Hun sprang til på ‘X Factor’-scenen - nu er tv-vært klar til ny udfordring

Tv-værten gjorde comeback på 'X Factor'-scenen i begyndelsen af 2021 efter flere år væk fra skærmen. Nu er hun klar til 'Vild med dans'.

Hun plejer at styre slagets gang i de store underholdningsprogrammer.

Men nu skifter 42-årige Lise Rønne værtsrollen ud med en plads blandt deltagerne i årets 'Vild med dans'.

- Jeg er 1000 procent på, og jeg glæder mig af hjertet helt åndssvagt meget, siger hun.

Tv-værten indrømmer dog også, at det føles vildt at kaste sig ud i noget, der er så fremmed for hende.

- Jeg har aldrig danset, jeg har aldrig gået til gymnastik, jeg har aldrig været i god form, og jeg har ved gud aldrig nogensinde haft høje hæle på, siger hun.

- Men jeg synes, at dans er så smukt og tænk sig at stå der på et dansegulv omgivet af vidunderlig levende musik og i dygtige, trygge arme. Det føles som det største privilegium at skulle opleve det, fortsætter hun.

Comeback som 'X Factor'-vært

Lise Rønne har gennem karrieren været vært på de første sæsoner af 'X Factor' og en række andre programmer som 'Boogie', 'Aftenshowet', Dansk Melodi Grand Prix og Eurovision Song Contest.

De seneste år har hun dog med egne ord "viet sit arbejdsliv til bøgerne", da hun læser litteraturvidenskab på Københavns Universitet og har et samarbejde med boghandlen Saxo.com.

Men i begyndelsen af 2021 kunne Lise Rønne pludselig opleves på 'X Factor'-scenen igen.

Her trådte hun til med en uges varsel, da Sofie Lindes afløser Melvin Kakooza blev nødt til at trække sig, fordi han måtte opereres for en godartet tumor i hjernen forud for sæsonens 'X Factor'-liveshows.

Dermed fik Lise Rønne comeback som tv-vært. Og var der ét program, der for en stund skulle hive hende tilbage i manegen, var det 'X Factor', udtalte Lise Rønne dengang.

Og nu har tv-værten altså besluttet, at efteråret også skal bruges i et tv-studie.

- Det kan jo blive det højeste løft eller det dybeste fald, men uanset hvad bliver det helt sikkert sjovt, siger Lise Rønne om 'Vild med dans'.

Udover Lise Rønne er blandt andre entertaineren Jacob Haugaard, svømmeren Pernille Blume og bagekendissen Micki Cheng allerede offentliggjort som deltagere i årets udgave af danseprogrammet.

'Vild med dans' har premiere 10. september på TV 2 og TV 2 PLAY.