Klokken er lidt over 7 en tidlig hverdagsmorgen i Snekkersten. Jens Christiansen sidder stakket op med puder i sin seng, stadig i pyjamas. På kanten af sengen sidder hans hustru, Charlotte, og mader ham med små bidder af en rugbrødsmad med stikkelsbærmarmelade.
»Jeg er godt gift«, siger Jens.
»Jeg mener: Hvor mange mænd på 63 får morgenmaden serveret på sengen af deres hustru?«.
Men inde i hovedet tæller han sekunderne: Når Charlotte holder en kaffekop med sugerør hen til hans mund. Det tager 4 sekunder. Hun pudser også hans næse. 9 sekunder. Og tørrer hans øje, da det fyldes med vand. 6 sekunder.
Jens Christiansen har haft sklerose i 22 år. Siden den seneste alvorlige forværring af sygdommen i 2007 har han hverken kunnet bevæge arme, ben eller hænder. Fra halsen og ned kan han ikke styre sine muskler. En ’varig funktionsnedsættelse’ hedder det på fagsprog.
»Altså, jeg kan ingenting selv, men på trods af det lever jeg et liv så tæt på det normale som muligt«, siger Jens.
