H.C. Andersens sygdom og lægerne

Digteren H.C. Andersen bliver ofte fremhævet for sin hypokondri. Livet igennem var han stærkt optaget af sit helbred, og det mindste symptom, en let hoste, ondt i halsen, et jag i siden, tandpine, blev omhyggeligt observeret og registreret i hans dagbog.

Retfærdigvis skal det siges, at Andersen ikke var den eneste, som i 1800-tallet bekymrede sig over helbredet. Selv i landets hovedstad, hvor der i det mindste fandtes læger, var der ikke meget at stille op, når sygdommen ramte. Man kunne konsultere lægen eller lade tingene gå deres gang. Resultatet var det samme, uanset hvad man gjorde, og lægen kunne hverken gøre fra eller til: Enten gik det over af sig selv, eller også døde man. Sygdomsangst var derfor både velbegrundet og relevant.

Alle frygtede at blive ramt. Andersen skrev bare om det.

Andersens koleramareridt

For Andersen, der levede i evig sygdomsangst, var koleraepidemien i 1853 et veritabelt mareridt. Tidligere havde han under rejser i Europa planlagt sin rute på basis af rygter om kolera i den ene og den anden by – men nu var det alvor: I et brev til fru Helene Balling skriver han den 5. august fra Silkeborg, at han efter et par uger uden nyt fra København frygter, hvordan det står til: »Jeg lever i en idelig Angest og Spænding for mine Kjære i Kjøbenhavn; allerede fire af de jeg saae i min vante Omgangskreds ere kaldte bort, og det uhyggelige staaer fast at man ikke veed, om den man skriver til, lever …«. I en tid uden telefon, og hvor de ugentlige dødsfald skulle tælles i hundreder, kunne man ikke vide, om man skrev til en, som allerede lå i en af massegravene uden for byens volde.

»Jeg ved, at koleraen nu er i Deres kvarter, om ad Magstræde og Snaregade«, skriver Andersen og tilføjer, at familien Collin er flyttet fra deres gård i Amaliegade og hen til et familiemedlem »bag Hovedvagten, hvor der skal være sundere«.

I midten af juli havde Andersen været på Fyn til stor sølvbryllupsfest hos grev Moltke-Hvidtfeldt på godset Glorup. 1.500 bønder havde danset i den illuminerede park, og man kunne næsten glemme den katastrofale epidemi, der rasede i København. Bare ikke Andersen, der samme dag havde fået »sørgelige breve«, der ødelagde feststemningen. Efter et par uger på Glorup satte han kursen mod Silkeborg. Han overnattede undervejs i Odense »hvor der har været to koleratilfælde« og allerede føltes uhyggeligt. Efter endnu en overnatning – nu i Vejle – ankom han på tredjedagen endelig »til det hyggelige, luftige Silkeborg«. Her regnede Andersen med, at koleraen, som ifølge den herskende opfattelse skyldtes dårlig luft, ikke ville nå ham.

Og dog: »Vi er kun seks mil fra Aarhus, hvor kolera stærkt tager til«.

»Lægen har forbudt det«

Den 23. august befinder Andersen sig endnu i Silkeborg, hvor han med en afstikker til Fyn har opholdt sig siden maj, men nu overvejer han så småt at rejse hjem til København, hvor epidemien – som han skriver til digterkollegaen B.S. Ingemann – er stærkt aftagende. »Jeg har skrevet til min læge (dem havde Andersen nu en del af) om jeg ikke nok kan komme hjem«. Men det synes lægen er en dårlig idé. Den 31. august skriver Andersen nemlig til forlæggeren og vennen Carl B. Lorck, at »min læge i København har forbudt mig at komme der, før han siger mig det«.

I brevet til Lorck lægger han ikke fingrene imellem i skildringen af sin sygdoms- og dødsfrygt: Hele sommeren har været »en tung sorgens og prøvelsens Tid«, hvor »fire af min nærmeste omgangskreds er gået bort og der var nogle uger i hvilke … jeg hver Postdag ventede et nyt Dødsbud«. Selv er Andersen »i den senere tid også blevet noget ængstelig, ikke for det at dø, men for de skrækkelige smerter, den gruelige dødsangst, sygdommen skal føre med«.

Han tilføjer, er der i Silkeborg ikke har været tilfælde af kolera, men »vi er her kun nogle mile fra Aarhus, og her er daglig forbindelse med denne og andre befængte byer nordpå«.

Det bliver alvor

Livet igennem havde H.C. Andersen talt og skrevet om sin frygt for sygdomme, både relle og indbildte, og om sin angst for døden. Man finder adskillige af tidens prominente læger blandt hans nærmeste venner, og i flere tilfælde også optræder de også i rollen som behandlere. Så er det et skinnebenssår. Så et sæt kunstige tænder eller en koppevaccine, der medfører et sår på indpodningsstedet. Det er helt normalt, men holder Andersen søvnløs, mens han fantaserer om, at det vil blive hans død.

Men i 1872 bliver det alvor, da han oplever en række ildevarslende symptomer, som han i sin dagbog beskriver som koliksmerter, kuldegysninger og gulsot. Den 6. november gribes han af »angst ved at se på mine ekskrementer, de er sortbrune, ser aldeles ud som tjæresalve. Jeg har skæren om livet, frygter at der er noget galt i mit indvendige«.

Den 9. januar føler han sig så »syg og svag«, at han må tage en vogn fra Kongens Nytorv de få hundrede meter til boligen i Nyhavn. Den 12. får Andersen besøg af lægerne Emil Hornemann og Theodor Collin, som fortæller ham, at det sorte i afføringen ikke var blod, men galde, og de ordinerer »jernvand, mikstur, pulver« samt en diæt med grød og fisk. Den 14. er han til taffel hos kronprinsen, selv om han på forhånd var nervøs for »at blive syg der«. Han formår dog at underholde sin borddame om sine »forlorne tænder«.

Herfra lyder store dele af dagbogen som et katalog over diverse lidelser og symptomer, og den overordnede tone er depressiv. Han kommer sig ganske vist så meget, at han igen bliver inviteret til selskaber og i teatret, og han deltager pligtskyldigt, men har ingen glæde af det. Han er skiftevis træt og opfarende og har smerter i bryst, ryg og lænd. Trods svækkelse, dødsangst og mismod har han en travl kalender med rejser, selskabelighed, teater- og koncertbesøg.

Tandløs, tynd og træt

I flere måneder forlader han stort set ikke længere lejligheden i Nyhavn. Til gengæld modtager han mange besøg, også fra kongefamilien. De to venner, lægerne Emil Hornemann og Theodor Collin tilser ham – og den daglige pleje varetages af to diakonisser. Diakonisserne var Danmarks første uddannede sygeplejersker, og Diakonissestiftelsens bestyrelse havde besluttet at yde digteren gratis pleje.

I januar 1873 har Andersen kun én tand tilbage i munden, og den får han trukket ud af en tandlæge Voss. Mirakuløst nok kommer han så meget på fode, at han samme år med en kraftanstrengelse kan rejse til Schweiz. Det blev den sidste udlandsfart for den rejseglade Andersen. »Maven noget tynd, humøret endnu tyndere«, skriver han galgenhumoristisk i september 1873.

Alder og sygdom trykker. Da Andersen i maj 1874 netop er fyldt 69 år, modtager han nogle portrætter fra fotografen og skriver, at billederne er fine, »men jeg ser meget affældig og tandløs ud«.

Fysisk har sygdommen tappet ham for kræfter, så han får åndenød af at gå op ad trappen til den lille førstesalslejlighed i Nyhavn 18. Han er radmager og uden appetit, klager over »gigt i alle lemmer«, har slimhoste og væskeødemer og smerter i mave og lever, han er udmattet og føler indimellem, at han er ved at besvime. Hans tiltagende pirrelighed bliver til koleriske udbrud over bagateller – selv over for medlemmer af Melchior-familien, der i hans sidste måneder har taget ham ind i deres hjem, landstedet »Rolighed«, på det nuværende Østerbro.

Død i morfindøs

Lægerne stillede diagnosen leverkræft. Den kunne de ikke gøre noget ved, men de kunne lindre smerterne og hosten med morfin. Og noget tyder på, at han fik rigelige doser, mens livet ebbede ud.

Sært nok tyder intet på, at Andersen selv fik diagnosen og dens dårlige prognose forelagt. Han omtaler den ikke med et ord, og skønt han gennem hele voksenlivet har skrevet om sin dødsangst, forholder han sig ikke til det, som alle omkring ham er klar over: at han er døende.

Døden kom til ham på »Rolighed« den 4. august 1875. En uge forinden var kræfterne sluppet op. Han var end ikke i stand til at diktere sine dagbogsnoter til fru Dorothea Melchior, der plejede ham.

En tjener fandt ham om morgenen liggende med en kop havresuppe, der var væltet ud over sengetæppet. Fru Melchior skrev den sidste indførelse i hans dagbog: »Nu er Lyset slukket. Hvilken lykkelig Død. Klokken 11, 5 Minutter udaandede den kjære Ven sit sidste Suk«.

Måske var det smertelindringen, der var årsag til hans idelige klager over træthed og udmattelse i de sidste måneder. Men måske har morfinen også medvirket til, at Andersen »de sidste 8-12 dage har (…) været i en lyksalig tilstand«, som fru Melchior skrev om sin oplevelse af dødsdagen.