Se stjerne-fotografens billeder: Mary og Frederik på forsiden af Vogue

Det danske kronprinspar er på forsiden af Vogue i Australien, hvor Mary blandt andet fortæller om at være rollemodel.

Vi er kun i starten af juli, men august måneds udgave af magasinet Vogue Australia er allerede på trapperne.

En forside med massivt dansk islæt. Det er nemlig det danske kronprinspar, der har fundet vej til forsiden af magasinet.

Det er ellers typisk stjerner fra popkulturens tinder, der pryder forsiden, men i næste nummer er det altså det danske par, der indtager Vogue på både forside og et i større interview i bladet.

Her har kronprinsesse Mary og kronprins Frederik inviteret Vogue med indenfor i deres private bolig og liv.

Mary som rollemodel

Vogues artikel kredser blandt andet om kvinders rettigheder, ligestilling og bæredygtig mode.

- Jeg finder det altid svært at se mig selv som en rollemodel, fordi jeg synes, at det er andre mennesker og deres indtryk af dig, der gør dig til en rollemodel, siger Mary til Vogue.

- Det er ikke noget, jeg bevidst tænker over, men samtidig er jeg meget bevidst om min rolle og mit ansvar, fortsætter kronprinsessen.

Kendt portrætfotograf bag billeder

Det er ikke hvem som helst, der har taget billederne af Mary, Frederik og resten af familien.

Fotografen Mario Testino har knipset billederne, som sammen med folkene fra Vogue rejste til København for at møde den royale familie.

Han har tidligere arbejdet med blandt andet Vanity Fair og modehuse som Burberry og Gucci.

Mario Testino kan i disse dage desuden opleves i sin første solo-fotoudstilling 'NO LIMITS' i København.