»Man skal have oplevet det for at forstå det«, siger en af de unge danske soldater i dokumentarfilmen ’Armadillo’.
’Det’ er i dette tilfælde adrenalinpumpede danske soldater, som med en håndgranat har fået ram på nogle talebanske krigere.
Og bagefter har pumpet dem fulde af bly for at være helt sikre på, at de nu også har fået gjort kål på den forhadte fjende. Vi er langt fra det gamle billede af danske soldater som fredsbevarende styrker.
Men samtidig sætter soldaten fingeren på dokumentarfilmens mest fornemme opgave: at give beskueren en mulighed for at opleve virkeligheden på en måde, så man bliver klogere på den
Michael Moore fortæller uden blusel subjektivt i sine politiske dokumentarfilm.
Polemik og manipulation er i det hele taget på mange måder en stadig mere populær måde at lave politiske dokumentarfilm på. Men der er heldigvis også en anden måde.
’Armadillo’ er ikke politisk.
Men virkeligheden er politisk, hvis man fortæller ærligt om den. Fortæller man nærgående om en kontroversiel del af virkeligheden, ændrer man også den politiske.
Det bliver sværere at ignorere virkeligheden.
Janus Metz’ dokumentarfilm ’Armadillo’ gør med ét hug, hvad så mange spagfærdige protester og forsøg på debat ikke har formået.
Nemlig at fjerne sløret fra de bekvemme politiske fraser om Danmarks krig i Afghanistan.
’Armadillo’ viser, at den danske krig i Afghanistan selvfølgelig er lige så beskidt som alle andre krige. Ikke mindst guerillakrige, hvor fjenden gemmer sig iblandt civilbefolkningen og ikke er til at skelne fra den.
En afghansk bondemand slår beklagende ud med armene.
»Vi kan ikke samarbejde med jer. I kommer med jeres våben, og så er I væk igen. Og om natten kommer de og skærer halsen over på os«.
»Det er hverken jer eller Taleban, der bliver dræbt«, sukker en anden gammel bondemand. »Det gør vi«.
Det er ikke påstande, men billeder, der gør indtryk i ’Armadillo’.
Billederne af svært bevæbnede danske soldater, der stavrer rundt som Star Wars-soldater i et øde og brutalt landskab så fjernt fra det danske, som tænkes kan.
Mens befolkningen med deres lange skæg og gevandter betragter dem med stoisk mistro. Selvtalende billeder på en håbløs mission, som ikke alverdens mandsmod kan hale op af kulturkløften.
Det er en på næsten alle måder forbløffende film, Janus Metz har lavet.
Forbløffende modig: Fotografen Lars Skree er i lige så høj grad som soldaterne i skudlinjen.
Forbløffende åbenhjertig: Metz og filmholdet har opnået en grad af tillid, der gør filmen til et fuldstændig unikt portræt af unge mænd i krig.
Et portræt, som for altid vil forandre danskernes billede af ikke blot krigen i Afghanistan, men også af de danske soldater.
Man kan næsten se adrenalinen pumpe, når nogle af de unge mænd indsnuser spændingens kick.
’Armadillo’ handler om danske soldater i Afghanistan, men den handler også i bredere forstand om unge mænd i krig. Om spændingens attraktion.
Om det sus, man får af helikoptere og seje våben.
Om kammeratskab, korpsånd og kedsomhed. Om hadet til fjenden og nødvendigheden af at gøre sig hård.
Om porno og pludselig død. Indirekte handler ’Armadillo’ dermed også om kontrasten til et samfund, der ellers på næsten alle andre områder har udviklet sig til et sted, hvor der ikke rigtig er brug for de vilde og eventyrlystne drenge.
»Det var fedt!«, udbryder en af dem vilkårligt efter den bloddryppende kamp, hvor der var »jackpot i den dér grøft«.
Bedre end de amerikanske spillefilm
Det er oplagt at sammenligne ’Armadillo’ med amerikanske dokuprægede krigsspillefilm som ’Re-dacted’, ’Stop-Loss’ og ’The Hurt Locker’.
Men her synes jeg faktisk, man i ’Armadillo’ bliver gjort klogere på krigernes cocktail af angst, adrenalin og testosteron.
I udlandet vil man måske ikke umiddelbart interessere sig for en film om Danmarks krig med titlen ’Bæltedyr’, men hvis først man opdager, hvor enestående et soldaterportræt ’Armadillo’ er, vil den kunne nå vidt omkring.
Forbløffende er nemlig også filmens tekniske og æstetiske niveau.
De smukke farvebilleder af det afghanske ødeland og de intense portrætter af de unge danske mænd kunne have taget livet af filmens dokumentariske nerve og de kaotiske kampscener.
Men alle æstetiske valg inklusive den nærværende lydside og den fornemme musik af henholdsvis Rasmus Winther Jensen og Uno Helmersson trækker på samme hammel.
Den danske regering har med sin ’der er ikke noget at komme efter’-attitude formået at gøre det til en svær sag at diskutere den danske krigsførelse nøgternt.
Men det kommer man ikke uden om nu.
Netop fordi ’Armadillo’ ikke kan affejes som en film ude i et politisk ærinde.
Flænser idéen om særlig dansk mentalitet
Det er en film i virkelighedens tjeneste, men det er en film, der er blevet så intenst medrivende, fordi Janus Metz har været lige så fascineret af sine soldater, som soldaterne er fascineret af krigen.
De danske soldater sidder bag pigtråd. 800 meter uden for lejren begynder Talebanland. Man er regulært under belejring.
Begge parter lurer på hinanden. Talebanerne har godt tjek på danskerne, og man forstår soldaternes frustration over en fjende, der skjuler sig i civilbefolkningen, og flere gange undervejs sender danske soldater på lazarettet og på kirkegården.
En soldat beretter, at han brugte seks timer på at samle stumper af en kammerat dræbt af en vejsidebombe.
Det er den virkelighed, politikerne nu må forholde sig til efter en film, der flår alle forestillinger om en særlig dansk mentalitet i stumper og stykker.
Den er væk, fordi der er pokker til forskel på at udføre en fredsbevarende mission og på at være en krigsførende nation.
De danske soldaters opførsel vil være chokerende for mange.
Men forsvaret kan på en måde kun være tilfreds med filmen.
Man får set, at de danske soldater udfører et dødsensfarligt og yderst krævende arbejde ved frontlinjen. Man får sat ansigter på de anonyme krigere.
Men man får også på en helt anden måde end tidligere vist de menneskelige og moralske omkostninger.
Farvel til fairplaypokalerne
Og man får først og fremmest vist, at man yder store ofre i en situation, der på mange måder forekommer politisk tvivlsom og strategisk udsigtsløs.
Danskerne er det lykkelige folk. Vi er de flinke gutter.