Jeg følte mig virkelig klar, da jeg, for godt og vel et år siden, begyndte i mit nye job. Jeg havde netop haft et par år som henholdsvis studerende og freelancer med varierende arbejdstider og stod nu for at træde ind i mit drømmejob som forlagsredaktør.
For første gang i mange år skulle jeg arbejde 8-16 plus-minus, og jeg glædede mig virkelig til det hele. Jeg ønskede den faglige udfordring og så super meget frem til at få kollegaer efter et par lidt ensomme år uden. Jeg ville, med andre ord, virkelig gerne være en, der gik på arbejde.
Inderst inde tænkte jeg dog også: Gad vide, om det går? Som i: Kan min familie trives, når vi pludselig er to voksne, der hver dag skal lægge de fleste af vores vågne timer på et arbejde? Kan jeg? Jeg svarede mig selv: De fleste andre kan (omend det jo ikke passer), så jeg bør også kunne. Og som skrevet: Jeg ville virkelig så gerne.
Jobbet viste sig at være alt det, jeg havde håbet på. Det smukkeste forlag, de dejligst tænkelige kollegaer, fagligt det mest tilfredsstillende job, jeg nogensinde har haft. Jeg var flyvende i de første måneder, for fanden hvor var det fedt at være med til at løfte i flok, i fællesskab at skabe noget meningsfuldt, at have nogen at sludre med over frokosten.
Og inden jeg fortsætter: Jeg forestiller mig ikke, at forlagsbranchen er travlere end så mange andre brancher – tværtimod tror jeg, at jeg ville have haft samme oplevelse, som jeg her vil fortælle om, på mangen en dansk arbejdsplads, hvor det grænseløse arbejde er et vilkår.
Det hele gik fint i et stykke tid. Godt nok registrerede jeg ofte, at noget vendte forkert i maven på mig, når jeg om morgen skovlede ungerne ud ad døren og mange-mange-mange timer senere hentede min lille dreng i børnehaven med hovedet fuld af løse ender, kroppen fuld af uro og blikket stift rettet fremad – men oftere end dét high fivede jeg med mig selv og min kæreste, når det hele gik op.
Når vi nåede både tandlægen og forældremødet og at arrangere en legeaftale – og dét endda samtidig med, at børnene lod til at have det fint, og jeg havde givet den gas på arbejdet og knækket koden til noget, der virkelig kunne blive godt.
Travlheden kom i stigende grad til udtryk i de klassiske og absurd kedelige stresssymptomer. Jeg sov dårligt, havde hjertebanken, glemte ord, mistede overblikket
Jeg kunne blive helt høj af det, det var virkelig følelsen af at lykkes. Når bare jeg rankede ryggen, havde vores liv indlejret i et skema og søndag aften ignorerede, at mit hjerte bankede hårdere ved tanken om ugen, der kom, så kunne jeg jo godt. Pyh, lettelse.
Vi ved godt, hvordan det endte, og mit ærinde er egentlig ikke, per se, at fortælle om de stresssymptomer, jeg blev ramt af. Den slags fortællinger findes der, af gode grunde, masser af, og de fleste af os har læst dem og måske endda accepteret den præmis, at risikoen for at blive syg, når man tager sig et arbejde, er et vilkår.
Mit ærinde er at fortælle, at jeg holdt op med at kunne være noget for andre end mig selv, da jeg fik travlt.
Travlheden kom i stigende grad til udtryk i de klassiske og virkelig kedelige stresssymptomer. Jeg sov dårligt, havde hjertebanken, glemte ord, mistede overblikket, kunne ikke koncentrere mig, svarede mine børn med et delay, når de talte til mig.
Stresshandlingerne: Scrollede amok på min telefon, købte ting, spiste usundt, stoppede med at motionere, stoppede med at læse bøger, tog power naps som et instrumentaliseret greb for at kunne mere. Stadigt oftere mærkede jeg, at en succes på mit arbejde fik definitionsmagten over min families trivsel.
Jeg manglede hele tiden tid, men jeg tror, det var tempoet, der endte med at gøre mig så rundtosset.
Hele tiden havde jeg en følelse af at skulle gribe 200 bolde på én gang – og oven i det med fordel at kunne nå mere – og lige så ofte tænkte jeg: Det her er min hjerne ikke indrettet til at kunne. Det havde jeg jo i øvrigt ret i, for jeg ved jo godt, at jeg som menneske genetisk er indrettet til at leve, som vi gjorde det for hundredtusinder af år siden på den afrikanske savanne.
Altså: Jage, plukke, spise, være sammen og lægge sig til at sove ved solnedgang. Jeg garanterer, at der ikke er 200 forskellige bolde, der skal gribes, i den pakke.
Tværtimod er de fundamentale menneskelige behov for masser af søvn, sociale relationer, bevægelse og en nogenlunde sund kost – altså behov, der tager tid – helt og aldeles uforandrede, selv om verden omkring os er forandret.
For mig var det en umulig ligning at få til at gå op, for da jeg skruede op for mit tempo, lukkede jeg samtidig ned for lige præcis samtlige af mine grundlæggende behov.
Helt lavpraktisk skruede jeg op ved at begynde at gå hurtigere, at overhale, at skovle frokosten ind på ingen tid, at stjæle en forlomme i trafikken. Også derhjemme blev jeg hurtigere, overgangen mellem mit arbejdstempo og mit hjemmetempo blev udvisket, i takt med at min puls og mine mange gøremål skød i vejret.
Jeg var hele tiden på vej videre, jeg vendte ryggen til mine børn for at nå noget andet, jeg multitaskede, effektiviserede og optimerede, jeg begyndte at spilde mælken og tabe tråden. Alligevel følte jeg i lang tid, at jeg var i kontrol. Mit liv var accelereret i en, for mig, helt åndssvag grad, men jeg kunne handle – jeg kunne vælge at nå mere – for at få det hele til at gå op.
Så skete der noget, der var uden for min kontrol, og som jeg først rigtigt forstod, da jeg stødte på værket ’Fremmedgørelse og acceleration’ af den tyske sociologiprofessor Hartmut Rosa.
I sin kortlægning af de accelerationsprocesser, der præger det moderne liv i et samfund, der har blikket rettet mod effektivitet og bundlinje, peger han nemlig på, at et for højt tempo kan føre til en fremmedgørelsesfølelse i det enkelte menneske. Man kan vel beskrive det, som at man kropsligt, åndeligt og eksistentielt mister jordforbindelsen og ganske enkelt ikke længere kan mærke sig selv, sine omgivelser og andre mennesker.
Det lyder højtravende, ja, men for mig var det meget konkret: Pludselig kunne jeg vitterligt ikke mærke mig selv. Jeg kunne for eksempel ikke mærke, hvad der interesserede mig, og jeg fik en følelse af at være hul indeni og som konsekvens heraf ikke at have noget at byde ind med. Jeg blev noget så dødssygt som selvbevidst og kontrolleret og løb rundt efter noget ydre, fordi jeg ikke kunne mærke mit indre.
Jeg vendte mig væk fra verden, og samtidig med, at jeg løb rundt og konstant var i mit eget hoved, landede erkendelsen af, at jeg ikke længere havde plads til andre. Jeg orkede ikke rigtigt at være der for en ven, der havde det svært. Jeg glemte at spørge ind til operationer og børnefødselsdage blandt dem, jeg holder af.
Skriv kommentar