TV 2|VEJRET fulgte skybruddet - time for time

Torden og skybrudsagtig regn ved Middelfart Lystbådehavn den 3/8 2014. Lynnedslag ved 0:15. Video: Maya Krone Hansen

Skybrud, torden og stærk varme slog til over Danmark søndag - og flere steder fik man del i de ganske voldsomme vejr.

Her på vejret.tv2.dk fulgte vi varmen, bygerne og skybruddene tæt dagen igennem - genoplev dagen herunder.

KL. 17.23 DET MESTE ER OVERSTÅET - MEN...

...der kan endnu opstå kraftige tordenbyger over de østligste dele af landet helt frem til mandag middag.

De kraftige regn- og tordenbyger har sent søndag eftermiddag forladt dansk område, og der er nu kun enkelte byger tilbage. Men over det nordøstlige Tyskland og det nordvestlige Polen kan der dannes nye tordenbyger, som muligvis kan drive op over Nord- og Østsjælland og/eller Bornholm i løbet af aftenen, natten og mandag formiddag.

Det kan de fordi, at den front, som adskiller den varme luft med øst, som blandt andet har givet Bornholm den varmeste augustdag i tolv år, mere eller mindre går i stå over de østlige egne. Dermed er risikoen for skybrud i de østligste egne ikke helt overstået. Der er dog kun ca. 30% sandsynlighed for, at bygerne rammer Nord- og Østsjælland og Bornholm.

KL. 16.50 VENDSYSSEL OGSÅ RAMT AF SKYBRUD

Et område med kraftige regn- og tordenbyger er i dagens løb trukket op over landet fra syd mod nord, og derfor var vendelboerne de sidste af de ramte områder, til at få regnen at mærke.

Flere steder i Vendsyssel står haver under vand efter de store mængder regn, der er faldet med skybrudsintensitet. Herunder er det i Brovst.

KL. 16.38 VARMESTE AUGUSTDAG PÅ BORNHOLM I 12 ÅR

Med temperaturer op til 31,2 grader i Rønne har man på Bornholm søndag haft den varmeste augustdag i 12 år og den varmeste dag på solskinsøen i fire år.

I juli 2010 ramte termometeret på Hammeren 34,1 grader og vi skal tilbage til de 32,9 grader i august 2002 for at finde en varmere dag i årets ottende måned.

KL. 16.05 SOL OG SOMMER I DANMARKS YDERKANTER

Mens man mange steder centralt igennem landet har haft en fugtig dag, så har vejret længst mod sydvest og længst mod øst været markant anderledes.

Bortsat fra et par 'forkølede' tordenbyger i de første formiddagstimer, så har vejret været smukt og varmt på Nord- og Østsjælland og i særdeleshed på Bornholm, hvor temperaturen har været over 31 grader.

Herunder er det Knud Borks familie, der nyder en dejlig is ved Hedehusene, men man kan altså ikke vide sig helt sikker på tørvejr i aften. Tordenbyger over det nordøstlige Tyskland driver nemlig nordpå, og de kan muligvis ramme Nord- og Østsjælland i aftentimerne. Om de gør og hvor kraftige de bliver er dog usikkert.

KL. 15.33 VOLDSOMT SKYBRUD HAR RAMT NORDVESTJYLLAND

Et kraftigt skybrud ramte først på eftermiddagen Nordvestjylland, hvor flere seere beretter om store mængder regn på kort tid.

Ved Ejstrup Strand nær Jammerbugten meldes om 40 mm regn på en halv time - og det er netop også hvad en privat vejrstation fra Halvrimmen i Han Herred melder om via dmi.dk.

Radarbilledet fra kl. 13.45 viser tydeligt en kraftig tordencelle over området, der utvivlsomt kan have givet skybrud.

KL. 15.11 31,2 GRADER PÅ BORNHOLM

Et sted i landet hvor man endnu ikke har set skyggen af tordenbyger er på Bornholm. Her har solen skinnet hele dagen fra en næsten skyfri himmel med en let vind fra det meget varme sydøstlige hjørne.

Det har kl. 15.00 sendt temperaturen helt op på 31,2 grader i Rønne - og det er ikke usandsynligt, at vi når en grad højere op i løbet af dagen. Dermed kan det blive årets varmeste dag. Den 25. juli måltes 32,0 grader i Vestervig i Thy.

KL. 14.24 MIDTSJÆLLAND RAMT AF SKYBRUD

Kraftige tordenbyger har nu også fundet vej til Midt- og Nordvestsjælland. Fra Søndersted nær Tølløse melder Pierre Schou om intet mindre end 19 mm regn på 8 minutter, hvilket er et meget voldsomt skybrud og langt over grænsen på 15 mm/30 min.

Samtidig meldes der fra Viborg om op mod 29 mm regn på en time, da tordenbygerne først på eftermiddagen passerede dér.

KL. 13.49 HEDDAS REGNMÅLER MÅLTE SKYBRUD I FREDERICIA

At uvejret var ganske voldsomt, da det kort før middagstid ramte Trekantsområdet vidner nedbørmåleren hjemme hos Hedda Villebæk i Fredericia om. Her faldt der på en halv time 18 mm regn, som på behørig vis blev registreret i nedbørmåleren. Det er over grænsen for skybud på 15 mm/30 min.

KL. 13.42 TORDENVEJR DELER DANMARK I 'KULDE' OG VARME

Området med regn og tordenbyger bevæger sig fortsat op igennem landet sydfra, men er aftaget lidt i intensitet. Tordenvejret adskiller den varme luft med op til 28 grader på Øerne fra køligere luft over Sydvestjylland.

Resten af eftermiddagen kan der opstå ny tordenbyger, som især kan ramme landet øst for Storebælt.

KL. 13.22 OVERSVØMMELSER FLERE STEDER

Efter kraftige byger og stedvise skybrud står veje, viadukter, villaveje og haver flere steder under vand. Herunder et lille udpluk af nogle af de billeder af skybruds-oversvømmelser, som vi har fået ind på TV 2|VEJRET.

.

.

KL. 12.48 UVEJR FORTSÆTTER FLERE STEDER I LANDET

Efter at have ramt både Lolland, Sydvestsjælland, dele af Fyn og Trekantsområdet hårdt, så er kraftige tordenbyger nu på vej videre mod nord.

Det betyder, at man i Midtjylland nu får en del regn og torden og lokale skybrud, og det samme gør dig fortsat gældende på Vestsjælland. Nedenstående billede er taget efter skybruddet i Vejle.

KL. 12.14 SKYBRUD HAR NU OGSÅ RAMT SYDVESTSJÆLLAND

På det sydvestlige Sjælland har kraftige tordenbyger nu også givet skybrud. I Arløse mellem Næstved og Skælskør melder en privat målestation via dmi.dk om 15 mm regn på en halv time. Det er netop skybrud.

Samtidig fortsætter det med at buldre og brage i Trekantsområdet. Nedenstående billede er fra Vejle kort før middag.

KL. 11.51UVEJRET RAMMER TREKANTSOMRÅDET HÅRDT

Kraftige regn- og tordenbyger fortsætter deres færd nordpå og har nu for alvor ramt Trekantområdet, hvor både Kolding, Middelfart og Fredericia har oplevet skybrudsagtig regn eller decideret skybrud.

På TV 2|VEJRET's Facenbookside skrev Jonna Johansen kl. 11.30:Meget voldsom her i Middelfart meget regn og gigantisk tordenvejr

Nedenstående billede er taget af Chris Paarup Sixtus fra Middelfart under uvejret.

KL. 11.05IMPONERENDE BØLGESKYER OVER ØSTSJÆLLAND

I forbindelse med de små tordenbyger, der nu også er 'poppet op' over Østsjælland har man kunnet se nogle meget særprægede bølgeformede skyer.

Blandt andet i Ølstykke og Roskilde hvor nedenstående billede er fra. Skyerne kaldes 'altocumulus asperatus' og dannes undertiden i en atmofære med turbulente vindforhold - præcis som det er tilfældet i nærheden af tordenbyger.

.

KL. 10.50 SKYBRUD NU OGSÅ PÅ ALS

Ved Als regner og tordner det nu også så kraftigt, at der er tale om skybrud. En privat målestation melder via dmi.dk om 15,0 mm på en halv time i Stevning på Als ca. 10 km nord for Sønderborg.

KL. 10.42 SKYBRUD HAR RAMT LOLLAND

De kraftige tordenbyger over den sydlige del af landet har søndag formiddag givet anledning til det første registrerede skybrud på Lolland.

Hvordan er vejret hos dig?

Du kan med din mobil fortælle os, hvordan vejret er hos dig.

Send en SMS med ordlydenVEJRET 'din besked'og send den til 1234

Fx.VEJRET her i Egå er der nu faldet 22 mm regn

Det koster almindelig sms-takst.

En privat målestation i Maribo har via dmi.dk målt ned nedbørintensitet på 21,6 mm på 30 minutter mellem kl. 10.10 og 10.40. Det er over grænsen for skybrud som går ved 15 mm/30 min.

Radarbilledet herunder fra kl. 10.15 viser det kraftige regnvejr med lyn over blandt andet Lolland.

KL. 10.27 STORT REGNVEJR PÅ VEJ MOD FYN

Et stort kompleks med regn- og tordenbgyer er nu på vej op over den centralt-sydlige del af landet, hvor blandt andet Fyn står for skud.

Regnen er formentlig kærkommen på Fyn - det er nemlig et af Danmarks tørreste steder, som i juli fik under halvdelen af den normale mængder nedbør og også årets sjette måned var unormalt tør. Fyn har ikke fået nedbør af betydning siden den 14. juli.

KL. 09.57 TORDENBYGER OPSTÅR OVER DET SYDØSTLIGE JYLLAND

I den varme og fugtige luft der ligger over landet er der nu også opstået tordenbyger over Als og det sydøstlige Jylland. En del af bygerne hænger sammen med det bygesystem der i disse minutter bevæger sig op over Lolland og Falster, mens andre byger er dannet inde over Jylland og bevæger sig mod nordnordvest. På TV 2 Vejrets debatforum meldes der om 'kulsort' himmel over Falster, ligesom webkamera fra Gavnø Slot afslører at det trækker gevaldigt op mod sydvest.

KL. 09.33 OP TIL 32 GRADER - VI ER PÅ VEJ MOD ÅRETS VARMESTE DAG

Glohed luft strømmer i dag op over især den østlige del af landet fra sydøst, og det har allerede i de tidlige formiddagstimer sendt temperaturerne på himmelflugt. Klokken 9.20 melder Bornholms Lufthavn ved Rønne om 26,6°, og dagen igennem vil temperaturen stige, så vi i eftermiddagstimerne på især Bornholm kan nå 32 grader.

KL 09.12 LIGE NU - TORDENVEJR RAMMER LOLLAND-FALSTER

De kraftige tordenbyger over Nordtyskland er i disse minutter snublende tæt på Lolland og Falsters sydkyst. Der er høj lynintensitet i bygerne og der er stor sandsynlighed for at de nogle steder kan give skybrud og være med hagl. Tager du billeder af uvejret er du meget velkommen til at sende dem til os her på TV 2 VEJRET ved at benytte linket i boksen i højre side i artiklen.

KL 08.59 TROPENATTEN BLEV ÅRETS VARMESTE

Den meget varme luft fra Mellemeruopa, som i nat lagde sig tykt over Danmark, var med til at give flere dele af Danmark en vaskeægte tropenat - og sågar årets varmeste.

I Nexø på Bornholm kom temperaturen i nat aldrig under 21,4 grader - og det gør natten til den næstvarmeste denne sommer. I Rønne oplevede man sågar en temperaturstigning fra 21 grader til 24 grader i nattens løb, da 'varmen overvandt mørket'.

KRAFTIG REGN OG SKYBRUD

Kraftig regn:Når der falder over 24 mm regn på seks timer

Skybrud:Når der falder 15 mm regn på 30 minutter.

Under et skybrud og ved kraftig regn er der risiko for:

  • Oversvømmelse af lavtliggende områder
  • Oversvømmelse af kældre
  • Vand på kørebaner og i viadukter (aquaplaning)
  • Nedsat sigtbarhed

Også enkelte steder inde i landet nåede temperaturen ikke under 20 grader - blandt andet ved Skrydstrup i Sønderjylland.

KL 08.59 25,1°: HER ER TEMPERATUREN PÅ HIMMELFLUGT

Man skulle i dag blot vente til 08.10 førend kviksølvet i termometret passerede de sommerdagsgivende 25 varmegrader ved Nexø på Bornholm. Det er ganske exceptionelt at opleve så høje temperaturer så tidligt på dagen. På den varmeste dag sidste år hvor temperaturen nåede 33,3°, blev de 25 grader først passeret klokken 9.00.

KL 07.53 TORDENBYGER TRUER STOREBÆLTSREGIONEN

Allerede inden morgendagens regnvejr har forladt det nordlige Sjælland og Skåne, dukker nye og kraftige tordenbyger op fra det nordlige Tyskland.

Tropenætter i 2014 med højeste minimumstemperatur

  • 9. juli: 20,7° (Aarhus Lufthavn)
  • 11. juli: 20,3° (Hvide Sande)
  • 22. juli: 20,1° (Anholt)
  • 23. juli: 20,3° (Anholt)
  • 24. juli: 20,5°(Anholt)
  • 25. juli: 20,6° (Anholt)
  • 26. juli: 21,4° (Sj. Odde)
  • 27. juli: 20,6° (Skagen)
  • 28. juli: 21,5° (Anholt)
  • 29. juli: 20,7° (Kastrup)
  • 30. juli: 21,0° (Nexø)
  • 1. august: 20,1° (Hammer Odde)
  • 2. august: 21,1° (Kegnæs)
  • 3. august: 21,4° (Nexø)
  • 4. august: 20,5° (Anholt)
  • 7. august: 20,6° (Anholt)

Tropenætter: 16

Bygerne er dannet i den varme, fugtige og meget ustabile luft der i dag befinder sig over landet. Bygerne ser ud til at bevæge sig næsten stik nord, eller måske i en svag nordnordvestlig retning. Det betyder at man indenfor kort tid kan opleve kraftig torden og måske skybrud over det meste af Lolland, Vestsjælland, det østlige Fyn, og i resten af Storebæltsområdet. Det har fået TV 2 Vejret til at udsende et varsel for de berørte områder.

KL 07.42 DANSKER I SKÅNE: FORRYGENDE TORDENVEJR

I forbindelse med morgenens kraftige byger der trak op over Københavnsområdet og det østlige Sjælland, så gik det anderledes voldsomt for sig blot 60 kilometer længere mod øst. På TV 2 Vejrets debatforum er der således meldinger om et 'forrygende tordenvejr', der bliver betegnet som årets 'hidtil kraftigste'. Private vejrstationer i Skåne melder, via DMI, om mellem 10 og 15 mm regn - i Båstad nord for Ängelholm faldt der desuden 5,9 mm på 10 minutter. Lokalt kan der dog sagtens være faldet mere.

Sommerdage i 2014 med landets højeste temperaturer

  • 21. maj: 26,5°
  • 22. maj: 27,1°
  • 23. maj: 26,5°
  • 9. juni: 25,5°
  • 10. juni: 28,1°
  • 4. juli: 27,6°
  • 5. juli: 29,3°
  • 6. juli: 27,9°
  • 7. juli: 26,7°
  • 8. juli: 28,3°
  • 9. juli: 30,9°
  • 10. juli: 29,6°
  • 11. juli: 29,2°
  • 17. juli: 25,8°
  • 18. juli: 27,5°
  • 19. juli: 30,2°
  • 20. juli: 28,4°
  • 21. juli: 28,5°
  • 22. juli: 29,9°
  • 23. juli: 31,4°
  • 24. juli: 31,0°
  • 25. juli: 32,0°
  • 26. juli: 30,7°
  • 27. juli: 30,3°
  • 28. juli: 29,1°
  • 29. juli: 30,0°
  • 30. juli: 28,5°
  • 31. juli: 27,0°
  • 1. august: 28,0°
  • 2. august: 29,6°
  • 3. august: 31,7°
  • 4. august: 25,4°
  • 5. august: 27,1°
  • 6. august: 25,5°
  • 7. august: 26,4°
  • 8. august: 26,5°
  • 9. august: 26,1°
  • 10. august: 28,3°
  • 6. september: 25,1°
  • Sommerdage: 39
  • heraf
  • Tropedage: 9

KL. 07.07 DELE AF SJÆLLAND STÅET OP TIL REGN

Allerede i løbet af natten opstod der i den meget varme luftmasse syd for Danmark et område med regn- og tordenbyger, som i de tidlige morgentimer trak ind over Nord- og Østsjælland.

Tordenbygerne var kraftigst over Skåne, hvor adskillige lyn slog ned. Flere tordenbyger er dog på vej og vil i dag især ramme centralt op igennem landet.