kilde til flere af de uvurderlige historiske artefakter, der har formet vores selvforståelse. Både Guldhornene, Tollundmanden og Grauballemanden er fra jernalderen.
Det er den sidste af Danmarks tre oldtidsperioder. De to foregående er sten- og bronzealderen.
Jernalderen varer fra cirka 500 f.v.t., og til vikingetiden buldrer gennem Skandinavien omkring år 793.
Perioden opdeles i ældre jernalder (500 f.v.t – 400) og yngre jernalder (400 – 800).
Ældre jernalder opdeles igen i tre underperioder:
- Førromersk eller keltisk jernalder (500 f.v.t – 1 f.v.t)
- Ældre romersk jernalder (1 – 200)
- Yngre romersk jernalder (200 – 400)
‘Lille Sværd’
I første omgang så arkæologerne ikke indskriften på kniven. Først da den blev renset for rust af en konservator, åbenbarede runerne sig, og Jakob Bonde kontaktede Nationalmuseets runolog Lisbeth Imer.
Kniven kom under mikroskop, og Lisbeth Imer tolkede sig gennem runeindskriften. Hun er kommet frem til ordet hirila, der på urnordisk kan betyde ‘Lille Sværd’.
»Det er en af de sværeste indskrifter, jeg har kigget på i Danmark. Når jern ruster, springer det ligesom op og laver små klumper i overfladen. Derfor er man hele tiden i dialog med konservatoren om, hvorvidt en rustklump kan sprænges væk, så man kan se, hvad der er nedenunder,« forklarer Lisbeth Imer.
Når det åbenbares, følger den næste udfordring. Når vi er så langt tilbage i tid, som det er tilfældet med runerne på den fynske kniv, har vi ikke ret meget at sammenligne med.
Lisbeth Imer trækker derfor både på yngre runer og rekonstruktioner af vikingetidens sprog, når hun leder efter runernes betydning.
Om hirila så er navnet på selve kniven eller på knivens ejer, kan vi kun gisne om.
Et fingeraftryk fra fortiden
Ifølge seniorforsker og forhistorisk arkæolog Ole Kastholm giver fundet et sjældent indblik i noget af den tidligste skriftkultur på vores breddegrader.
»Trods den lakoniske meddelelse ‘lille sværd’, så er det en direkte forbindelse gennem næsten 2.000 år. Mange tror, at arkæologi drejer sig om gamle ting, men i virkeligheden drejer det sig om mennesker og om de forbindelser, vi kan forsøge at skabe mellem os i dag og dem fra fortiden,« siger Ole Kastholm fra ROMU – Roskilde Museum.
Han sammenligner beskeden på kniven med et fingeraftryk eller en hårlok.
»Det bringer os meget tæt på fortidens mennesker, selv om både vores sprog og verdensopfattelse ville være så forskellige, at vi næppe ville forstå et kuk af hinanden, hvis vi kunne mødes på tværs af tiden,« siger han.
Siden 2013 har Ole Kastholm haft ansvaret for ROMUs undersøgelser af blandt andet gravpladser fra romersk jernalder i Vindinge uden for Roskilde. Altså samme tidsperiode, som kniven fra den fynske gravplads er fra.
Dragtnålene, der lå i graven med kniven, kan ganske rigtigt placeres i det, der kaldes ældre romersk jernalder, forklarer han. Igennem dem bliver runerne på kniven indirekte dateret til år 150 e.v.t.
Kniven er dermed på alder med en anden runeindskrift, der hidtil har været betragtet som den ældste, nemlig en lille benkam fra Vimose – også på Fyn – hvor ordet harja er indridset. Harja kan enten betyde ’kam’, eller også er det et personnavn, afledt af ordet ’hær’, fortæller Lisbeth Imer. Kammen blev fundet i 1865 og kan i dag ses på Nationalmuseet.
»Om man så kan tale om kniven som det ‘ældste’ fund, er nok en smagssag. I min optik skal man huske at uddybe det og sige: ‘det ældste kendte’ fund. Når vi har at gøre med en gruppe fund, der er så begrænset i omfang som runeindskrifter fra ældre jernalder, så har vi ikke det fulde billede i dag,« siger Ole Kastholm.
Runer, der er blevet skrevet på organiske materialer, eksempelvis træ, har ikke overlevet til i dag, og dem, der står på nedbrudte metaller, som i tilfældet med jernkniven, er måske ikke blevet opdaget endnu.
Både Jakob Bonde og Lisbeth Imer nævner sandsynligheden for, at der ligger metalgenstande på museerne, der indeholder runder, vi ikke har opdaget endnu.
»Der er så få fund af runeindskrifter fra den periode, at vi må regne med, at vi kun har den allerøverste top af isbjerget bevaret. Vi må regne med, at tusindvis af indskrifter ikke har overlevet til i dag, så derfor er sådan et fund uhyre spændende,« siger Lisbeth Imer.
Du kan se ‘Lille Sværd’ udstillet på Møntergården i Odense fra fredag den 2. februar. Læs mere hos Museum Odense.
\ Forbindelsen til Romerriget
Om der er en sammenhæng mellem de fynske fund – kam og kniv – er uvist.
»Men fundet bekræfter os i, at vi har de ældste indskrifter på Fyn. Det fortæller også noget om den enten direkte eller indirekte forbindelse, man havde til Romerriget på den her tid,« siger Jakob Bonde.
Tidsperioden fra år 1 e.v.t til cirka år 400 e.v.t. kaldes også romersk jernalder. Det gør den, fordi skandinavernes kontakt med Romerriget er på sit højdepunkt. Vi handler med hinanden, den romerske hær opholder sig flere steder i Norden, og nordboerne ser, at romerne har et skriftsprog og lader så måske inspirere.
»De har haft kendskab til romerske skikke og til, at man via sine genstande kunne vise et tilhørsforhold til en klasse. Det er overklassen og den intellektuelle elite, der har haft adgang til skriftsprog, og det har de så vist ved eksempelvis at ridse runer ind i våben og andre genstande,« siger Jakob Bonde og tilføjer, at der, i det område, kniven er udgravet fra, også er fundet romerske mønter.
Lisbeth Imer peger også på, at jernalderens skriftkultur har været forbeholdt eliten:
»Når vi finder indskrifter på metaller, er det altid på de monstrøse dragtspænder og den del af udstyret, der hører til ‘paradeudstyr’, eksempelvis skjolde med skjoldbuler af sølv, der ser flotte ud, men ikke dur til krig. Det er officerer, der har haft dem, som en del af deres paradeudstyr.«
Samtidig har skriftkulturen uden tvivl været mere udbredt, end vores få fund fra den tid viser. Runerne er bare forsvundet med tiden, fordi man har skrevet på ikke-bevarede materialer.
