I de første århundreder efter år 0 blev runer anvendt blandt germanske stammer, som et skriftsprog, men udover at være brugt som et alfabet, gemmer der sig tilknyttede aspekter og egenskaber bag hver enkelt rune. Sagnet fortæller at det var Odin, der lærte runerne at kende ved at ofre sig selv, hænge sig selv i ni dage i det hellige træ Yggdrasil. Odin var klar over runernes magt og gjorde sit for at beskytte dens hemmelighed. Enhver der kunne tyde skriftsproget ville få stor magt og visdom.
Af Regitze Jørgensdatter Viborg
Siden det første århundrede skrev nordiske og germanske folkefærd med runer. Men i begyndelsen blev de ikke brugt til skrivning, som folkefærd i middelhavet og andre nabokulturer gjorde på det tidspunkt. Ud fra myten om Odin ved man, at de gamle vikinger ikke bare brugte runer som bogstaver, men som meget andet. Hver enkelte rune var et symbol på kraftige dyder, der endda indeholdte magisk natur. De fleste vikinger kunne læse runer på et basalt niveau.
I stedet for at blive skrevet på pergament blev runer udskåret på træ, knogle eller sten. Skåret i pinde eller andre genstande for at skelne nutiden eller forudsige fremtiden. I stedet var runerne for indskrifter af stor betydning. De kunne hugges i runesten for at fejre forfædre og markere heltenes grave. På baggrund af deres en større betydning, kunne de også bruges som et kommunikationsmiddel mellem det naturlige og det overnaturlige og kunne således bruges som trylleformularer til beskyttelse eller til opnåelse af succes.
Det betyder runerne
Det første skriftsystem der blev brugt og udviklet i Norden var runerne. Runer fungerede som bogstaver, men de var meget mere end bare bogstaver i den forstand vi anvender dem i dag. Hver rune var et ideografisk eller piktografisk symbol på et eller andet kosmologisk princip, og at skrive en rune var at påberåbe sig og lede den kraft, som den stod for. Selve ordet “rune” kan på ethvert germansk sprog oversættes til “bogstav”, “hemmeligt” eller “mysterium”.
| Ordet runer er plur. af rune, senmiddelalderlig omdannelse af oldnordisk rún ‘løndom, runetegn’, måske beslægtet med gotisk rūna ‘hemmelighed’, af indoeuropæisk *rū-‘brumme, give lyd fra sig’ (Den Store Danske) |
Runealfabetet kaldes ‘Futhark’ efter de første bogstaver, ligeledes med at de latinske alfabet er opkaldt efter de første bogstaver. Vores ord alfabet kommer fra de græske bogstaver alfa og beta. Tilsvarende har moderne eksperter betegnet rune-alfabeter futharks (eller futhorks ), baseret på de første seks bogstaver af ældste Futhark, som stort set svarer til vores F, U, Th, A, R og K.
Runerne I Eftertiden Omkring 50 runesten er fundet. Runesten blev ofte rejst ved siden af gravsteder i vikingetiden. De fleste af dem blev imidlertid fundet i Sverige. Ældste Futhark har 24 runer, og blev i løbet af de næste par århundreder meget udbredt blandt de mange germanske stammer, der kæmpede for at overleve i hele Europa. Runerne står stadig mejslet i sten og de fik stor indflydelse på eftertiden, da man i 1300–tallet tilpassede runerne til det latinske skriftsprog.
