Denne scene fra dokumentarfilmen ‘Armadillo’ skabte voldsom debat, da filmen fik premiere i maj for 10 år siden, først i Cannes og siden i Danmark. Soldaterne blev kaldt for »kyniske dræbermaskiner« og politikere på venstrefløjen satte spørgsmålstegn ved, om soldaterne havde overtrådt krigens love ved at dræbe de sårede talebanere i grøften.
Daværende forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) måtte i et åbent samråd »kommentere de danske soldaters optræden« i filmen, og Forsvarets Auditørkorps måtte undersøge, om de havde handlet i strid med internationale krigsregler.
En af krigens mest markante kritikere, forfatteren Carsten Jensen, kaldte filmen for et »jordskælv« i et langt essay i filmmagasinet Ekko, der udkom op til premieren.
I sin samtid vakte ’Armadillo’ sjælden stor debat, og lektor på Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen fortæller i dag, at han dengang var oprigtig spændt på at se, hvad filmen ville betyde for befolkningens opbakning til krigen.
»Jeg kan huske, at krigens kritikere havde store forhåbninger om, at danskerne nu ville få ’sandheden at vide’ og derfor vende ryggen til krigen«, siger han.
Men hvilken forskel har filmen gjort i løbet af de 10 år, der er gået. Har filmen faktisk haft betydning for politikernes og danskernes opbakning til krigen?
