Benedikte Hansen: Enestående oplevelse at optage 'Badehotellet'

Se 'Badehotellet' på TV 2 PLAY

Det går ikke stille for sig, når enke-grevinde Anne-Grethe, mor til grev Ditmar (Mads Wille), vender tilbage til 'Badehotellet' mandag aften.

Grevinde Anne-Grethe har nemlig store ambitioner på sin søns vegne, som står til at overtage greve-titlen og godset Frijsenholm efter sin far. Derfor huer det bestemt ikke grevinden, at svigerdatteren Amanda (Amalie Dollerup) har travlt med at gå ture på stranden.

Skuespilleren bag grevinden, Benedikte Hansen, er glad for at vende tilbage til 'Badehotellet' og sin overklasse-rolle.

- Jeg har aldrig tidligere spillet en så konsekvent overklassedame, og derfor er det sjovt at spille grevinde Anne-Grethe. Det bliver nok ikke meget mere overklasse eller arrogant, men der er ikke noget ondt i hende. Hun tror jo bare på sit, og at der er normer, værdier og regler, der skal overholdes. Dem håndhæver hun virkelig, nu hvor hun ikke længere blot er hustru til greven. Efter hans død træder hun i karakter og skal forsøge at holde styr på sin umulige søn, siger Benedikte Hansen om sin karakter til TV 2.

Se et klip med Benedikte Hansen som grevinde Anne-Grethe i videoen øverst.

Vidunderlig serie at optage

I kraft af at grevinde Anne-Grethe kommer til at fylde betydeligt mere i tredje sæson af 'Badehotellet', end hun hidtil har gjort, har Benedikte Hansen også tilbragt langt mere tid på optagelserne og sammen med de øvrige skuespillere end i de tidligere sæsoner. Og Benedikte Hansen, der ud over utallige store teaterroller også er kendt fra tv-serier som 'Borgen', 'Forbrydelsen' og julekalenderen 'Tvillingerne og julemanden', har nydt at være tilbage på optagelserne, som finder sted i Risby-studierne i Albertslund.

- Det er vidunderligt, og vi har det simpelthen så sjovt på holdet. Det er et ret enestående set, og de omgivelser, vi optager i, er så skønne. Man kan komme ud og trække frisk luft, og folk har deres hunde med, siger Benedikte Hansen og fortsætter:

Læs også: Danskerne elsker 'Badehotellet': Så mange så sæsonpremieren

- Man kan også mærke, at alle på settet bare bliver dygtigere og dygtigere. Fabian (instruktøren Fabian Wullenweber) har et meget nært samarbejde med manuskriptforfatterne (Hanna Lundblad og Stig Thorsboe), så man har indtryk af, de er en treenighed. Skuespillerne er så dygtige, og vi har en fantastisk skræddersal. Jeg er meget betaget af, hvordan det hele spiller, siger Benedikte Hansen.

Mere og mere intens

Benedikte Hansen lover de tusindvis af 'Badehotellet'-fans, at der er masser af dramatik at glæde sig til i tredje sæson om fru Andersens badehotel i Nordjylland. 

- Jeg synes, at hele balancen mellem komedie og tragedie har fundet sit leje. Det var også tydeligt i første sæson her i sæson tre. Og jeg kan godt love, at det kun kommer til at blive mere og mere intenst, siger hun.

Læs også: 'Badehotellets' nye stjernefrø om afklædt rolle: Grænseoverskridende

Ud over at være aktuel i 'Badehotellet' kan Benedikte Hansen snart opleves på Det Kongelige Teater, hvor hun medvirker i opsætningen af Shakespeare-stykket 'King Lear'. Forestillingen har premiere den 5. februar.

Se 'Badehotellet' mandag aften klokken 20 på TV 2 - eller se snigpremieren på aftenens afsnit allerede nu på TV 2 PLAY. I videoen her kan du få en teaser for aftenens afsnit.

Snigpremiere hver mandag

Hver mandag aften, når 'Badehotellet' er blevet vist på TV 2, kan du på TV 2 PLAY se snigpremieren på næste uges afsnit.

Her kan du selvfølgelig også se de to første sæsoner af tv-serien.

Se 'Badehotellet' på TV 2 PLAY her.